Fra socialøkologi over bæredygtig omstilling til globalt forvalterskab

Af
Steen Hildebrandt

 

”Virkeligheden er tit overraskende
anderledes, end man først troede”.
B. C. J. Lievegoed

 

 

Der går en tydelig linje – ikke nødvendigvis en lige linje – fra Bernard C. J. Lievegoed’s socialøkologiske tænkning, modeller og forfatterskab, via etiske regnskaber, virksomheders sociale ansvar, værdibaseret ledelse og videre frem til grønne regnskaber, miljøregnskaber, bæredygtighed, ESG og FN’s 17 verdensmål. Det er alt sammen tanker, processer, tilgange mm., der er tænkt og har manifesteret sig i årene efter Anden verdenskrig, og som ikke mindst hænger sammen med den store acceleration og væksttænkning, der har fundet sted og været dominerende i denne korte periode. Vi taler om 75 år i verdenshistorien, som vi, der medvirker til dette skrift, har oplevet og på godt og ondt har bidraget til. Vi har ikke været bevidst om det hele tiden, men det er 75 år i verdenshistorien, der i den grad vil – gå over i historien! Det er eksorbitante – og i vid udstrækning irreversible – forandringer, der har fundet sted i disse år.

B. Lievegoed’s (1905 -1992) organisationsteoretiske hovedværk, Organisaties in ontwikkeling udkom i 1969 og på engelsk i 1991: Managing the Developing Organization. Tapping the Spirit of Europe. I de år, hvor Lievegoed levede, eksisterede det gamle liberal-kapitalistiske paradigme i bedste velgående, og det fik bl.a. en vældig opblomstring, da økonomen, præsident Ronald Reagans rådgiver, professor Milton Friedman (1912-2006) i 1970 i New York Times mindede verden om, at ”the social responsibility of business is to increase its profits”. Man skal lede længe for at finde en mere rå liberalisme, en mere kortsigtet, snæversynet og smertende forsimplet tænkning, end den Friedman stod for. I 1976 fik han nobelprisen i økonomi. Det snæversynede lå i tiden. B. J. Lievegoed fik ingen priser, men hans tænkning lever, direkte og indirekte, stærkere i dag, tror jeg, end nogensinde.

Det danske hovedværk på området tog Bent Engelbrecht initiativet til i midten af 1990’erne, og det blev til bogen: Udviklingsledelse. Fra pionervirksomhed til netværksorganisation, der er en oversættelse af betydningsfulde tekster af Friedrich Glasl og B. Lievegoed. Bogen udkom i 1997. Et markant værk, der i lang tid vil stå som det danske hovedbidrag om socialøkologi. Jeg havde den glæde at blive inviteret til at skrive både forordet og et 50 sider langt indledningskapitel til denne meget vigtige bog. Jeg gjorde mit bedste. Kapitlet hedder: Organisationer er imponerende opfindsomme. På vej mod en ny forståelse af organisationers væsen og udvikling.

Jeg husker tydeligt skriveprocessen, der bl.a. omfattede en dejlig lang påske i Skt. Pauls Gade i Århus, hvor jeg nød at arbejde og skrive. Jeg mindes i denne sammenhæng også en inspirerende og intens biltur i Bent og Birthe Engelbrechts gamle røde Volvo, hvor Birthe og Bent, afdøde Steinerlærer og konsulent Stig N. Pedersen og jeg i slutningen af 1980’erne kørte til Zeist i Holland for at besøge den dengang gamle, men friske og livsstærke Bernard Lievegoed. En stor oplevelse var det. Vi mødtes med Lievegoed en eftermiddag og talte med ham om forskellige vigtige både aktuelle og fremtidsrettede temaer. Han kom fra et møde, og havde i øvrigt omkring det tidspunkt, hvor vi mødtes, taget initiativ til at oprette en ny højskole i Zeist for unge mennesker. Han var dengang tæt på 90 år gammel.

Op gennem sidste halvdel af 1900-tallet og ind i det 21. århundrede har disse to impulser og traditioner, den socialøkologiske og den friedmanske super-liberale eksisteret side om side; de har udkæmpet kampe, og den rå liberalisme har haft jubeltider. I disse år var vækst, produktion, produktivitet og kortsigtede penge den dominerende tænkning. Grundforståelsen var, at der var tilstrækkeligt med ressourcer, natur, vand og luft i verden. Så det handlede bare om at producere og bruge løs. Vækst, vækst, vækst! Og vækst og forbrug fik vi – i særlig grad i de rige vestlige lande. Vækst, kortsigtet økonomisk og materiel vækst var mål, der mere og mere blev til selvfølgeligheder. Verden gik grassat i materielt ressourceforbrug og ressourcemisbrug, og det gik så galt, at verdensorganisationen FN i 2015 måtte advare i en grad og på en måde, der aldrig før var set. Det blev til FN’s 17 bæredygtighedsmål, verdensmålene og et krav om ”transforming our world”. Verden skal transformeres. Så langt ud i uføre kom vi, at det hele skulle transformeres. Vi skal lave verden om. Det er opgaven nu.

I forbindelse med arbejdet med dette skrift har jeg genlæst Lievegoeds sidste skrift, der på dansk hedder: Om sjælens redning. På side 101 i denne bog omtaler Lievegoed den fremtid, han så for sig i begyndelsen af 1990’erne, og han siger: ”Jeg anslår, at kampens tyngdepunkt vil ligge mellem 2020 og 2040. Så vil der åbne sig afgrunde af dæmoni”. Er det, hvad vi ser rundt om i verden i disse år? Er det de kriser, krige og tendenser til sammenbrud, som vi oplever lige nu – og som vi vil komme til at se mere af i fremtiden? Jeg ved det ikke, men det antager jeg. Jeg antager, at menneskeheden står over for gigantiske udfordringer.

Det er interessant at sætte Milton Friedman og Bernard Lievegoed over for hinanden. De har næppe kendt hinanden eller vidst af hinandens eksistens. Aldersmæssigt var de ikke langt fra hinanden, men tanke- og følelsesmæssigt – sindelagsmæssigt – er det nok svært at finde to mennesker, der var så langt fra hinanden, som de to. Jeg takker for, at B. Lievegoed har levet og fik lov til at sætte sine betydelige spor i europæisk samfunds- og ledelsestænkning. Thi det har han gjort, selv om det måske, som antydet, ikke er så eksplicit tydeligt i dag. B. Lievegoed, F. Glasl, Lex Bos, Hans Brodal, Adrian Bekman, Otto Scharmer, Bent Engelbrecht – en lang række europæiske, men også australske, amerikanske og andre navne hører til i den række af antroposofisk inspirerede socialøkologer, der har virket i det 20. og 21. århundrede.

Den antroposofiske impuls lever fortsat; den er nok svag og delvist opslugt og integreret i andre bevægelser, spirituelle, holistiske- og helhedsorienterede, bæredygtigheds- og økologiske traditioner og tilgange. Det sociale og økologiske tankegods findes i rigt mål – men under betegnelser som fx bæredygtighed og grøn omstilling. Begreber og betegnelser, som måske er ved at få og i løbet af nogle få årtier vil få afgørende betydning i den ledelses- og samfundsforståelse, der vil blive dominerende. Og omvendt kunne man sige – med dyb alvor, at hvis dette ikke sker, så bevæger kloden sig mod meget dybe kriser.

I FN-dokumentet: Enhancing Human Flourishing within the 2030 Development Agenda. The Spirituality of Global Transformation, (New York 2016) hedder det: ”Den vigtigste konklusion var, at bæredygtig udvikling forudsætter en spirituel transformation af os selv og vores organisationer, som aktivt slår igennem på de sociale, globale og økologiske niveauer”. Det er en meget interessant formulering i et FN-dokument, og det er ikke svært at se tråde tilbage til holdninger og begreber, som kan forbindes med B. J. Lievegoed og mange spirituelle traditioner og bevægelser også i vor tid.

I min ph.d.-afhandling, Operationsanalyse-Implementering. Et bidrag til belysning af operationsanalysens implementeringsproblemer fra 1975 skrev jeg følgende: ”Produktivitet, profit, effektivitet og vækst er imidlertid begreber, hvis måling, indhold og fortolkning ingenlunde er selvklare, således som de måske var det eller blev opfattet som værende det i operationsanalysens udvikling under Anden Verdenskrig og i genopbygningsperioden efter krigen”. Sætningen kan ses som en kommentar til Milton Friedman’s oven for citerede forståelse. Jeg satte med denne sætning fingeren på ét af efterkrigstidens ømmeste økonomisk-politiske punkter, nemlig hele spørgsmålet om, hvad en privat virksomhed er, hvad der er des formål, eksistens, afgrænsning, ansvar mm. Et spørgsmål, der jo bl.a. indirekte blev aktualiseret i 1972 med Rom-klubbens lille revolutionerende bog, Grænser for vækst, og som også lå som undertone i Brundtland-rapporten fra 1987. Socialøkologien forholder sig – mere eller mindre implicit – til dette spørgsmål, og jeg stillede det ind i en erhvervsøkonomisk og samfundsmæssig sammenhæng, hvor det absolut ikke var hverdagskost. Tvært imod. I virkeligheden har jeg været optaget af og arbejdet med dette spørgsmål i alle årene siden da.

I den globale debat, der i disse år finder sted om de 17 verdensmål og ESG-begrebet (Environment, Social, Governance) er dette spørgsmål og denne problematik i virkeligheden det centrale. Det sociale, det økologiske-miljømæssige og det ledelsesmæssige smelter sammen i SDG-, ESG-og CSRD-begreberne (Sustainable Development Goals og Corporate Social Reporting Directive). Lievegoeds impuls lever, og er jo bl.a. stærkt til stede i den citerede FN-tekst fra 2016. SDG- og ESG-begreberne hører til de vigtigste temaer i disse år. ESG-begrebet oplever en betydelig vækst i opmærksomhed – og heldigvis for det. Begrebet forbindes historisk med juristen Adolf Berle (1895-1971), der sammen med økonomen Gardiner C. Means i 1932 udgav bogen, The Modern Corporation and Private Property. FN lancerede begrebet i 2005 med rapporten Who Cares Wins, der argumenterede for, at de virksomheder, som forstod at handle mere i overensstemmelse med de bredere interesser i samfundet omkring dem, også ville være dem der overlevede i fremtiden.

Ansvarlig virksomhedsledelse har været et tema i alle efterkrigsårene. Det begyndte med ansvaret for arbejdsmiljøet i virksomhederne. En vigtig begyndelse. En social og sundhedsmæssig tilgang, hvor Danmark formentlig har været et førende land. Og herefter en bevægelse, der på forskellige måder har handlet om det nære fysiske miljø, om forurening af luft og jord, om affald, spild, ressourceforbrug, og som nu nærmer sig betragtninger om og tilgange til globalt forvalterskab og global tænkning. B. Lievegoed’s socialøkologi og moderne forfatteres globale forvalterskabstænkning er nært beslægtede begreber og betragtninger her.

Vi er på vej; det går langsomt. Der er langt til en situation, hvor det er en selvfølge for enhver privat virksomhed – og for enhver offentlig virksomhed, thi der er ingen forskel – at den har og praktiserer et globalt forvalterskab, dvs. et socialt, økologisk, økonomisk og governance medansvar for klodens situation og udvikling. Der er langt igen; men det er det, der er retningen. Og vi er på vej. Selvfølgelig handler det på lidt længere ikke om, for enhver virksomhed, at stræbe efter maksimal snævert beregnet profit for sig selv – koste hvad det koste vil for helheden. Det handler om helheden først, og dernæst, på den baggrund, om virksomheden selv.