Egenpraksis efter session #9

At gå indad for at gå udad – en nærværspraksis
Nærværstræning, hvad enten det er meditation, yoga, indre øvelser eller en anden form for handling der vender opmærksomheden mod vores inderverden, har mulighed for at stabilisere vores følelsessystem, klare vores tanker og ‘venliggøre’ os selv, som det siges i disse instruktioner. Hvorved vi har chancen for at møde andre med større åbenhed og færre fordomme. Anskuet på denne måde er enkle meditationer som de to guidede øvelser nedenfor en bevægelse indad for siden at kunne gå udad mere samlet og med lidt større venlighed.
I videoen kultiveres det åbne nærvær med Hanneli. I lydfilen fokuserer vi netop på det at gå indad for at gå udad, denne er guidet af Peter Høeg.

 

Nærvær i kommunikation og den aktive lytter
Læs teksten om kommunikation nedenfor og undersøg om du i denne uge kan finde øjeblikke eller møder hvor du lytter lidt dybere end du ellers ville gjort. Og hvis du er én der sjeldent tager ordet i grupper, undersøg om du kan finde et øjeblik hvor du kan sige noget højt og samtidigt være nærværende indadtil.

 

 

Illustration: Daniel 12 år

 

Det åbne nærvær
med Hanneli Ågotsdatter
Varighed: 25 minutter

 

At gå indad for at gå udad
med Peter Høeg
Varighed: 17 minutter DOWNLOAD

Kommunikation

Ligeværd.
Den sproglige oprindelse til ordet ‘kommunikation’ betyder at etablere noget fælles, en samklang, en forståelse.

Der er altid mindst to parter i en kommunikation, og når den lykkes er det altid resultatet af en fælles indsats.

Bag al vellykket menneskelig udveksling ligger, hos de der udveksler, en respekt for den andens menneskelige værdi.

Det betyder ikke at der i alle henseender behøver at være balance når mennesker mødes, tværtimod, en sådan mere omfattende symmetri er sjælden. Men der skal hos begge parter være en dyb erkendelse af den andens menneskelige betydning og sårbarhed:

Lad os som eksempel tage en kontakt mellem en voksen og et barn, lad os sige at den voksne hjælper barnet gennem et vanskeligt terræn, viser barnet vej, viser hvor det kan træde sikkert, eller måske bærer det et stræk.

En sådan situation har, som mange møder mellem børn og voksne, en asymmetri. Den voksne kan noget, afgørende, som barnet ikke kan, men har brug for.

Alligevel er der, hvis den voksne skal kunne formidle sin hjælp og støtte til barnet empatisk, hjerteligt og præcist, en respekt, også hos den voksne, for barnets menneskelighed og værdi. Det er den respekt der gør at den voksnes hjælp ikke bliver bedrevidende, tilrettevisende, kort for hovedet eller oppe-fra-og-ned.

Man kunne måske sige at både den voksne og barnet et sted véd eller aner, at om et øjeblik er barnet voksen og, hvem véd, den der hjælper den da affældige voksne. Og under alle omstændigheder er de begge del af det menneskelige fællesskab. Det der adskiller dem, alderen og nogle få kompetencer, er så lidt i forhold til hvad der forener dem.

Jo dybere et sted i os selv vi møder andre fra, jo tydeligere bliver vores oplevelse af dette ligeværd i forhold til andre. Ethvert menneske er unikt, men jo mere selvberoende et menneske er, des mere forfinet er dets fornemmelse for hvad der forener det med andre, uden at denne fornemmelse på nogen måde mindsker dets bevidsthed om dets egen eller de andres egenart.

 

Den aktive, fysiske lytter.
Et menneske der lytter til et andet: Det er en grundlæggende livssituation. Hen gennem dagen og livet er vi igen og igen skiftevis den talende og den lyttende.

At lytte er ikke passivt, det er en afgørende og aktiv del af en samtale hvis samtalen skal lykkes.

At lytte er fysisk, som at tale er det. Jo dybere man er i kontakt med sin krop mens man lytter, jo større et nærværsrum kan man stille til rådighed for situationen.
Og for den talende gælder at jo mere helt man kan mærke sin krop mens man taler, jo mere helt og kraftfuldt bliver det sproglige udsagn.

Det betyder ikke at den krop man mærker skal være i alle henseender perfekt og gennemstrømmet. En krop er så omfattende en organisme at den, ligesom andre omfattende organismer som eksempelvis familier eller institutioner, meget sjældent vil være i perfekt harmoni med sig selv. Men at mærke kroppen helt, i dens vitale og mere træge aspekter, er at mærke en afgørende del af det der lige nu er virkeligheden. At mærke denne, kropslige, del af virkeligheden er forudsætningen for at kunne bringe den ind i samtalen, som et mere intenst fysisk tilstedevær, for sig selv og den man lytter til.

Kommunikation handler aldrig kun om det der skal siges, men altid også, hvis den skal forløbe succesfyldt, om hele den talendes og lyttendes virkelighed.

Derfor er træning af mindfulness og empati, altså vores evne til kontaktfuldt at forstå hinanden, uløseligt knyttet til hinanden: Jo dybere man kan mærke sig selv, jo mere man hviler i sig selv, des dybere kan man møde omverdenen. Og ethvert møde med et andet menneske vil spejle eller belyse dele af en selv man ikke kan nå uden kontakt med medmennesker.

 

Ægthed og selvindsigt.
Ægthed er et nøgleord, i både indadvendt og udadgående træning. Vi leder eller mærker ind i os selv for at opdage vores egen unikke og individuelle ægthed, fra hvilken vi kan opdage og værdsætte andres særlighed.

Ægthed handler også om kohærens, samklang, mellem krop og sprog. Det véd eller mærker de højere dyr, som jo er helt tæt på deres instinkter, ja i en vis forstand er disse instinkter. Er man i selskab med eksempelvis heste, og er der ikke sammenhæng mellem ens krop og sproglyde, så registrerer dyrene denne indre spænding og ubevidsthed og bliver usikre.

Derfor kan samvær med dyr, og, hvis man undskylder sammenligningen, med børn, være et klart spejl for voksnes grad af selvindsigt. Dyrene og børnene giver kontant hjertemæssig og emotionel afregning, hvis der i den voksne er indre mistillid er det hvad han eller hun får tilbage fra børnene og dyrene.

Nærvær og selvindsigt, kontakt til vores eget hjerte og egen krop mens vi er i kontakt med andre, hjælper os til ikke at forføres og opsluges af ordene alene, men at blive i situationens helhed, som altid er meget større end det sagte.

Kontakt til vores egen essens hjælper os til ikke at tages af den naturlige, men egoistiske trang til at være den der fylder – eller at være den der passivt skjuler sig i den beskyttelse det er altid at være den der lytter.

Selvindsigt hjælper os også til at turde mærke og manøvrere i de dybere og kraftige strømme der ofte flyder upåagtede under menneskeligt samvær. Som for eksempel erotikken. Hvormed vi ikke nødvendigvis mener seksualitet i mere håndfast betydning, vi taler snarere om den subtile elektricitet der altid flyder mellem mennesker, og som, hvis man véd af den, kan være med til at fordybe og intensivere kontakt. Den amerikanske trappistmunk Thomas Merton, der levede i cølibat i en meget stor del af sit liv, blev engang spurgt, om hans meditative praksis og cølibatære livsførelse havde fået seksualiteten til at forsvinde, og han svarede: -Over hovedet ikke, erotik indgår som en kraftkilde i al menneskelig kommunikation. Dens store eksistentielle mulighed er ikke at få den til at forsvinde for det kan ikke lade sig gøre, det er at være bevidst og
etisk i hvordan man vælger at forholde sig til den. Og etikkens første skridt er at erkende erotik, i hvert fald for sig selv, med fuld ærlighed.

 

At danse med frygten.
Kommunikation i lidt større eller store grupper rummer en særlig udfordring. Det er vigtigt at vide at disse udfordringer er alment menneskelige, de er universelle, der er ingen af os, uanset hvor trænede kommunikatorer vi er, som ikke er bange for at fejle i grupper, bange for at blive udstødt, bange for at vores stemme er for betydningsløs til netop denne samling af mennesker.

Første skridt er at erkende denne angst, og vide at man til en eller anden grad deler den med alle andre.

Det vil sige man accepterer den, den er, til en eller anden grad, et livsvilkår.

På baggrund af denne accept prøver man så, forsigtigt og nænsomt mod sig selv og angsten, at manøvrere bedst muligt. Man undersøger om det er muligt, med nærværets og kropsbevidsthedens indre stabilisering, at finde et sted i sig selv hvorfra det er muligt, en gang imellem, at vove sig frem og sige en lille smule. Og opdage at man overlever. Og at man derved altid gør en gruppe en tjeneste. Ethvert medlem af en gruppe som, om så bare med et enkelt ord, et øjeblik lykkes med at danse med sin frygt og komme til stede, gør os alle en tjeneste, hjælper os i processen med at overvinde den indre usikkerhed vi alle deler.

 

Mødets grundrytme.
Ethvert møde mellem mennesker er en kreativ mulighed, dets forløb er sjældent fastlagt på forhånd, der er altid mulighed for lidt større venlighed, lidt mere humor, lidt mere plads til den anden end man måske umiddelbart skulle tro. Der er en grundrytme, eller en rytmisk mulighed, bag kontakt mellem mennesker, en rytme som måske afspejler en dybere kommunikativ lovmæssighed i verden:
Møder forløber ofte som en indledning efterfulgt af opbygning af energi mod en kulmination eller et punkt eller et stræk af en vis dybde, hvorefter kontakten klinger af. Har man, eller udvikler man, ens sans for denne lille mulige fortælling i ethvert møde, kan man svinge med den naturlige rytme: Kan man give plads til at kontakten intensiveres, hvad enten det er en dyb og timelang samtale med den nærmeste ven eller
veninde, eller en flygtig kontakt med kassedamen i supermarkedet. Kan man give plads til at situationen opløser sig organisk. Ved at man har givet barnets tegning så meget nærvær, barnet selv så meget følelse af hjerterum, at det slipper kontakten som en moden frugt slipper grenen. Eller ved at den lille gruppe af turister der spørger om vej har fået så meget støtte at de føler sig budt velkommen og går tilfredse videre.

 

Den indre og den ydre samtale.
Ligesom vi kommunikerer med andre, kommunikerer vi alle med os selv, med indre dialoger, dagbogsnotater, stream of consciousness eller nogle af de tusinder af andre former mennesker har udviklet i deres proces med sig selv.

Denne indre dialog er en vigtig del af mindfulness-træningen, på engelsk hedder det self-inquiery, det er ikke dagdrømmeri eller falden i staver, det er forskellige dele af os selv der vågent prøver at få hinanden i tale, for at skabe en indre, udluftningsagtig gennemstrømning i det hus vores personlighed er.

Denne gennemstrømning vil, når den suppleres med mere ordløs træning i nærværsyoga, bevidsthed om krop og åndedræt, i at mærke de empatiske hjertefølelser og i muligheden for at afslappe tankestrømmens uophørlighed, med tiden føre til indre stilhed. Og kommunikation med andre vil, når den suppleres med indre træning og empatisk bevidsthed, med tiden føre til øjeblikke hvor forståelsen bliver så dyb at man opdager at selv sproget kan stå i vejen.

Da kan der opstå en hjerternes forbindelse i stilhed der kaldes kommunion. En oplevelse som om det er stilheden selv der taler.

Flip-over slides fra workshop:

Åbningsrituale:

· Ankomstmeditation

· Skrivepraksis / journaling

· Samtale i mindre grupper/ Break-out rooms

· Plenum

 

Fysiske øvelser: Nærvær med lænden

· Den dobbelte rygstrækker – ryggen rulles ned virkelig for virvel x2

· Gluteus Maximus – spænd op baller og lårmuskler x2

· Den transversale mavemuskel – Stomach Vacuum x2

“There is a certain magic that happens

when silence shifts from being the absence of something

to being the presence of everything…” 

~ Peter Senge

 

<< TILBAGE TIL OVERSIGT