marcos-paulo-prado-TP_eDSaVpeI-unsplash

Referat fra tredje session, 25. oktober 2022

Vi bydes velkommen og aftenens tema introduceres: Mødets kreative muligheder.

Hvis man skal frugtbargøre de kreative muligheder som ligger i kontakten med et andet menneske, så skal man kunne mødes i en balance, hvor man er sig selv – sammen. Det betyder at man bliver hjemme hos sig selv, men er samtidig åben i forhold til den anden. Hvis det skal lykkes, så er det fænomen vi kalder centrering, altså at kunne mærke sit eget centrum, afgørende.
Derfor guidede Peter kanalisationsøvelsen, krone-rod, som han beskrev som en måde at træne sin centrering på ved hjælp af åndedrættet.
Samtidig er kanalisationsøvelser kreative øvelser, idét man kobler en forestilling, en fantasi, sammen med åndedrættet.
I denne øvelse brugte vi også vibrationen fra vores egen summe-lyd til centreringen.
Efter kanalisationsøvelsen fortsatte vi i en siddende meditation.

 

Kanalisationsøvelse: Krone-Rod

 

 

Siddende meditation

 

 

Vi er glade for at vi mellem anden og tredje session har modtaget flere spændende, vedkommende mails med erfaringer og spørgsmål. Efter øvelse og meditation, fulgte en tematisk sammenfatning af nogle af disse:

Kreativitet og udtryk

Én nævner to forskellige måder kreativiteten udfolder sig på: En ulmende kreativitet som bygges op indvendig, og det som faktisk kommer til udtryk ude i verden.
Samme person nævner også at af og til kommer kreativiteten mere flow-agtigt, fx efter en gåtur.
Og så kan det være mere mentalt, hvis det hun skal udtrykke sig omkring vedrører komplekse, mentale spørgsmål.
Hun spørger til de to former for kreativitet og til forholdet mellem ’det ulmende’ og så selve udtrykket.
Vi bliver mindet om at Peter ikke sidder med facit, men kommer med et erfaringsbaseret forslag. Den ulmende kreativitet, det kan være en frugt af en kreativ praksis. Og det betyder at man er bevidst om at man er kreativ, at man arbejder med et udtryk på den ene eller anden måde. Hvis man gør det systematisk, så opstår nogle spontane kreative processer, og der vil begynde at komme frugter. Den ulmende kreativitet kan forstås som et sådant vækstlag, eller frugt.
Forskellen på den mere mentale kreative proces, og på den proces der for eksempel følger en gåtur, den ligger i hvor meget plads vedkommende giver kreativiteten til at synke ned kroppen. På lang sigt vil det være mest konstruktivt at give kreativiteten plads til kroppen. Et rent mentalt spor kan blive meget smalt.

Kraftig grænsesætning

Én anden spørger ind til emotionelt udfordrende situationer hvor man skal udtrykke noget alvorligt, grænsesættende over et andet menneske, som måske tidligere har overtrådt éns grænser. Hvordan ved man om man er parat til det, om man selv har dækning til at gå ud i verden med den kraft det er at sætte en sådan grænse? Det er kun éns egen krop og følelser der kan besvare det spørgsmål. Her kan aftenens øvelse og tematik være en støtte til at undersøge dette. Grænsen er det øjeblik man forlader sig selv, så har man mistet situationen. Man skal aldrig gå længere end at man kan blive i sig selv. Det er bedre at sætte en lille grænse, indtil man er parat til et mere omfattende eller kraftigt opgør.

Vrede

Én af jer har sendt meget bevægende, omfattende tekst, som omhandler den afmagt og vrede man kan føle ved internationale terrorbegivenhederne. Personen har oplevet sit barn blive påvirket af frygt som følge af en sådan terrorbegivenhed. Det man kan foreslå, i forhold til teksten og den dybe skriveproces, er at lede efter terroristen inde os selv. For ved sådanne begivenheder oplever vi den vrede udenfor os selv som dæmoniserende. Putin, Breivik og andre bliver uforståelige for os, dæmoner. Men ét eller andet sted har vi alle sammen noget der kan gøre os så vrede at vi ville kunne begå mord. Alle sammen. Hvis vi kan finde det sted, så kan vi forstå noget om hvordan verden fungerer. Og det er kun derfra at ægte medfølelse kommer. Det betyder ikke vi skal undskylde handlingerne. Men fra et meditativt standpunkt er det afgørende at vi kan finde det sted i os selv, hvor vi har en lille Putin eller Trump, der kan lide at regere og sætte krige i gang, så vi kan afspænde det sted og begynde at se mennesket i eksempelvis Putin. Ikke for at undskylde eller tilgive, men for at blive mennesker og ikke være ud af os selv.

Bevidsthed

Flere har skrevet og spurgt til hvad bevidsthed er. Og til det er der et nemt svar: Det er der ingen der véd. Bevidsthed er dét store mysterium. Det er nok heller ikke noget vi kommer nærmere via mentale analyser eller forklaringer.
Det er med bevidsthed som det er med kærlighed, det er en helhedstilstand der skal opleves.
Det virker ikke, som Søren Kierkegaard skriver; ’at jeg bliver professor i kærlighed”.
Men vi bliver nødt til at forsøge at tale om den for at kunne spænde den af. For når vi har spændt kroppen af, spændt hjertet af, så kommer vi ind til de fineste spændinger og de ligger i bevidstheden. På samme måde som vi skal kunne tale om muskler, for at kunne afspænde dem, skal vi kunne tale om bevidstheden. Og et rigtigt brugbart billede er rummet. Der er også andre mulige billeder, men hér, nu, så er rummet meget brugbart billede.
Men det er ikke muligt at beskrive bevidstheden meget præcist, eller forklare den. Og det er på en måde også meget befriende.

Tre øvelser for lænden – balancer.

Efter den tematiske sammenfatning af spørgsmålene vi havde modtaget per e-mail, lavede vi tre øvelser for lænden.

Her blev vi mindet om sammenhængen mellem fysisk og psykisk balance, og om centrering som en afgørende faktor når kontakt fordybes.

Peter henviste flere gange til Stanley Rosenberg, som har udledt at mange af de problemer mennesker i vores del af verden oplever med lænden skyldes en form for ’hukommelsestab i røveren’, som Peter sagde det.

Altså: Vi glemmer simpelthen at bruge ballerne. Derfor er handler det med Stanley Rosenbergs ord om at vi ”are taking your gluteus to the maximus.”

 

 

Tre øvelser for lænden 

 

Introduktion til skrivepraksis

Hvad kan støtte at skrivning bliver kreativt?
Det er dybest set kun jer selv som kan finde ud hvad der skal til for at jeres skrivning bliver kreativt.
Men her følger nogle af de erfaringer Peter har gjort omkring hvad der begunstiger at man kan komme ind i et kreativt flow.
Det er gunstigt af og til at skrive i grupper, som vi gør her. Og det er gunstigt at skrive lidt hver dag, f.eks. i dagbogsform eller på andre måder.
Jo bedre balance man kan finde mellem den koncentration som skrivning er, og en kropslig og bevidsthedsmæssig afspænding – jo bedre lever kreativiteten. Og jo mere man kan lade være med at vurdere sig selv, jo bedre.
Ikke at vurdere sig selv indebærer, at når den indre dommer kommer og siger at ’det her bliver ikke godt nok’, så er det gunstigt at møde denne stemme. Og den eneste måde man kan gøre det er ved at anerkende at den er der. Man registrerer at den indre dommer dukker op og byder den velkommen. Alene det at man accepterer den side af sig selv – det er også en værdifuld side der i en lang række situationer sørger for at man ikke bliver asocial – det muliggør et samarbejde.
Man siger til den indre dommer: ”Jeg ved du er en del af mig, jeg ved du er værdifuld og at du vil være her livsvarigt, men ville det være muligt at du lige træder til side mens jeg skriver.”
Det er en primær ting at gøre.
Det er ligeledes gunstigt at opøve en tiltro til intuitionen. En tiltro til first word, best word. Man kan ikke altid regne ud hvorfor man skriver som man gør. Den kreative intuition er meget større end intellektet. Vi kan prøve at tillade at noget tager over.
Kreativiteten er altid lidt rystende eller overraskende. Den kommer fra noget udefra, eller ovenfra.
Chancen for at I får lov til at give jeres kreativitet plads, bliver større på den måde.

Dagens skrivepraksis:

Find, fra den sidste uge, et par møder eller kontakter hvor du oplevede dig selv være kreativ.

Eksempler:
En konflikt som løser sig.
En fælles kreativ proces (fælles brainstormning).
Et møde som, måske uventet, fordybes.
Hvad var betingelserne for at dette kunne ske?
Hvordan føltes kroppen?
Åndedrættet?
Hjertet?
Bevidstheden?

 

Skrivemeditaion

 

Efter skrivepraksis gik vi i breakoutrooms, hvor der udveksledes med udgangspunkt i det skrivemeditationen satte i gang, eller hvad som føles rigtigt at dele.

Efter breakoutrooms var der delinger i fællesrummet.

Spørger 1: Skrivningen gjorde mig opmærksom på et møde hvor vores roller – en hjælperolle, og en psykisk syg patient –  udviklede sig til at blive ligeværdige. Vi var bare sammen, med en fysisk kontakt, og bare var i mødet og rollerne forsvandt. Skrivningen bragte frem flere nuancer i mødet som blev berørende. Rummet blev stille og mødet blev et felt af noget mere end bare os to.

Peter: Er det muligt at du kan sætte ord på hvad gjorde du for at mødet mellem jer gik fra at være asymmetrisk til at blive ligeværdigt.

Spørger 1: Patienten lå i sengen og jeg sad på sengekanten. Og så siger patienten at hun er urolig. Og jeg spørger om hun er bange og hun svarer ’ja’. Og så siger jeg at jeg godt kender følelsen af at være bange. Og så lagde jeg hånden på hendes og så ved jeg at patienten er dyb kristen, og så spurgte jeg om vi skulle bede fadervor sammen, selvom det ikke er noget jeg er vant med. Og så blev det stille og vældig fint.

Peter: Det lyder som om du må have været i en dyb kontakt med dig selv. For der er et overskud til at være i dig selv og mærke patientens situation. Og din krop må være rolig, for ellers kan du ikke med berøring forplante fysisk ro i den anden. Og du må have haft kontakt til både bevidsthed og hjerte for at mærke ind i det her kristne niveau og få den intuition at bede.

Spørger 1: Min kreativitet bestod vel i at spørger om hun var bange, lægge hånden på, og bede fadervor.

Peter: Var du bevidst om betydningen af at mærke ind i dig selv i situationen.

Spørger 1: Ja, det var jeg.

 

 

Spørger 2: Det er et spørgsmål der handler om den meditation vi lavede til i begyndelsen. Jeg bliver berørt, men da vi havde den meditation mærkede jeg at det var let for mig at mærke hjertekontakten udadtil, og at den kontakt var åben. Så bad du os om at mærke centreringen indvendig samtidig, og så bliver jeg overvældet af en ked-af-det-hed. Det oplevede som om jeg skulle trække mig tilbage. Det var ligesom der kom sorg over at gå fra det åbne til det at mærke det indeni. På et tidspunkt føles det også som om der er frygt forbundet med det. Det er også ligesom om der er en stor sårbarhed i at mærke centreringen mens jeg forsøger at holde hjertet åbent. Det oplevedes som en stor kontrast, det med at mærke hjertets åbenhed og centreringen indvendig.

Peter: Det kan være der er flere ting i det. Helt i begyndelsen brugte du et udtryk omkring ’trækken sig tilbage’ og det sagde jeg jo ikke. Så det ligger ikke i instruktionen. Så jeg spørger forsigtigt, men det virker som om der foregår to ting. Det ene er at indtil man har vænnet sig til det, kan det føles underligt at være centreret i sig selv, mens man kommunikerer med andre. Der kan komme en følelse, til at begynde med af at man tager noget fra kontakten og det kan der være en smerte forbundet med.

Det kan også være at der foregår noget andet. Du véd selv, at du har en umiddelbar hjertemæssig åbenhed. Det er én af dine styrker. Det vil sige at hvis der er yderligere dimensioner af den hjertelighed der kan komme i spil, hvis du også er i kontakt med dig selv, så kan noget af sorgen eller ubehaget være fordi du mærker noget om de muligheder, men også de omkostninger der ligger og venter hvis du åbner dybere. Giver det mening?

Spørger 2: Det giver god mening. Det virker som om der er lidt af begge dele i det.

Peter: Man kan ikke åbne hjertet uden at åbne til en hvis sårbarhed. Det er ligesom med kreativiteten, der er ingen måde at sødme sig til det. Det er altid omkostningsfuldt. Det kan være at når du åbner, til den grænse du nu åbner til, og samtidig mærker centreringen, så bliver den sårbarhed tydeligere også. Når vi åbner dybere så kommer vi på.

 

 

Spørger 3: Jeg bliver forundret over hvordan fællesbevidstheden virker og giver en form for resonansfelt inde i mig selv. Det er som om øvelserne er i gang, før du har sagt dem. Jeg oplever at jeg mærker forløbet.

I søndags havde jeg en fin oplevelse hvor jeg var ude at gå tur med en veninde, som jeg også er i et kreativt fællesskab med.  Så foreslår jeg spontant at vi går sammen i stilhed. Lige nu mærker jeg en form for hjerte-dirren eller ængstelighed, måske forbundet med præstation, men den ængstelighed var slet ikke til stede i skoven. Vi går næsten en time i stilhed og der oplevede jeg fordybelse, det var som om det ydre rum og indre rum blev meget stort, det var som om stilheden ledte til hjerteekspansion og jeg mærkede samtidig meget tydeligt mig selv. Og så kunne jeg sætte pris på det vi var i sammen. Og taknemmelighed gør altid noget for mit hjerte. Der var bare et flow. Det har været helt frydefuldt at sidde og skrive, lige nu er det lidt sværere fordi jeg skal dele det. Når jeg er kreativt flow så mærker jeg mig selv meget tydeligt og så behøver jeg ikke være bange for om jeg eksempelvis får sat grænser.

Peter: Spændende. Vi prøver at tage det ind i nuet. I kontakten her. Det du beskriver som hjerte-uro som du mærker måske har med præstation at gøre. Hvis vi nu leger med det. Prøv og trække vejret, mærke kroppen. Du og jeg bliver i kontakten, men du mærker også gruppen. Det skal ikke gå væk, men prøv om du kan få vejrtrækningen ned under solarplexus og ned til bunden af kroppen til den støtte derfra. Går det an?

Spørger 3:Det går an, men der er en form for blokering ved solar plexus. Eller den starter faktisk her ved halsen.

Peter: Prøv mens vi snakker sammen at få vejrtrækningen helt ned under solarplexus, ned til bækkenbunden. For her er ressourcer. Så man ånder normalt.

Spørger 3: Jeg kan sagtens få det ned, men der er et tryk.

Peter: Og er der en accept af det? Der er helt sikkert plads i gruppen. Når du bringer det op, får vi alle sammen lejlighed til at mærke det. Og træne i det at byde den indre dommer velkommen.

Spørger 3: Jeg griner lidt. Det hjælper. Jeg griner også fordi jeg er en af dem som har svært ved at byde den indre dommer velkommen.

Peter: Men også en der har hjertemodet til at stå ved det. Og sige det lige nu. Og så får du en erfaring af at det går an.

Spørger 3:Der er sådan en stor kontrast mellem de to tilstande: hjerteekspansion og så denne her hjertedirren. Men det er som om de kommer lidt tættere på hinanden nu.

Peter: Ja, det kan man også se. Og som du sagde, der ligger en afspænding i humor. Og til oplevelsen med veninden i skoven. De store mestre siger at bevidstheder er fælles. Og det lyder til at I må være lykkes med at komme meget tæt på hinanden i det stræk og så begynder man at opdage den udvidelse, som er der allerede.

 

 

Spørger 4: Jeg ville fortælle lidt om øvelsen, som var meningsfuld for mig. Jeg blev bevidst om at det er noget jeg jo virkelig øver mig på for tiden, billedet af at stå der hjemme og række ud med hjertet og bevidstheden. Det var en glæde at mærke at det er noget der sker i min hverdag.
I udvekslingen blev jeg gjort opmærksom på at det nærmest er en dans for mig ind i det kommunikative rum. Og jeg mærker glæden ved at kunne danse med andre i fælles kommunikation.
Men så mens vi kommer ind i fællesrummet kommer den indre dommer og sætter spørgsmålstegn ved om det jeg mærker omkring betydningen af at jeg åbner op for mit hjerte. Jeg synes det gør en forskel at jeg kan det. Men så spørger dommeren: men hvordan kan du tro på at du gør så stor en forskel?

Peter: Er det ikke sådan at når man er på vej ind i et nyt landskab, det er en form for åbning. Så kommer det vi kalder lysregningen. Det betyder at den øgede energimængde, det lykkes dig at få oplevelsen af at danse. Et billede som også Karen Blixen bruger. Så kommer der meget energi ind, men det koster. I begyndelsen så skal man ”betale” for den glæde man oplever ved at det lykkes. Men så vænner man sig langsomt til det og det bliver naturliggjort ved at hele ens kontaktniveau hæves. I begyndelsen vil det svinge mellem lys og mørke, det er på en måde tegnet på at det har åbnet.

 

 

Spørger 5: Det har været efterårsferie, hvor jeg havde et fint møde i leg med min 5 årige søn. Det var som om rummet blev større. Vi blev begge grebet af legen og levede os ind i, det blev en ekstra komponent vi begge blev en del af. En kreativ udveksling.
Det føles meget flowagtig. Og generelt søger jeg det flow meget, men min indre dommer er enorm og i mit kreative arbejde har jeg svært ved at komme dertil.
Jeg føler jeg blev givet det rum, men kan man gøre noget andet end at have fokus på kroppen og glemme bekymringer. Er er der en måde man kan hjælpe sådan nogle flows på vej?

Peter: Mon ikke du har gjort en række ting for at det møde kunne komme i stand? Du har truffet en række valg. Du har givet dig tid til at lege. Du har mødt barnet i øjenhøjde og så også givet plads til dit eget indre legebarn. Det siger noget om din forståelse for hvad der bringer det i stand. Det sker ikke automatisk, det kræver en medvirkning. Og så kommer de her ting, som kan ske med kreativitet, at man mødes på tværs af alder og alt muligt andet, og det har du tilladt. Så prøv og mærk lidt dybere og tag din kapacitet ind, og undersøger din egen indvirkning fremadrettet når den slags møder kommer i stand.

 

 

Herefter gennemgik vi hjemmearbejdet, som er hver dag at:

  • Meditére lidt
  • Lav nogle gange krone-rod. Eventuelt følge den guidning af krone-rod som ligger i praksisbiblioteket et par gange: Krone-rod, Praksisbiblioteket
  • Prøv at iagtage ét møde om dagen og spørg dig selv, hvad er den kreative komponent i dette møde. Og de kan være helt anonyme, det kan være kontakten med en kassedame, et øjebliks blikkontakt.

 

Vi glæder os allerede til vi ses igen til vores fjerde session den 22. november. Husk, I er velkomne til at skrive til kontakt@ med erfaringer eller spørgsmål, som Peter så vil have med på den ene eller anden måde ved næste undervisning.