Louns bredning

Egenpraksis efter session #2

Nærvær med åndedrættet
Udfør én af de to guidede meditationer på åndedrættet dagligt. Du finder lydfilerne nedenfor.

Har du problemer med at afspille eller downloade lydfilerne, finder du her et link til dropbox hvor alle forløbets guidede meditationer samles.

Punktpraksis på åndedrættet.
Læs om bevidsthed og vejrtrækning og forsøg hver dag at blive bevidst om din vejrtrækning, i forskellige situationer, når du er i bevægelse og når du er stille, i en samtale og når du er alene, når du venter på bussen og når du cykler til eller fra arbejde. Punktpraksis varer typisk fra et til tre minutter.

 

Guidet nærværsøvelse på åndedrættet
med Hanneli Ågotsdatter
Varighed: 19:58 DOWNLOAD

 

Guidet meditation på åndedrættet med fordybelse i bryst og mave (optag fra session #2) 
med Hanneli Ågotsdatter
Varighed: 16:47 DOWNLOAD

Åndedrættet

Åndedræt er liv, alle højere former for liv trækker vejret. Man kan tænke på åndedrættet som en tråd der går gennem alle livsbegivenheder fra fødsel til død. Det findes hvert øjeblik, og det er i konstant forandring. Det ændrer sig med vores stemninger, bliver kort og overfladisk når vi er anspændte eller vrede, hurtigt når vi er ophidsede, langsomt og dybt når vi spænder af. Bliver vi bange eller lytter vi, kan det høre op for en tid. Og det udgør energien bag vores sproglige kommunikation med andre.

Det første og vigtigste trin i træning af åndedrætsbevidsthed er simpelthen at blive opmærksom på at man trækker vejret. At lade opmærksomheden bevidne vejrtrækningen uden at ændre den.

Lad dette være en leg: Er det muligt at mærke sit åndedræt uden at det ændrer sig? Det er faktisk meget svært, vejrtrækningen er så følsom at giver man den bare lidt opmærksomhed forandrer den sig?

Det næste skridt er at prøve at vide af at man trækker vejret i forskellige daglige situationer: Når man er på toilettet, når man børster tænder, når man køber ind.

Det tredje trin er at prøve, eventuelt bare ganske kort, at kontakte eller huske sin vejrtrækning i intense situationer, pressede eller positive.

Lykkes dette tredje trin, vil man iagttage begyndelsen til en effekt der kaldes centrering: Fordi vejrtrækningen er så fundamental en livsytring, fordi den er en medfødt kompetence, fører det at være opmærksom på åndedrættet os ind mod vores dybere neurologiske og bevidsthedsmæssige fundament, ind mod vores menneskelige kerne.

I denne kerne er en langt større ro end i vores følelsesmæssige overflade.

At huske sit åndedræt er derfor at huske i retning af sin centrale stabilitet.

Dette kaldes centrering.

 

Den fysisk forankrede pause
Læs teksten om den fysisk forankrede pause, find en kort stund tre gange dagligt til øvelsen, og lad den hver gang vare fra tre til fem minutter.

 

Den fysisk forankrede pause

I den åbne pause – det vil sige det ophold hvor man ikke skal noget, hvor man med fuldt nærvær et øjeblik giver sig selv fri – er der ressourcer af hvile, regeneration, frihed og kreativitet.

Mange kunstnere og forskere har beskrevet lykkelige, kreative øjeblikke som sådanne pauser: En stor belgisk matematiker var på skovtur med sine studerende og havde lagt alle tanker om forskning bag sig. Det øjeblik han trådte ud af bussen løste, inde i ham, et matematisk problem sig, som han havde tumlet med hele sit liv.

Mozart udførte et heldigt stød med sin billardkø, rettede sig op, og sagde: -Dér blev en strygekvartet færdig.

En professor ved UCLA som var leder for en 24 personers forskergruppe tog på kanotur efter, i årevis at have tumlet med et matematisk problem der var afgørende for udvikling af GPS-teknologi. Pludselig, med alle tanker ladt langt bag sig, midt på søen, slog løsningen ned i ham.

Den danske komponist Niels W. Gade sagde: -Mine bedste idéer får jeg sgu’ på lokum.

I nærværstræning holder vi ganske vidst ikke pauser for at få geniale idéer. Selv om de er velkomne hvis de skulle indfinde sig. Vi er på en måde interesseret i noget endnu dybere, i den åbenhed der er bag kreativiteten, eller som kreativiteten kommer ud af.

Nærværstræning kultiverer den fysisk forankrede pause fordi kroppen, og i det hele taget den stofligt forankrede virkelighed, er umiddelbart foreliggende.

Kroppen er til at tage og føle på, den er en del af os selv som vi normalt altid kan få fat i og tage udgangspunkt i.

For at etablere en kropsligt forankret pause begynder vi med at mærke kroppen, med at mærke den plads kroppen optager, det såkaldte kropsrum.

Læg mærke til hvordan der inde i, eller forbundet med, dette kropsrum også er følelser og tanker.

Og vejrtrækning.

Før blidt men tydeligt opmærksomheden til åndedrættet. Undersøg hvor og hvordan det er lettest at mærke vejrtrækningen fysisk, det er forskelligt fra menneske til menneske, nogle oplever det tydeligst i brystet, nogle ved næseborene, andre i maven.

Registrer den samtidige følelse af vejrtrækningen og kroppen. Vær bevidst om at dette er en pause. Giv et øjeblik dig selv fri.

Sådan som vores kultur og opdragelse former sig, har vi ingen tradition for pauser, og meget lidt viden om deres betydning.

Træning af pauser åbner med tiden op mod et projektløst nærvær som ikke er dovent eller ugideligt eller nok i sig selv, men som betyder adgang til en vibrerende, fri åbenhed ud af hvilken det siden er muligt at foretage dybere beslutninger om hvordan vi vil bruge det næste øjeblik.

Eller hvordan vi vil bruge resten af vores liv.

Mærk til sidst kroppens og åndedrættets helhed. Mærk den livfuldhed, den følelse af at tage livet ind, der ligger i enhver indånding. Den invitation til blødhed og åbenhed der indbefattes i enhver udånding.

At kunne blive bevidst om kroppen og vejrtrækningen er en medfødt kompetence, en medfødt mulighed vi nu er i færd med at kultivere.
Slip til sidst alle referencer, krop og åndedræt, og hvil et par minutter i oplevelsen af at være trådt ind i pausens frihed.

ONLY BREATH

Not Christian or Jew or Muslim,
not Hindu, Buddhist, sufi, or zen.
Not any religion or cultural system. I am not from the East or the West,
not out of the ocean or up from the ground,
not natural or ethereal, not composed of elements at all. I do not exist, am not an entity in this world or in the next,
did not descend from Adam and Eve
or any origin story. My place is placeless,
a trace of the traceless.
Neither body or soul. I belong to the beloved, have seen the two
worlds as one and that one call to and know,
first, last, outer, inner, only that
breath breathing human being.

 

– Digt af Jalal al-Din Rumi (Afghanistan, 1207-1273),
oversat fra persisk til engelsk af Coleman Barks.

 

<< TILBAGE TIL OVERSIGT