Essensen af Jes Bertelsen der netop er udkommet på Peoples Press, handler, for at sige det som det er, om vejen til meningen med livet.

Den begynder med at konstatere at der de sidste 50 år er flydt en strøm af spirituelle impulser fra Østen til Vesten, og at denne strøm måske er et svar på at vi i den rige del af verden stadig tydeligere mærker at vi mangler meningsfylde.

Denne meningsfylde findes, siger Jes Bertelsen, når vi får kontakt til vores menneskelige essens.

Hvad vil det sige? Hvad er vores menneskelige essens?

Det er, siger bogen:

”en fællesmenneskelig, transpersonlig dimension der er grundlaget for mening, medfølelse, frihed og livsglæde. Gaven og muligheden, opgaven og udfordringen er at opdage, at realisere, denne basale, essentielle åbenhed. ”

Om hvordan man får kontakt med denne dimension, handler resten af bogen. Som

”tager udgangspunkt i hvordan almindelige mennesker i Vesten – og i Danmark – umiddelbart oplever sig selv, oplever bevidsthed og samfund, og i den måde vi alle bruger bevidsthed, hjertelighed og opmærksomhed på. Undersøgelserne er kortfattede, og de er beregnet til at læseren samarbejder – hvis læseren altså vil – og prøver for sig selv at eftergøre de trin og bevægelser som beskrives i teksterne. Forslaget er at læseren indimellem i sit eget tempo lægger teksten til side og i sin egen bevidsthed og i sit stille sind selv undersøger, mærker efter og danner sig sine helt egne erfaringer. Det er ikke dogmer eller trosartikler der fremstilles, men undersøgelser og forslag og retningslinjer der er som fingre der peger på månen.”

Herfra er bogen ét langt undervisningsflow. Et flow som beskriver bevidsthedens evne til den ikke-vurderende spejling som kaldes mindfulness. En spejlevne hvis neutrale vågenhed kan føre mod opdagelsen af at det er muligt at mærke bevidstheden som sådan, altså selve vågenheden fri af denne vågenheds indhold.

Denne begyndende direkte erfaring af selve den indholdsfrie vågenhed fører til at man mærker eller forstår at man har brug for vejledning, for en mentor eller lærer. Fordi de indre landskaber man kommer i kontakt med, også er vild natur. Videre beskriver teksten hvordan det netop er relationen til en mentor eller lærer der, sammen med en indre praksis, kan føre til genkendelsen af den essens vi alle har, vi alle er gennemtrængt af, ja som vi, siger bogen, alle er.

Essensen har humor, alvor, uro på klodens vegne, små tankevækkende anekdoter og historier, henvisninger til tegneserier, litteratur, malerkunst og filosofi. Og den har en insisterende og uophørlig pegen ind mod vores essens.

Det hele på en mærkelig ubesværet måde. Næsten legende. Naturlig og gennemsigtig.

Frem til denne bog falder Jes’ bøger – groft sagt – i to grupper: De massivt fortættede bevidsthedsbøger der, sammen med forfatterskabets første cirka ti bøger, kræver meget af læseren. Og de lettere læste og tilgængelige som Et essay om indre frihed, Dejlig er jorden og – skrevet sammen med andre – Empati – det der holder verden sammen.

Med denne bog er der taget et nyt skridt. Den er ubesværet læst, ligetil og flydende – og samtidigt peger den, igen og igen, på det allerdybeste og allerinderste.

Jes fortalte engang at han som ung idéhistoriker var stødt på en bog som hed Livets mening, og som var på over 1000 sider. ’Jeg læste den ikke’, sagde han. ’Selve omfanget gjorde mig mistænksom. Den, sagde jeg til mig selv, som har brug for 1000 sider til at pege på livets mening, kan ikke have fundet den.’

Essensen er på lidt over hundrede sider. For os er der på hver side en følelse af at dette er skrevet af et menneske der véd hvad han taler om.

Boghåndværk er en kunstform. Essensen er smukt illustreret med Ninni Sødahls fotografier der i sig selv har en zenagtig fortættet meditativ kvalitet og, sådan som de er sat op, er i underfundig dialog med teksten.