kenrick-mills-Wr7_0D6THK0-unsplash
MEDITATION OG HVERDAGENS KREATIVITET 2022 – REFERAT SESSION #5
Referat fra femte session, 6. december 2022

Velkommen til denne sidste gang i dette forløb.

Første gang så vi på fire betingelser for naturlig kreativitet.

Anden gang arbejdede vi med kreativ grænsesætning i hverdagen.

Tredje gang var vores fokus mødets kreative muligheder.

Fjerde gang tillod vi os at se på skønheden i det uforberedte.

Denne sidste gang arbejdede vi med forskellige aspekter af kreativitet og tillid.

 

Tak for de tilsendte mails, hvor vi oplevede, at der var forskellige temaer, der gik igen: Modgang. At opleve sine egne mørke sider. At lide under andres smerte. At være en streng kritiker af sig selv.

 

Overordnet set gælder der, fra et spirituelt perspektiv, følgende:

*Livskreativitet er tillidsfuld frihed fra vaner, som fastholder os i uhensigtsmæssige landskaber.

*Tillid til mareridtets visdom – enhver alvorlig, længerevarende modgang rummer en meddelelse i retning  af den, som findes i et mareridt.

 

Vi lavede sammen en siddende meditation over sårbarhed og tillid. Kroppens sårbarhed, åndedrættets, følelsernes og bevidsthedens sårbarhed.

Sårbarheden er et uomgængeligt vilkår, den er hypersensitiv og altomfattende. Bevidsthedsåbenheden er sårbarheden in person.

At være i sårbarheden kræver og udvikler tillid. Til praksis, til dit hjerte, til undervisningssignalet, til Det Højere.

 


 

Siddende meditation på sårbarhed og tillid:

 


 

Derefter lagde vi os, og lod os guide igennem en kropsskanning  med fokus på selvomsorg.

 


 

Kropsskanning:

 


 

I aftenens skrivepraksis mærkede vi ind i en konkret situation og skrev vi os ind i, hvordan vi mærker tilliden til kroppen, til hjertet og til praksis.

 


 

Skrivepraksis:

 


 

Efterfølgende fordelte vi os i breakout rooms.

 

Delinger, spørgsmål og kommentarer

Spørger 1: For mig har det været en meget bevægende aften, og jeg får lyst til at dele to drømme, jeg har haft med tre ugers mellemrum.

Den første drøm, der ligger jeg i min seng på siden. Der ligger en mand bag mig, som krammer mig hårdere og hårdere. Det bliver ubehageligt og jeg har en følelse af, at jeg bliver kvalt. Jeg går i panik. Vil råbe efter hjælp, men der kommer ingen lyd.

Den anden drøm, jeg ligger igen i min seng i samme stilling. Der ligger en mand bag mig, som jeg konkret kender. Han er blid og holder om mig på en kærlig måde. Jeg føler mig tryg. Der er en seksuel spænding og en hjertefølelse. Jeg ved, hvem det er inden, jeg vender mig om.

Jeg har siden gået hen til den følelse og jeg spørger mig selv, hvad drømmene vil mig. Jeg ved, at begge mænd også er sider af mig. Jeg er måske kommende nærmere en opbakkende, kærlig yang-energi. Jeg er opmærksom på ikke at kaste håb om forløsning ud i verden.

Respons: Jeg kan blot bekræfte din egen tolkning. Fra overgrebsagtig indre mandlighed til en mere konstruktiv oplevelse af din egen indre mandlighed. Faremomentet ved den konkrete mand i drømmen er at han kan projicere sig ud og blive til forelskelser eller andre ydre, eksistentielle manifestationer. Det kunne være vigtigt, at du i meditation læner dig ind i den positive mandlige energi og tilegner dig den som en ressource i dig selv. Et næste muligt trin kunne være at du på et senere tidspunkt oplevede en sammensmeltning af det mandlige og kvindelige i dig selv, i drømme eller i meditation. Arbejdsopgaven er nu at rumme den ekstra energi.


Spørger 2: Jeg har siden i sommers været i et dybt mørke, efter jeg blev udsat for en voldsepisode. I processen har jeg for nyligt fået et billede af i en eremit med en lanterne, der kommer til mig bagfra og lyser op for mig. Jeg er i en forandringsproces, og jeg erkender også, at jeg har en Lord Voldemort inde i mig. Jeg har bevæget fra at føle afsky for voldspersonerne til at opleve større grader af tillid. Samtidig kan jeg føle mig indespærret.

Respons: Har du talt med nogle om voldsepisoden?

Spørger 2: Jeg har både arbejdet med det gennem kroppen og talt med psykologer.

Respons: Og hvordan med Voldemort i dig?

Spørger 2: Jeg kan mærke, at jeg har fat i en anden klangbund, hvorfra jeg grænsesætter. En anden erfaringsklang.

Respons: Det er som om, du beskriver tre vigtige aspekter:

  1. At det er lykkedes dig, ved god hjælp og støtte, et påbynde en bearbejdning af selve voldsepisoden.
  2. Set fra et selvudviklingsperspektiv er det at du sluppet ud af offerrollen og episoden, det som muliggør, at du opdager nye aspekter af dig selv, også mørke aspekter.
  3. Eremitten med lanternen er et billede, der er skabt i et højere astralt niveau. Et spirituelt niveau. Det siger noget om oplevelsen dybere, muligvis spirituelle, muligheder.

De dybere muligheder begynder at dukke frem – lys – fra det mandlige.

Processen kan muligvis føres videre ved at sidde at praktisere 15 minutter om dagen og lade lysbilledet synke helt ind i dig.

Eremitterne vandrede alene i ørkenen i den kristne tradition. Lys og mørke. Blive ved at give begge dele plads.


Spørger 3: Jeg har været sygemeldt siden januar, og i går blev jeg endeligt fuldt raskmeldt. Jeg har arbejdet med kroppen og tillid. Det, jeg fik frem i dag, er at se, at når jeg oplever en konfliktrelateret situation – før lænede jeg mig ind i den – nu tager jeg kontakt til et punkt bag mine øjne, hvor jeg føler ro.

Respons: Bevægende at høre. Det virker som om, at du med støtte fra kroppen har fundet dig et neutralt punkt bag øjnene – det er jo dit eget kreative, der har fundet denne model. Tænker, at der er mulighed for at teste det af, nu hvor du er tilbage i arbejde.

Spørger 3: Jeg har øvet mig siden september. Jeg har rig lejlighed til at øve mig dagligt.

Respons: Dejligt at høre. Den større fysiske manifestation at ro – det tager tid.


 

Til sidst nogle ord om den indre dommer. Der er ingen måde at sødme sig til kreativitet på, da vi i kreative processer altid åbner til det ukendte. Jeg’et og det personlige er dybest set blot vaner og mønstre.

Videre er det er konstruktivt at forstå den indre dommers visdom; den spørger om du er klar. Hvis du åbner længere ud, eller dybere ind i din egen kreativitet, kan der komme til at ske ting, du ikke kan kontrollere. Er du klar til det? Den indre dommer beskytter os også.

 

Bob Moore fortalte en gang om en kvinde, der sagde, at hun ville ønske, at hun havde hans øjne, da han var clairvoyant. Bob sagde bagefter: hun skulle vide, hvad det koster mig. Han havde daglige øjensmerter og hjertesmerter.

 

Lidt om kærlighedsforhold til partnere, børn, nære venner og veninder.

Der er nogle få mennesker i vores liv, hvor vi kan sige ’jeg elsker dig’.

Mange forlanger mere end vedkommende kan give.

Der er i tilværelsen en anelse eller viden om at vi er holdt af noget større. At Det Højere findes. Denne længsel eller anelse kan vi komme til at projicere over på et andet menneske. Hvorved vi forskyder længslen efter der guddommelige til ét menneske, en partner eller anden nærtstående person.

Jung siger om dette: Det guddommelige er flyttet ind i familien.

Dermed kommer vi til at ønske eller forlange at et andet menneske skal give os hvad kun vores egen direkte kontakt til vores eget Højere kan give. Vi forlanger så at sige, at den anden skal være Gud.

Har vi en regelmæssig praksis, og får vi den nødvendige støtte og inspiration til den, kan vi langsomt flytte de store forventninger væk fra vores medmennesker og hen til dér, hvor de hører hjemme, og hvor de har mulighed for at blive indfriet, langsomt og over tid: Til vores egen tilgang til Det Højere eller Gud eller højere bevidsthed. Alt efter hvad vi nu kalder det.

Hvorved vi sætter os selv og dem vi elsker fri.

 

Vi havde en hjertelig afsked, hvor vi åbnede chatten og kunne give ord ind i den fælles afslutning.

 

Tak for et rigtigt dejligt forløb sammen med jer!