I BOB MOORE’S FODSPOR #2
Underviser: Martin Guldberg
Vært: Morten Winkler
Referenter: Hanne Linde og Anne Rosenvold
Mailansvarlig: Kirsten Rotbøll Lassen
Referat fra anden kursusgang, torsdag den 3.oktober 2024
Velkommen til online forløbet I Bob Moores Fodsspor.
Landingsmeditation indeholdende en afspænding af hele kroppen, herunder til sidst en afspænding af hjertet og en invitation til et nænsomt nærvær.
Guidning 1:
Lydfil med Martin der guider en landingsmeditation
Om energisystemet set som tre dele – og delenes samspil
Man kan tale om energisystemet som tre sektioner: Hjertechakraet er centrum i chakrasystemet, og så er der 3 chakraer ovenover og 3 nedenunder. I den nederste sektion er Rod, Hara og Solar Plexus. Her har vi vores mere dyriske og instinktive niveau. Selvom vi er moderne og civiliserede mennesker, som er blevet bedre til at håndtere det niveau, så vi ikke udlever det blindt, bærer vi stadigvæk seksuelt-emotionelle instinktive aspekter med os. Der kan være problemer og ubalancer i de tre chakraer og i de energibaner, som relaterer sig til dem. Blandt andet det seksuelle område giver mange mennesker problemer, og det gælder også det emotionelle, ligesom der kan være problemer med forhold omkring basal tryghed etc. Den øverste sektion med Hals-, Pineal- og Krone-chakraerne ligger over hjertet og rummer de højere spirituelle aspekter af os. I den midterste sektion er Hjerte-chakraet. Det spejler både opad og nedad. Der kan også være blokeringer i Hjerte-chakraet.
Om øvelserne fra sidst
Sidste gang arbejdede vi meget med selve basis. Fornemmelsen af at have kontakt til jorden. Vi talte om øvelser, om praktikker og om meditation. De øvelser vi laver, har også et helseaspekt. Vi afbalancerer, renser, optimerer og frisætter energisystemet. Det påvirker hele vores personlighed.
Vi kommer i dag til at arbejde med de instinktive dele. Seksuelle instinkter og emotionelle instinkter. Hæmninger eller blokeringer i energisystemet i forhold til disse aspekter af os vil også afspejle sig i personligheden. Hvis jeg for eksempel er hæmmet seksuelt på grund af min opvækst og forskellige oplevelser her, så er de energistrømme, der er forbundet med det seksuelle, hæmmet. Det afspejler sig i min personlighed og i min måde at være i verden på – i måden, jeg tænker på og i mit verdensbillede. Så når vi arbejder med energisystemet, arbejder vi også med vores personlighed. Da det æteriske også regulerer det fysiske, påvirkes også helseaspektet. Hvis vi frisætter og afbalancerer de æteriske strømme, øges vores fysisk-energetiske vitalitet og helse. Det betyder ikke, at hvis bare man laver tilstrækkeligt med øvelser, så bliver man aldrig syg. Sygdomme kan komme af mange forskellige grunde. Men det betyder at ens helsemæssige tilstand, ens evne til at afvise for eksempel vira eller andre ting man kan blive syg af, er højere. Når systemet er mindre hæmmet og i bedre balance, vil der være en højere vitalitet.
Når vi arbejder med øvelserne og lykkes med at skabe større frihed og balance, bliver vi også mere modtagelige for de højere aspekter. Vores spirituelle dimension, vores kvalitetsaspekter kan lettere strømme ind i tilværelsen jf. tegningen med auraens lag fra sidste gang med kvalitetsauraen (Bob Moore kaldte den også ”The Quality Aura”) – fordi der er færre hæmninger i det æteriske og dermed også i personligheden. I det spirituelle har vi nogle dimensioner, som kan være meget støttende og berigende for os, men som kan have svært ved at strømme ind i systemet, hvis der er blokeringer. Derfor arbejder vi på at frisættet, afbalancere og åbne energisystemet, så de højere aspekter og den støttende del af spiritualiteten lettere kan strømme ind i vores tilværelse og blive integreret i vores liv. Meditationer og praktikker forsøger også at knytte an til kvalitetsaspekterne i os.
Sidst arbejde vi med den nedre rombe, som i høj grad har at gøre med jordforbindelse. Den er rigtig god at lave mindst en gang om ugen, fordi den bringer os i kontakt med jorden. Den øger også vores realitetssans. Man får for eksempel opmærksomhed på, hvordan man strukturerer sin hverdag. Hvordan man organiserer sig i den fysiske dimension. Man kan f.eks. få opmærksomhed på sin bolig. Sin økonomi. På kroppen og hvad der gør den godt. Den nedre rombe er god at lave, hvis man arbejder med øvelser eller praktikker eller meditationer, der åbner opad til det spirituelle. Der skal der være jordforbindelse og realitetssans, så man ikke kommer ud af balance, og det hjælper arbejdet med den nedre rombe med.
Den blå æggeskalsøvelse: Man kan arbejde med en hvilken som helst blå farve. De blå farver repræsenterer en form for balance mellem maskuline og feminine aspekter af os. Det vil sige en balance mellem f.eks. blidhed og styrke. De blålige farver har ifølge Bob Moore at gøre med indre fred. De har en feminin kvalitet og kan bringe os ind i dybere ro. De blå farver kan bringe os i bedre kontakt med blidhed eller blødhed og intuition blandet med styrke.
Herunder: farveeksemplerne refererer til LEE filtre. Disse filtre bruges bl.a. til scenelys i teaterverdenen. Man kan Google dem og se dem på sin computer eller bestille folieprøver, der er transparente.
Bright blue. Nummer 141. De lyseblå farver repræsenterer udtrykssiden. Hvordan vi udtrykker de aspekter, som vi lige har talt om og styrker kontakten til disse dimensioner i os selv. Den lyseblå farve kender vi bl.a. fra Kristus-ikoner, hvor den ses i auraen. Man kan som nævnt, når man arbejder med de blå farvenuancer, komme ind i en dybere ro og noget der begynder at ligne en indre stilhed.
Just blue. Nummer 079. Ifølge Bob Moore har denne farve healingkvaliteter. Man kan med andre ord bruge den blå æggeskalsøvelse med denne farve som en form for selvhealingsøvelse.
Dark blue. Nummer 119. De mørkere nuancer knytter mere indad mod indre aspekter af ro, blidhed, og de højere aspekter af os selv – stadig kombineret med styrke.
Om gunstige måder at lave øvelserne på
En gunstig måde at lave øvelserne på er at have en blid følt kontakt, når vi kontakter punkter og chakraer, ligesom i landingsmeditationen i dag. Det er vigtigt, at det ikke kun er en mental kontakt, hvor man bevæger sig mentalt fra punkt til punkt. Man skal mere have en tilgang som om, man har en omsorgsfuld kontakt med sin elskede. En varm kontakt hvor nærvær og hjerte er i spil.
Så snart man kan huske øvelsen, så er det bedst at slippe de indtalte guidninger. Derved kan man lave øvelserne i sit eget tempo og sin egen rytme. Når man arbejder med punkter, er tommelfingerreglen at man dvæler i cirka 15-30 sekunder i punktet, før man går videre. Ved chakraer dvæler man et halvt til et helt minut. Det væsentlige er at få en god kontakt til de punkter og chakraer, man arbejder med. Det er meget bedre at lave en enkelt øvelse med fordybelse og nærvær end at jappe igennem to øvelser i samme tidsrum. Det er selve nærværskvaliteten i arbejdet og kontakten med os selv, som gør forskellen. Når vi er nærværende, så øger vi energien i de punkter og i de chakraer, vi arbejder med.
Introduktion til den mellemste Rombe-/Ruder-øvelse – “MENNESKE”
Vi skal i dag arbejde med den mellemste rombeøvelse. Den berører vores basale, instinktive sider, f.eks. behovet for beskyttelse og tryghed, føde, fysisk omsorg, selvfølelse, seksualitet og intim kontakt, socialt tilhørsforhold samt det emotionelle område i bredere forstand.
Rodchakraet jf. sidste uge: åbningen til rodchakraet ligger på bagsiden midt på korsbenet. Det er rigtig godt, hvis I kan lade jer drage ind i en dyb kontakt, måske helt ind til centrum, som ligger på forsiden af korsbenet.
Leverpunktet og Miltpunktet (se tegning). Ligger på underkanten af det 7. ribben på hhv. højre og venstre side. Man kan også finde det ved at gå fra brystvorterne og så lodret eller lige ned til 7. ribben. Brystvorten kan være lidt forskelligt placeret alt efter, hvor stor barm man har, og hvordan brystet med alderen ”drejer” lidt til siden. Dette gælder både mænd og kvinder. Så hvis brystet med alderen er ”drejet” lidt til den ene side, er der lidt usikkerhed i forhold til at pejle ud fra brystvorten. På en måde burde man pejle efter der, hvor brystvorten var, da man var barn. Miltpunktet er det punkt, hvorfra energien distribueres ud i det æteriske system. Leverpunktet har i høj grad med helsestrømmen at gøre. Begge punkter ligger på det, vi kalder leverstrømmen, og begge punkter har sammen med Solar Plexus stor betydning for vores emotionelle konstitutionen og for hvordan emotioner omsættes. Hvis der er blokeringer i dette midterste område af kroppen, dannes et skel mellem det, der er nedenunder dette område, og det der er overover området. Med andre ord vil der ikke være fri gennemstrømning og kontakt mellem de instinktive lag og f.eks. vores mentale og vores spirituelle dimensioner. Disse to områder lever så deres adskilte liv, hvilket ikke er hensigtsmæssigt. Området omkring solar plexus inklusive miltpunktet og leverpunktet har stor betydning for, hvordan vi fungerer. Hvis der er hæmninger og blokeringer og en mangel på gennemstrømning, kan f.eks. emotioner ikke transformeres til mere empatiske følelser.
Hjertechakraet er midt på brystbenet. Find underkanten af armhulerne. Træk en streg fra de to armhule-underkanter og ind til midt på brystbenet. Der er Hjertechakraets centrum.
Mellemste Rombe-/Ruder-øvelse:
- Kontakt hjertechakraet (½-1 minut)
- Kontakt miltpunktet og leverpunktet på samme tid (15-30 sekunder)
- Kontakt rodchakraet (½-1 minut)
- Kontakt miltpunktet og leverpunktet på samme tid (15-30 sekunder)
- Gentag 1.-4. et antal gange
- Afslut i hjertechakraet
Indimellem kan du, hvis det er meningsfuldt for dig, som afslutning på øvelsen inddrage et eller flere af følgende undersøgelsesspørgsmål:
- Hvad er din relation til seksualitet?
- Emotioner – bliver du ”taget” af dem? Undertrykker du dem? Bruger du emotioner til at kontrollere eller manipulere andre?
- Hvordan er din selvfølelse? Hvor meget fylder ”den indre kritiker”? Kan du møde dig selv med større forståelse og velvilje eller omsorg?
Kommentarer til øvelsen: Det kan i starten være lidt udfordrende at gå til de to punkter, miltpunktet og leverpunktet, på samme tid. Det kan kræve lidt træning. Brug endelig fingrene som hjælp i begyndelsen, så du derved efterhånden får en fornemmelse af, hvor punkterne er placeret.
Med denne øvelse, hvor vi indrammer centrum af kroppen på den måde som vi gør her, så kan vi typisk komme i kontakt med mere emotionalitet eller med aspekter af seksualiteten, som ikke har været fuldt levende. Man kan komme i kontakt med energi i det område, som måske har været holdt tilbage. Den energi kan via øvelsesarbejdet blive mere levende og man kan f.eks. blive mere vred eller på anden måde mærke, at noget frisættes og kommer til udtryk. Hvis det opleves som lidt for meget, kan man dosere øvelsen og lave den lidt mindre i en periode. Man kan også altid gå tilbage og lave den nedre rombe fra sidst, fordi den vil rodfæste det hele lidt mere, så man ikke kommer helt ud af sig selv. Vi vil dog gerne hjælpe det u-udtrykte lidt på vej, så det kan få et udtryk. Et af øvelsens formål er at bevidstgøre sådanne hæmmede eller fortrængte aspekter af os selv og lade dem få et udtryk, så de efterhånden kan integreres, og vi kan bruge den energi konstruktivt.
Guidning 2:
Lydfil med Martin der guider den mellemste Rombe/Ruder-øvelse – ”MENNESKE”
Introduktion til Rodchakra-Halschakra-cirkulation – “Udtrykscirkulation”
Øvelse: Udtrykscirkulation. Rodchakra-Halschakra-cirkulation. Kontakt Rodchakraet der hvor kontakten er bedst – dvs. enten på bagsiden af korsbenet (hvilket i starten for de fleste vil være det nemmeste sted at få en god kontakt) eller på forsiden af korsbenet.
Hvis man vælger at kontakte Rodchakraet bagpå korsbenet, så bevæger man sig op til Halschakraet ved at løfte opmærksomheden ud fra Rodchakraet (måske cirka 10-20 centimeter) – dvs. ud fra kroppen og ud i auraen – og bevæger opmærksomheden rundt om hoften og op til Halschakraet.
Hvis man vælger at kontakte Rodchakraet på forsiden af korsbenet (Rodchakraets centrum), så bevæger man sig op til Halschakraet ved at løfte opmærksomheden ud fra Rodchakraet (måske cirka 10-20 centimeter) – dvs. ud fra kroppen og ud i auraen – og bevæger opmærksomheden op lidt foran kroppen og op til Halschakraet.
Halschakraet er placeret fortil i halsgruben. Det er den fordybning, der ligger lige over der, hvor kravebenene mødes. Bagtil svarer det til den 4. halshvirvel.
Når man har dvælet ved Halschakraet, bevæger man igen opmærksomheden ud fra Halschakraet – dvs. væk fra kroppen og ud i auraen – og ned til Rodchakraet. Hvis man vælger at kontakte Rodchakraet på bagsiden af korsbenet, kan man frit vælge, om man går venstre eller højre vej rundt om kroppen/hoften (det gælder både op og ned).
Man bevæger sig frem og tilbage mellem de to chakraer et antal gange og slutter i Rod. Når man arbejder med øvelser, der er bygget op som cirkulationer, slutter man (næsten) altid det sted, man startede.
Vi kalder øvelsen for en udtrykscirkulation, fordi både Rodchakraet og Halschakraet er involveret i vores udtryk i verden. Halschakraet har bl.a. med stemmen og dermed med det vokale udtryk at gøre. Alt det der ligger nedenunder Halschakraet skal ofte i en eller anden grad udtrykkes gennem stemmen. Halschakraet har også med vores kreative udtryk at gøre. Rodchakraet er forbundet med den fysiske virkelighed og vores udtryk har også en fysisk dimension eller kan være en fysisk manifestation. Så denne øvelse styrker udtrykket og vores evne til ”to walk the talk” – dvs. at vi siger det, vi mener, og vi handler i pagt med det, vi siger. Ved at højne energiflowet i såvel Rodchakraet som Halschakraet gennem denne cirkulationsøvelse støtter vi eller inviterer vi til opdagelsen af, hvor vi holder igen på et sandfærdigt eller mere ægte udtryk af, hvem vi er. Vi kan udtrykke os gennem kroppen gennem handling, og vi kan udtrykke os gennem stemmen. Vi kan også udtrykke det, vi føler, og det vi er, gennem f.eks. forskellige kreative udtryk. Øvelsen berører alle disse udtryksmæssige aspekter. Øvelsen er enkel, men berører dybe aspekter af os selv og det at stå ved os selv.
Øvelse: Udtrykscirkulationen: Rodchakra-Halschakra-cirkulation
- Kontakt Rodchakraet (½-1 minut)
- Kontakt Halschakraet (½-1 minut)
- Gentag 1.-2. et antal gange
- Afslut i Rodchakraet
Guidning 3:
Lydfil med Martin der guider ”Rodchakra-Halschakra-cirkulation”
Session i breakout-rooms
Martin om betydningen af dele erfaringer med hinanden:
Efter øvelserne inddeles gruppen, i hver session, i mindre grupper á to-tre personer, i såkaldte breakout-rooms. Hensigten er at udvikle vores eget, autentiske udtryk for praksis. Desuden understøtter udtrykket den igangsatte energibevægelse.
Instruktioner til break-out rooms:
· At sætte ord på dine erfaringer og dele selvansvarligt, med andre ord at dele i en dybde der føles sandt for dig.
· At lytte med empatisk nærvær.
· Undgå at give råd, med mindre man bliver bedt om det.
Spørgerunde
Spørgsmål 1:
Når vi arbejder med cirkulationen ROD/HALS, så oplever jeg at blive aktiveret i harachakraet også. Er det ok?
Martin:
Når man arbejder med halschakraet, så kan man ofte få reaktioner i de chakraer eller områder, der ligger nedenunder halschakraet. Chakraerne under halschakraet skal jo bl.a. udtrykkes gennem halschakraet. Så hvis man arbejder med denne cirkulation, og man har en reaktion i f.eks. harachakraet, så registrerer man det og fortsætter roligt med øvelsen. Man forsøger ikke at gå imod det, der måtte ske, når man laver en øvelse. Man tillader alt at være, som det er. Efterfølgende kan man så undersøge og forsøge at forstå det, der skete, og hvorfor det mon kom frem i øvelsen. Sådanne reaktioner, der kommer mens vi laver øvelser, har som regel værdifuld information i sig, så det er værd at prøve at forstå, hvilken betydning de kunne have.
Spørgsmål 2:
Den midterste ROMBE øvelse – skal man fokusere på linjerne mellem punkterne eller skal man fokusere på det, der er inde i ”rammen”?
Martin:
Der er ikke noget eksakt svar. Vi prøver at mærke, hvordan det er, når man har lavet øvelsen. Man forsøger at mærke den struktur, man har bygget op, men om man mærker selve rammen, eller det der er inde i rammen, det kommer sig ikke så nøje. Man sidder og mærker i en form for åbenhed og spænder af og mærker effekten af øvelsen.
Jeg brugte her i aften et enkelt undersøgelsesspørgsmål i forbindelse med den midterste rombe, og vi medsender nogle flere undersøgelsesspørgsmål. Undersøgelsesspørgsmål behøver man ikke bruge, hver gang man laver øvelsen. Man kan inddrage dem en gang imellem. Man kan også nøjes med at lave øvelsen og bare hvile i en åben indstilling, når man har lavet øvelsen for at se, om der kommer noget frem.
Spørgsmål 3:
ROD/HALS – cirkulationen; bevægede du dig ud i auraen eller på forsiden af rygsøjlen?
Min kontakt er på forsiden af rodchakraet. Skal jeg blive inde i kroppen ved rygsøjlen eller skal jeg bevæge opmærksomheden ud i auraen?
Martin:
Som vi laver øvelsen her, vil jeg anbefale at man går ud i auraen. Det er, fordi vi prøver at holde fokus på cirkulationen mellem de to chakraer, så vi vil ikke ind og røre ved de andre chakraer, der ligger imellem rod og hals. Der er andre øvelser, hvor man sagtens kunne gøre det, men i denne version, prøver vi at blive ved denne udtrykscirkulation, så der vil jeg anbefale, at man går ud i auraen – også hvis du har kontakten på forsiden af korsbenet. Hvis man bruger kontakten til rodchakraet på bagsiden af korsbenet, så kan man gå rundt om kroppen. Det kan være fra rodchakraet rundt om venstre hofte op til halschakraet, og ved bevægelsen ned kan man bevæge opmærksomheden rundt om højre hofte og om på bagsiden af korsbenet til rodchakraet igen. Eller man kan gå venstre eller højre vej rundt om hoften, som man føler for – men altså ude i auraen og ikke på hudoverfladen.
Et spørgsmål mere: Vi arbejder meget med trekanter, firkanter og romber. Er der en speciel balancering med, at vi arbejder med en rombeform? Har Bob tillagt det en speciel betydning?
Martin:
Det har jeg ikke hørt ham sige specifikt om rombestrukturen. I en vis forstand, sådan som vi arbejder med det, så er det to trekanter, der ligger ovenpå hinanden. Vi arbejder ikke med dem som trekanter her. Nogle af de strukturer vi arbejder med, kan man også arbejde med som trekanter. Det er der flere af jer, der har været med til tidligere. Men lige denne form er lidt anderledes. En rombe er jo også en firkant, men dog en særlig slags firkant. Bob har aldrig, mens jeg har hørt det, nævnt, at der skulle være en bestemt symbolik omkring romberne. Men måske er det blot mig, der ikke har hørt om det. Jeg skal gerne prøve at dykke ned i arkiverne for at se, om jeg kan finde mere information om romber og deres symbolik.
Spørgsmål 4:
Når du siger det med at blive ”taget” af sine emotioner, så forstår jeg det som om, man bliver identisk med sine emotioner. Og halschakraet bliver en slags center eller balancepunkt for meget af det, som sker længere nede i systemet. Det giver god mening, jeg synes, jeg kunne mærke mange spændinger og smerter der, som jeg håber det her arbejde kan hjælpe med at slippe. Smerter kan være meget presserende og mærkbare, så jeg synes, jeg kan blive taget af dem og de emotioner, der følger med. Har du nogle spejlinger, du kan give ind i at slippe de spændingssmerter?
Martin:
Nu peger du selv på det her område, den øvre del af brystområdet. Det er et område, der relaterer sig til den tidlige barndom. Jeg vil sige helt generelt, så er det sådan, at hvis der for eksempel er tilbageholdte eller ikke udtrykte ting nede omkring midterdelen af kroppen, ikke kun solar plexus, men altså midterdelen, så er der en hæmning af energien dér. Og det vil afspejle sig i halschakraet som en blokering dér og også afspejle sig i det mentale. Fordi det også er en forestilling, en tænkemåde, noget man også tænker, ”det går ikke an”. Det er ikke sikkert, man er bevidst om det, men hvis der er hæmninger eller blokeringer i det centrale område af kroppen, så vil det spejle sig i halschakraet.
Omkring smerterne, så kan jeg fortælle dig, hvad jeg kommer i kontakt med, når du taler om dem. Den tidlige barndomsperiode, de første leveår – lidt flere end tre år – noget fra den periode har brug for omsorg, men jeg ved ikke om smerterne har med det at gøre.
Man kunne forestille sig, at der er en omsorg, som barnet ikke har fået på den tid, og det har påvirket barnet. Hvis det kan give mening for dig, så kunne du måske prøve at mærke, hvad det var, barnet ikke fik, og så nu prøve at give dig selv den omsorg. Det er forståeligt at blive irriteret på smerterne, men jeg ville forsøge at nærme mig det på en anden måde, ved at give dig selv mere varme og omsorg på de områder, som måske ikke har fået den omsorg, de skulle have. Jeg tør ikke sige, om det vil hjælpe på smerterne, men det er et forsøg værd at prøve at nærme sig det på denne måde.
Spørgsmål 5:
Kunne du give mere introduktion til, hvad vi skal i breakout-rooms? Når man ikke har prøvet det før, så er det svært at tale i 6 minutter om, hvad man mærkede. Jeg mærkede miltpunktet og andre punkter, men i begge de breakout-rooms jeg har været i, har vi haft svært ved at finde ud af, hvad det er vi udveksler omkring. Så vi har mere snakket indbyrdes. Men er der et mere specifikt formål med den udveksling, så vil jeg gerne høre det præciseret?
Martin:
Der er ikke noget i vejen for at man, hvis man er enige om det, udveksler mere frit. Det vi inviterer til, det er en form for selvundersøgelse, så den der beretter, gør det mest for at undersøge noget for sig selv, som de andre får lov at lytte på. Og som lytterne giver deres nærvær til. Lad os sige, at man har lavet Romben, som vi lavede i dag. Så kan det være, man opdager, at det var svært at få kontakt med miltpunktet, for eksempel. Det var nemmere med leverpunktet – eller omvendt – eller det gjorde lidt ondt etc. Så man på en måde minder sig selv om, at ”det gjorde lidt ondt, da jeg kom til leverpunktet tredje gang”. Det er de små detaljer, der har betydning. Ikke at man skal fortabe sig i dem, men på en måde er det jo energisystemet, der gennem erfaringerne eller oplevelserne med øvelserne giver noget feedback. Det kan også være, at man for eksempel var ved at lave Romben, og så følte man pludseligt noget sorgfuldt. Jeg giver bare nogle eksempler. Eller man mærkede det pludselig, som om man blev meget levende i bunden af kroppen. Så det kan være alt muligt. Det er signaler, og ved at undersøge dem, ved at tale ind i det og huske det, så har vi både en hukommelse af, hvordan det var at lave øvelsen, og en opmærksomhed på, at der måske var flere ting man gerne ville undersøge. Det kan måske blive til et spørgsmål man kan dele her i plenum, så vi alle kan lære noget.
Vi anbefaler, at man ikke begynder at tolke eller analysere hinanden. Man kan udveksle, hvis man har lyst til det, men man har også fred til ikke at udveksle. Vi fokuserer på, hvad vi har lavet, undersøger det, og kan have en samtale om det, hvis man gerne vil det. Det kan også ændre sig fra gang til gang, hvad man har lyst til.
En sidste ting er, at vi inviterer til, at man udtrykker sig. Fordi det dér udtryks flow er meget, meget vigtig. Hvis man bare kommer i kontakt med ting, og så ikke udtrykker det i øvrigt i sit liv og ikke laver noget om, så stagnerer det hurtigt igen, så vi vil gerne i kontakt med eller opdage, hvor der er ting man holder tilbage eller man ikke har udfoldet, eller hvad det nu kunne være. Og så vil vi gerne udtrykke det både for at minde os selv om det, men også for at bringe bevægelse i energien. Og vi vil også gerne udtrykke det i verden, altså omsætte det til handling. Så det, som vi opdager måske kunne udfoldes på en anden og bedre måde, det forsøger vi at udfolde – vi forsøger at udfolde de erkendelser og indsigter, vi har. Dem forsøger vi at drage nogle konsekvenser af. Og i den forstand er det egentlig en lidt farlig leg, det vi laver, for hvis vi får indsigter og tager konsekvenser, så kommer livet også til at blive anderledes. Forhåbentlig forandres det til det bedre. Det er det, der er invitationen: at følge de indsigter og erkendelser, vi måtte få, i det tempo og i det omfang, vi evner, så vi kan blive mere hele – leve mere fuldt.
Spørgsmål 6:
Jeg har det ofte sådan, så den geometriske form, som øvelsen går i, den danner sig for mig, og så får jeg lyst til at holde formen og bare cirkulere energien i formen.
Så kommer jeg i tvivl, om det er rigtigt eller forkert, og så slipper jeg det, og gør jeg det punktvis, som vi har lært. Men ville det være OK at gøre det sådan? Kan du ikke sige noget generelt om det?
Martin:
Undervejs i øvelsen er vi først ved det ene chakra, så er vi ved de to punkter, så ved det andet chakra, så ved de to punkter, osv., så der går vi på en måde fra sted til sted. Hvis nu for eksempel selve formen begynder at være tydelig for dig, mens du gør det, så er det helt okay. Men din opmærksomhed dvæler i det chakra eller de to punkter, du nu er kommet til i øvelsen. Når du så er færdig og mærker efter, så kan det være du mærker formen, eller det der er inde i formen, eller noget helt tredje der opstår. Det kan også være at du mærker det som strømninger på andre måder, og det er helt fint. Du tillader bare, hvad end der sker der. Der forholder du dig åbent. Men der er forskel på denne øvelse, og så hvis man arbejder med en øvelse eller energistrøm i det æteriske, som er cirkulær. Hvis det er en cirkulær strøm, så er det mere oplagt, at man begynder at mærke, at det strømmer faktisk den vej, man arbejder i den cirkulære strøm. Du har været med til at lave leverstrømmen tidligere, og den er jo cirkulær. Der er det selvfølgelig meget mere oplagt at mærke strømmen, men hvis det ikke er en cirkulær strøm, så er det bedst at følge øvelsens trin, og så kan du til sidst give dig hen i en åbenhed overfor, hvad end der sker.
Spørgsmål /kommentar 7:
I vores breakout-room var vi enige om, at jord-øvelsen fra sidst har virket rigtig positivt.
Hara/rod øvelser har jeg tidligere gjort ved at finde rod punktet i mellemkødet. Den øvelse du præsenterer med rod her har en anden kvalitet. Det er lettere at finde kontakten. Effekten på halschakraet er et velkendt område for mig.
Martin:
Tak
Spørgsmål 8:
Du peger på dette område (øverste brystparti) og siger, at det er knyttet til den tidlige barndom. Er halschakraet knyttet til det tidspunkt, er det området, eller er det det samme?
Martin:
Det jeg pegede på, er mere under hals chakra-niveauet (peger på øverste brystområde). Området omkring hjertet og musklerne mellem ribbenene i det område. Blokeringer under halschakraet vil dog typisk spejle sig i halschakraet.
Spørgsmål 9:
Når man går ud i auraen i den sidste øvelse, er det så 10 cm eller 20 cm ude?
Martin:
Det kommer sig ikke så nøje. Det er mere det, at du bevæger dig ud over kropsoverfladen, fordi vi gerne her vil samle fokus om de to chakraer. Om det er 10 eller 20 cm, er ikke så vigtigt.
Tak for i aften og fordi I ville være med!




