“Sell your cleverness and buy bewilderment.”

– Rumi.

Der er noget ved dit ansigt, som du sidder dér i din stol ved vinduet foran fjernsynet, som jeg ikke kan glemme, og som jeg ikke umiddelbart kan forstå.

Jeg banker på din dør og venter ikke på et svar, før jeg træder ind, for jeg ved, der ikke kommer noget. Du ser op fra fjernsynet. Du ser på mig direkte. I et splitsekund virker du overrasket.

– Hej Far. Det er Katrine, skynder jeg mig at sige som for at gribe dig.

– Jeg er kommet for at besøge dig. Det er Katrine, gentager jeg.

– Jamen… du går i stå midt i sætningen. Så siger du, lidt efter, fuld af begejstring: – Er det Katrine!?

Som regel kan den oplysning, at det er mig, bare mig, bare lyden af mit navn få dig til at lyse op, få dig til at klappe i hænderne, andre gange på lårene.

Som dagene og årene går, mister du sproget, og ordene afløses af grin og høje hvin. I den sidste tid er lyden forsvundet, og du har svært ved at slippe din begejstring løs. Men jeg ser den fortsat i dine øjne, og den lever her, lige indtil du ikke er her mere.

Jeg sætter mig over for dig, så du kan se mig direkte, og vi kan se hinanden. Slukker for fjernsynet. Der bliver helt stille. Så tager jeg dig i hånden og klemmer lidt til. Jeg får et hårdt tryk tilbage. Jeg ser dig ind i øjnene, og selvom vi ikke kan udveksle ord, har jeg en klar vished om, at vi deler noget, der er langt større. Der kan gå måneder mellem mine besøg, men i disse øjeblikke står tiden stille. Som om vi altid har været her. Det er et kostbart og uendelig udstrakt moment.

Efter noget tid bliver du træt. Jeg rejser mig og bevæger min overkrop ind over dig. Jeg kommer helt tæt på dit ansigt, hvor jeg kysser dig på kinden. Så hvisker jeg ind i dit øre og lukker lige så stille døren efter mig.

Denne tekst er blevet til på Kontemplations interne skriveworkshop.

Deltagerne blev bedt om, på basis af Rumicitatet Sell your cleverness, buy bewilderment, indenfor 15 minutter, at skrive et blogindlæg på højst en A4-side.