Jeg pakker bilen samtidig med, at jeg ligesom ryster på hovedet af mit selv.

Det er som om, at jeg både forstår og ikke forstår.

Jeg er på vej i retreat.

Jeg har fået lov af min tilværelse til at tage af sted.

Jeg mærker den dybe irrationelle længsel efter at fordybe mig gennem meditativ praksis.

Jeg føler mig privilegeret.

Mennesker, jeg har mødt de sidste dage, som jeg har fortalt, jeg skulle af sted, har mødt mig med et ’gid det var mig’ eller ’hvor er du heldig.’

Og jeg er heldig.

Jeg trækker vejret, som jeg sidder i bilen og gør mig klar til at køre.

Jeg mærker en spænding omkring solar plexus.

En let uro i kroppen.

 

Da jeg kommer frem, er det næsten mørkt.

Jeg pakker ud.

Jeg reder min seng.

Det slår mig, at det gør jeg altid som noget af det første.

Jeg mærker, at jeg forsøger at etablere en base.

Et midlertidigt hjem.

 

Jeg bliver klar over, at det ofte tager mig lang tid at lande.

Jeg tænker over, om det er sådan for alle mennesker.

Formentlig ikke.

 

Under overfladen og som dagene går, bliver det mere klart for mig, at jeg mærker en nærmest nagende tvivl.

Det er som om, jeg danser en krævende ballet mellem tillid og tvivl.

 

Jeg mærker en nærmest grådig sult efter mennesker.

En varm krop at læne sig ind til.

Et blik og et hjemligt godmorgen.

 

Jeg trækker vejret.

Giver kroppen plads.

Nogle spændinger giver slip, andre bliver tilbage.

Det er sådan, det er.

 

Jeg lader tankerne vandre.

 

Jeg mærker mismod over klodens tilstand.

 

Vores ødselhed.

 

Jeg kigger ud ad vinduet.

Det er mørkt.

Jeg kigger i lang tid.

Stjerner kommer til syne.

 

Epilog

 

Nu, hvor jeg er på slutningen af retreatet, opdager jeg, at selve det at lade min indre tvivl få en stemme i denne tekst medførte, at tvivlen ’slappede af.’

 

Periode efter periode.

Kropsøvelse efter kropsøvelse.

 

I en verden, hvor der er meget uro og ubevidsthed, gøren og handlen, tror jeg – mærker jeg, hvorfor jeg vælger at stoppe og at forankre mit nærvær, forankre min krop.

Jeg mærker videregivelsesaspektet.

Hvordan mon verden ville se ud, hvis vi alle dagligt skabte plads til at sanse indad?

Tænk, hvis der var fag i skolen, hvis primære formål var at kultivere empati…

Jeg mærker, jeg dagdrømmer om en bedre verden, hvor der er lidt mere klarhed, lidt mere venlighed.

 

Jeg tænker tilbage på, at jeg for godt 20 år siden læste bogen Fred er vejen af den vietnamesiske zenbuddhistiske munk Thich Nhat Hanh.

Jeg læste bogen med lige dele fascination og lige dele følelse af utopi.

 

Måske er det utopisk at forestille sig, at vi bliver nødt til at starte med os selv. Begynde med at slutte fred med den, vi er. Tage ansvar for vores skygger og projektioner, som vi så let kaster til højre og venstre. Tage ansvar for vores liv og vores skæbne.

Måske utopisk.

Men kære læser – kender du andre veje til at skabe fred?

Jeg gør ikke.

 

Så jeg sætter mig igen på min pude.

Lader vejrtrækningen fordybe sig.

Mærker hjertet og lidelsen på jorden og i verden.

Mærker utopien.

Klarheden, der véd af, at mit lille bidrag er uendelig småt.

Mærker vigtigheden af at gøre det alligevel.

Mærker intentionen om at inspirere andre til selv at gå vejen.

I fred.

Med fred.

Mærker samhørigheden.

Mærker håbet.