BLOGCAST: Indlægget er indtalt af Hanne Linde. Lyt til bloggen her (04:54)

De oprindelige folk har vidst det altid:

Der må være en balance mellem det, vi giver, og det vi tager.

Hvordan er vi som mennesker fra naturens hånd rustet til at skabe denne balance?

Blandt andet gennem vores medfødte kompetencer til at agere med såvel åben som fokuseret bevidsthed, med hjertelighed (empati og medfølelse), med kreativitet samt kropsligt og åndeligt nærvær. Disse kompetencer rummer en iboende viden om sammenhæng, som langsomt i begyndelsen af livet får konkurrence af en lige så fantastisk iboende evne til at differentiere og skille ad, som tager fart, når jeget i de tidlige år dannes.

Imellem disse to evner må der i det enkelte menneske være en balance. Mellem mellem vores kontakt til og hvilen i de indre ressourcer og vores udadgående omsætning af de mange muligheder, som udviklingen af vores jeg byder på. En balance mellem vores væren i enheden og fællesskabet og vores omsætning af vores individuelle muligheder.

I den vestlige verden har der længe været en ubalance til fordel for den ydre ageren og jegets trang til at manifestere sine enorme ressourcer og kreative udviklingspotentialer i den ydre verden.

Det har medført overforbrug af såvel naturens som vores egne menneskelige ressourcer og en tiltagende fremmedgørelse af den enkelte fra sig selv og sin egen væsenskerne, og dermed også fra andre mennesker. Det man ikke har sans for og kan mærke hos sig selv, kan man ikke genkende hos andre.

I Børns Livskundskab arbejder vi med at reetablere denne sammenhæng for børn og voksne i undervisningssystemet. Vi begynder med at skabe sammenhæng for den enkelte fagperson indadtil med meditative øvelser der tager udgangspunkt i at styrke kontakten til de naturlige, medfødte kompetencer. Dette arbejde kombineres med et relationelt arbejde der har til hensigt at gøre den enkelte opmærksom på hvor der i vedkommendes personlighed er elementer som vanskeliggør den direkte kontakt både til sig selv og andre.

Vores erfaring er at hvis den forbedrede kontakt til de indre kvaliteter skal manifestere sig i hverdagslivet, er det nødvendigt også at arbejde relationelt med de faktorer i personligheden der kan hindre den konstruktive kontakt til andre. Det relationelle arbejde er således altafgørende for, at de frugter der eventuelt kan høstes af arbejdet med de indre, meditative øvelser, også kan manifestere sig i det daglige arbejde i forhold til børn, forældre og kolleger.

Dette arbejde har også betydning for muligheden for at ændre og udvikle de grundlæggende værdier i organisationen, idet en mere konstruktiv relationel tilgang fremmer muligheden for også at behandle indholds– og værdimæssige ændringer mere konstruktivt.

På den måde arbejder vi helt konkret med skolens mulighed for at skabe en balance i den enkelte aktør – barn som voksen – for at danne den bedst mulige basis for at skabe et lærings – og dannelses miljø, som er til gavn for flest mulige.

Det enkelte menneske og dets daglige relationer er indlejret i forskellige systemer. Samfundsmæssige, institutionelle, vanemæsige. Skoler, undervisnings- og omgangsformer. Disse systemer er i dag ikke altid udviklede til at tilgodese behovet for balance mellem indre og ydre, fordi de mestendels er skabt i en tid, hvor mennesket syntes at have haft uanede muligheder for at tage uden at skulle skabe balance ved at give tilbage, hverken til naturen som helhed eller til det enkelte menneske.

For at skabe den nødvendige balance mellem indre og ydre er det derfor bedst på en given skole, hvis der kan arbejdes med hele systemet, ikke bare hele skolen og forældrene. Denne arbejdsform, som også tager højde for det system som skolen er indlejret i, kaldes whole school approach.

Denne strategi der har fokus på såvel indre som ydre bæredygtighed og balance er understøttet af det paradigmeskift i psykologi og pædagogik der viser at tiden er inde til fuldstændigt at forlade industrisamfundets pædagogik baseret på lydighed og disciplin. For at erstatte det med et udgangspunkt der gennem anerkendelse, empati og nærvær giver muligheden for at udvikle en balanceret personlig autoritet og autenticitet hos såvel børn som voksne.

 

Artiklen udkom første gang i Børns Livskundskabs regi.
Foto: Katherin Hanlon/Unsplash

---

 

Helle Jensen
cand. psych., specialist og supervisor i psykoterapi.

Medstifter af Foreningen Børns Livskundskab. Sammen med Jesper Juul har hun undervist i relationskompetence samt familieterapi i en række europæiske lande og er forfatter til flere bøger om nærvær og relationskompetence. De seneste 15 år har en stor del af hendes arbejde været centreret om at forbinde arbejdet med relationer med øvelser forankret i femkanten. Fx i forskellige projekter, som har været ledsaget af forskning. Hun er ligeledes hovedansvarlig for og underviser på den 2-årige internationale uddannelse “Training Empathy”.

Publikationer bl.a.: Pædagogisk relationskompetence. Fra lydighed til ansvarlighed (2002, sm. m. Jesper Juul), Nærvær og empati i skolen (2014) og Empati – det der holder verden sammen (2012, sm. m. Jes Bertelsen, Jesper Juul, Michael Stubberup, Peter Høeg og Steen Hildebrandt).

Forskningsprojekter; Relationskompetenceprojektet på Læreruddannelsen i Århus. EU – Erasmus plus projektet Hand-in-Hand, om udvikling af socio-emotionelle-interkulterelle kompetencer , og et 5- årigt udviklings- og forskningsprojekt i Berlin, Empati macht Schule.