DET SÆRLIGE VED YOGA
af Redaktionen | GLIMT | 18. juli 2020
I denne en time lange udsendelse præsenterer DR på en klar og sober måde tre danske yogalærere der vil noget andet og mere end bare at tjene penge på at undervise i en særlig form for gymnastik.
Swami Janakananda fra Skandinavisk Yoga- og meditationsskole, Simon Krohn fra Mindyourself og Jakob Lund fra Breathe Smart er tydeligvis mennesker for hvem medfølelsen, ønsket om at mindske lidelse, er en vigtig del af deres faglige motivation.
Udsendelsen besøger en 100årig kvinde der ser ud som om hun er 80, taler som om hun er 70 og bevæger sig med en elegance som om hun er 60.
Den følger også en lille gruppe medarbejdere fra firmaet Arriva der gennemfører et yogaforløb, og det er bevægende at se dem, på kort tid, gøre både fysiske og psykiske fremskridt og reelt forbedre deres livskvalitet (så vidt man nu kan vurdere det fra de korte klip).
Der er klip af interviews med en stressforsker, en religionshistoriker og med en lun, balanceret og vidende idrætshistoriker der fortæller om hvordan dansk gymnastik via sin påvirkning af det engelske militær omkring år 1900 kommer til Indien og dér bliver indoptaget af yoga. Således at en række af de stillinger og åndedrætsteknikker vi i dag måske tror er udtryk for vedisk visdom, reelt kommer fra den danske højskole- og militærgymnastik.
Denne historiske gæld til Danmark gør jo ikke yoga mindre værdifuld, tværtimod. For yogaens særlige nerve, forsøget på at hjælpe mennesker til at få det bedre, at etablere lidt mere indre balance som Simon Krohn smukt udtrykker det i udsendelsen, er intakt og hviler sandsynligvis på almenmenneskelige, medfødte muligheder for at blive bevidst og nærværende i daglige gøremål. At yoga så er forvandlingsparat og i stand til at indoptage forskellige også fremmede impulser, må bare være et sundheds- og levedygtighedstegn.
Der er i udsendelsen spændende klip fra Skandinavisk Yoga- og meditationsskole tremåneders kriya-yoga kurser i Hå i Sverige som hundreder, måske tusinder, af mennesker gennem de sidste 40 år har haft glæde af. Der er smukke, dvælende billeder af mennesker i forskellige aldre der praktiserer yoga. Og der er balancerede, nærværende, vægtige og umystiske udsagn om betydningen af kropslig og psykisk ligevægt af Krohn, Janakananda, Jakob Lund og flere af deres elever.
Man får den følelse at denne udsendelse kommer på det rigtige tidspunkt: Yoga er populært, massivt udbredt, og med udbredelsen og kommercialiseringen følger også risikoen for udvanding og forfladigelse.
Det fine ved de lærere, ved de praktiserende og forskerne som udsendelsen interviewer, er at de lægger vægt på noget af dybden i yoga, det der adskiller den fra idræt og sport: Sammenhængen mellem fysisk træning, åndedræt, hjertefølelser og bevidsthed.
Udsendelsen kommer ikke ind på de mulige højere, spirituelle implikationer af yoga. De som er udtrykt i for eksempel Patanjalis Yoga Sutras. Og i den tibetanske yoga. Hvor de fysiske øvelser og åndedrætstræningen er indledningstrin til den højere, såkaldt formløse yoga og mere avancerede meditation.
Det valg – hvis det er et bevidst valg – er forståeligt. Ét skridt af gangen. Og med dette skridt har DR leveret et varmt og balanceret – næsten yogisk? – indlæg om en værdifuld tradition.
Hele udsendelsen kan ses på DR frem til 20. april 2021. Klik på billedet for at se udsendelsen: