Den amerikanske mikrobiolog Jon Kabat-Zinn har ikke skabt bølgen af interesse for fænomenet mindfulness.

Intet enkelt menneske, selv ikke han, kan skabe et globalt fænomen. Bølger rejses af store og komplekse kræfter der ofte arbejder under overfladen.

Men han har givet bølgen form og retning. Hans indsats er afgørende for at der for første gang i verdenshistorien er en kolossal international interesse for en træning der ikke vedrører bevidsthedens indhold, men bevidsthedens forhold til sit indhold.

Jon Kabat-Zinn er en påfaldende mand. Påfaldende smuk, påfaldende karismatisk, påfaldende adræt.

Mindfulness er en værensform af hjertelighed og nærvær, og når man står overfor manden véd man med det samme at han selv lever det han formidler. Som han har formidlet i 50 år.

Og nu har han og hans nærmeste medarbejder, lægen, professoren, forfatteren Saki Santorelli, holdt deres sidste retreat sammen.

 

 

66 gange har de to i fællesskab, over hele verden, fra Kina til Djursland til Alaska til Australien til Latinamerika holdt et syv dages højintensivt reatreat i mindfulness med træning fra klokken seks om morgenen til 22 om aftenen, et retreat der er en af de obligatoriske dele af uddannelsen til instruktør i MBSR, mindfulness-baseret stressreduktion.

 

 

Hanneli og jeg deltog i sommers, ved Sempachersøen i Nottwil i Schweitz, med Berner Oberlands 4000-meter toppe i horisonten, i dette retreat og overværede giganternes sidste pardans.

Det er med omhu jeg vælger ordet dans. Og ordet giganter. Det var berørende og bevægende at se de to mænd på scenen samtidigt.

De er begge store meditationslærere. Jon Kabat-Zinn er skolet indenfor koreansk zen og hinayana, urbuddhismen. Saki Santorelli havde sufimesteren Pier Villar Khan som lærer.

 

 

Men de er selvfølgelig også to store jeg’er. Ingen kan løfte den vægt de har løftet uden en kæmpestor og bomstærk personlighed. De har begge en phd-grad i naturvidenskab – Jon Kabat-Zinn skrev den hos nobelpristageren Luria som han hele tiden var oppe at toppes med fordi Kabat-Zinn var intenst involveret i studenterbevægelsen mod Vietnamkrigen. De har begge løftet Center for Mindfulness ved Universitetet i Massachusetts fra at være et lille kælderlokale til at være en af universitetets største, en af de mest søgte, og med sikkerhed den mest kendte og omtalte afdeling, der nu har til huse i store selvstændige bygninger på campus’en. Og de har været afgørende medvirkende til at den globale offentlighed er begyndt at opdage at meditation ikke behøver at have noget som helst med religion og dogmatik at gøre.

Det er normalt meget vanskeligt for to så kraftfulde personligheder at undervise sammen. Lad gå at kunstnere kan optræde sammen: Erik Bruhn og Nurejev dansede en turné sammen, Armstrong og Fitzgerald var sammen ved nogle få uforglemmelige lejligheder. Karajan og Svatoslav Richter var.

Men at sætte to karismaer der begge beamer til at undervise sammen og få det til at lykkes, det har jeg aldrig før set.

Og hvis jeg har set lidt i den retning så har rollerne været skarpt fordelt. Banen har været kridtet op. Det er på forhånd aftalt hvor den ene slutter og den anden begynder.

Sådan gør Jon og Saki ikke. Inden for en helt overordnet ramme har de udviklet så intim en fælles undervisning at det undertiden ikke er til at afgøre eller til bagefter at huske hvor den ene holdt op og den anden begyndte.

Gennem årene har de fundet en form hvor de har ubegrænset frihed til at bryde ind i hinandens undervisning, til at overlappe, til at besvare spørgsmål som egentlig er stillet til den anden. Til at uddybe og nuancere det den anden lige har sagt. Eller til at modsige det.

Det var mindblowing at være vidne til. Igen og igen tænkte jeg at dette er en dans. Den sidste, giganternes afsluttende pas de deux.

Vi var 250 mennesker i salen. Og 800 på ventelisten.

 

Selvfølgelig går Jon og Saki ikke på pension. Mennesker der har en livsopgave, som skæbnen har tildelt en mission, de arbejder normalt til og med dødslejet. Men de oplever begge at der skal ske et skift, at de står ved en korsvej.

Det var det der var så bevægende. At de begge så tilbage, på 30, 40, 50 års megaintenst arbejdsliv. Og samtidigt fremad: Hvor er interessen for mindfulness på vej hen? Hvordan undgår man at drukne i sin egen succes? Hvordan sikrer man at kvaliteten af undervisningen holdes, nu hvor fænomenet også er en stor kommerciel succes og amatører og mennesker med kun ganske lidt erfaring bag sig strømmer til og udbyder undervisning i mindfulness?

Og så er det helt enkelt meget meget berørende at se mennesker der har gjort så meget for andre, som i den grad lever for at mindske andres lidelse, at se dem opsummere et langt livs erfaringer.

Der findes en film, Bill Moyers’ Healing and the Mind, optaget af et amerikansk TV-hold for 24 år siden. Billederne viser en ung Kabat-Zinn, ligeså tiltrækkende som nu, men mere sorthåret, lidt mindre selvsikker, men stadig drevet af den indre svejtseflamme af medfølelse der fueler ham nu.

 

 

Filmen er optaget i kælderen under det medicinske fakultet, det kælderlokale og et lille tilstødende kontor var alt hvad han og Saki havde dengang. Når Jon underviste Saki i yoga lå de med fødderne under skrivebordet.

På filmen ser man klienterne, Mennesker med kroniske smerter, kroniske depressioner, med lidelser som universitetshospitalet i de tilstødende bygninger ikke har kunnet diagnosticere. I billedets forgrund hulker en sort kvinde trøstesløst. Jon læner sig frem mod hende. Hans ansigt er helt tæt ved hendes, og det er intenst nærværende og medfølende. Han beskytter sig ikke mod hendes sorg, han tager del i den, han tillader sig selv at føle det fulde omfang af hendes smerte.

Så hvisker han til hende, så stille at mikrofonen kun akkurat fanger det: ‘Can you be with the pain?’ ‘Er det muligt at være med smerten?’.

Det er det mindfulness drejer sig om. At være tilstede med tilværelsen, også i dens mest lidelsesfyldte øjeblikke.

At turde åbne sig for det hele. Det Jon kalder Full Catastrophy Living.

Bag den holdning ligger en meget gammel viden: Tilfører man bevidsthed til et fænomen begynder det at ændre sig til det bedre.

Det er det faktum der er virksomt bag al terapi, bag al selvudvikling, bag al meditativ træning. På en måde er det selve bevidsthedens grundmysterium: At alt højnes og nuanceres af bevidsthed.

 

 

Jeg mødte Jon og Saki første gang da de sidste år besøgte Vækstcenteret i Nørre Snede. Vi var en lille heldig gruppe der havde en lang aften med dem. Og for deres skyld kunne det være blevet en nat, de var utrættelige. Selv om de kom direkte fra det årlige syv-dages retreat der det år havde fundet sted i Danmark, på Djursland, så var de tilsyneladende upåvirket af arbejdsbyrden. De var hele tiden tilstede, hele tiden opmærksomme på alle omkring bordet, hele tiden i kontakt.

Vi spurgte dem om hvordan de oplevede forskellen på deres indsats og det man forsøger et sted som Vækstcenteret der arbejder på at give plads til en ikke-religiøs, ikke-dogmatisk spiritualitet i Skandinavien.

De svarede at den vigtigste forskel er at mindfulness-projektet for dem har retning mod at mindske hverdagens lidelse. Hvor Vækstcenteret har et radikalt opvågningsprojekt som del af sit grundlag, forestillingen om at indespærringen i personligheden er en drøm man kan vågne fra, der er kernen i den impuls der udgår fra Center for Mindfulness i Massachusetts et forsøg på at komme til rette med tilværelsen på den bedst mulige måde.

Det gjorde et dybt indtryk på alle os der var til stede. Det var så tydeligt at de to mænd selv var det de talte om. At de gennem den eksempelløse succes som deres projekt har oplevet er forblevet tro mod det der var udgangspunktet: Forsøget på at hjælpe og lindre lidelsen for dem som alle andre har opgivet at hjælpe.

 

 

Retreatet i Schweitz fandt sted på Nottwil Paraplegiker-Zentrum, en storslået kombination af hospital, faciliteter for handicapidræt, det schweitziske handicaplandsholds klinik for idrætstmedicin, hotel og konferencefaciliteter. Spredt smukt og stilfuldt ud over et stort grønt område ved søbredden.

De ideelle faciliteter for et retreat som dette der drejer sig om nærvær og hjertelighed. Uafbrudt, under de gående meditationer, når man gik til og fra spisesalen, til og fra sit værelse, mødte man mennesker i rullestole, ramt af forskellige grader af livsvarig lammelse.

Et sådant syn, af lidelse, men også af det livsmod disse ramte mennesker udstrålede, mindede igen og igen om at der altid, selv i tilsyneladende udvejsløse situationer, er muligt at arbejde med ens forhold til lidelse. At ens livsomstændigheder altid, som Jon og Saki siger, er workable.

 

 

Jon Kabat-Zinn har fra begyndelsen forstået vigtigheden af dialogen med naturvidenskaben. Og udnyttet den på to måder:

Center for Mindfulness er forblevet en del af universitetet. I stedet for at vælge den økonomiske og administrative frihed det kunne have været at gå solo og lade mindfulnessbevægelsen være deres egen business er de blevet indenfor et universitets rammer. Og opmuntrer andre til at gøre det samme. Der er en nær forbindelse mellem dem og det danske Center for mindfulness på Århus universitet der hører under det medicinske fakultet.

Det har givet, og det giver og vil fremover give, enorme mængder af komplikationer. Et universitet er, som alle store institutioner med en lang tradition bag sig, en meget meget tung og konservativ organisme.

Men det er også en meget meget stabil rampe for en dans som den Jon og Saki har sat i scene.

 

 

Et universitet som University of Massachusetts er den bedst tænkelige blåstempling af et nyt og kontroversielt fænomen som mindfulness. Det er helt sikkert indlejringen i universitetet der har gjort det muligt for Jon at tiltrække den massive mængde af forskere der igen og igen – der kommer disse år omkring 1000 publicerede forskningsrapporter om året der dokumenterer at træning af mindfulness har positive effekter på en lang række lidelser som kroniske smerter, stress og depression – vælger at måle på og optælle og interviewe deltagere i MBSR-forløb.

Og så er universitetsindfatningen en beskyttelse mod en af de største farer der uundgåeligt opstår når man arbejder med meditation og har succes: Risikoen for inflation. Udtrykt for eksempel ved ophobning af rigdom.

Center for Mindfulness har, som resten af universitetets institutioner, gennemsigtige og offentlig tilgængelige regnskaber.

Som er tankevækkende. Fra en næsten ikke eksisterende økonomi – et kælderlokale, et lille kontor og de første 500 kurser i mindfulness foræret væk – til en årlig omsætning på mange millioner dollars.

 

 

Der er faldgruber for alle fænomener i eksplosiv vækst. Hvad er faldgruberne for mindfulnessbølgen?

Jeg vover et gæt: Den største trussel er udvandingen. Hvor Jon og Saki indtrængende insisterer på at mindfulnessinstruktører skal have års daglig praksis og retreaterfaring bag sig, er deres efterlignere overalt i den vestlige verden meget løsere.

Men måske kan denne fare imødegås ved det store arbejde der i disse år gøres fra Center for Mindfulness’ side for at skabe en international standard for uddannelse af instruktører. Standarder der vil kunne fungere som vejledning for mennesker der leder efter det rigtige sted at tage et MBSR-forløb.

Den anden del af mit gæt handler sådan set ikke om en trussel for mindfulnesstræningen, men snarere om nogle udfordringer.

På retreatet i Nottwil blev det hen over dagene tydeligt at flere af deltagerne, simpelthen på grund af den megen energi der akkumuleres i så stor en gruppe, og på grund af undervisningens kvalitet, kommer ud til kanten af den almindelige bevidsthed og begynder at få glimt af de såkaldte indre planer, altså af det område hvor den almindelige virkelighed begynder at farves af den højere vågenhed som findes i egentlig transcendente tilstande.

Hvad skal man sige til mennesker der har den slags oplevelser? Som for eksempel den kvinde der kommer tilbage fra en gående meditation og undrende og let rystet og bevæget rapporterer at pludselig, midt på blanke dagen, oplevede hun nogle sekunder af intens forhøjet vågenhed i hvilken selv hendes mest uflyttelige problemer forekom drømmeagtigt uvirkelige. Hvad skal man sige til hende og de andre der pludselig får lignende erfaringer?

 

 

Der kom også en del spørgsmål som for mig at se var stillet på et terapeutisk grundlag. Eller sagt på en anden måde, de spørgende var af retreatets intensitet bragt i kontakt med traumatisk materiale.

Hvordan skal man skelne mellem landskaber der kun kan passeres med en terapeuts hjælp, og landskaber man bedst kommer igennem med den enklere, men også meget krævende meditative neutralitet der er kernen i mindfulness-træning?

I mere end 30 år har Jon Kabat-Zinn holdt spiritualitet, altså forsøget på at overskride jeget, adskildt fra mindfulness.

Klogeligt. Han havde helt sikkert ikke fået naturvidenskaben med hvis han ikke havde holdt den grænse.

Men nu slipper han den. Flere gange sagde han i Nottwil at mindfulness-træning er solidly founded in non-dual awareness, altså at mindfulness-træning i hans form er er funderet i non-dual bevidsthed.

Han sagde også at hans undervisning er deep dharma hvad jeg også opfatter som at den er spirituel.

Det skal blive interessant hvordan det naturvidenskabelige establishment – og det brede publikum mindfulness-bølgen er nået frem til – vil stille sig til dette.

 

Foto: Hanneli Ågotsdatter/Kontemplation

---

Peter Høeg er mag.art i litteraturvidenskab, forfatter og underviser i mødepunktet mellem kreativitet, meditation og empati. Han har en baggrund indenfor sport og dans som han inddrager i sin undervisning.

Foto: Henrik Saxgren