Kære alle

Herunder finder I et helt kort resume over vores første online projektgruppe hvor vi praktiserede, dansede og skrev sammen. I finder også lydfiler med Peters oplæg om skrivning og kreativitet samt hans todelte guidning til skriveprocesser – hvor vi blev bedt om at forklare vores projektidéer til et 12 års barn. Kirsten guidede en femkantsmeditation og dansede Hara dans med os. Dette er også indlagt som lydfil herunder.

Hjertelige hilsner fra alle os i teamet

 


 

Hovedpunkter fra undervisningen

Efter en kort velkomst landede vi sammen til en femkantsmeditation med Kirsten. Denne guidning finder du herunder:

 

Efter denne guidning fik Peter ordet (Peter var denne gang gæst, de kommende projektværksteder vil ikke rumme undervisning, men vil tilbyde et rum – som Kirsten vil holde – hvor vi alle får mulighed for at skrive selv og for at udveksle med andre i breakout rooms). Han udtrykte på hele teamets vegne glæde over de tilsendte arbejdstitler og begyndende synopser som er meget forskellige, men alle spændende og løfterige. Det har været en stor oplevelse at læse dette materiale. Det rummer en omfattende kollektiv kreativitet der lover godt for de kommende projekter.

Vi vil bede jer om frem mod vores næste online møde at sende os jeres synopsis i en form som vi kan sende videre til alle. Uanset hvor kort eller lang, detaljeret eller overskriftsagtig projektbeskrivelse I når frem til. Det vil, er vi sikre på, under alle omstændigheder være en hjælp for jer selv at gå fra en opgavetitel til en synopsis, og en inspiration for alle at se forskelligheden og spændvidden i hvordan I har tolket muligheden for et projekt/en arbejdsopgave. 

Herpå fulgte på skriveværkstedet lidt om onlineformatets møderum. Der er tre måder mennesker kan mødes på ; fysisk, hvor der er en form for berøring; den ‘normale’ måde, hvor man er i rum sammen – det er en energetisk, bevidsthedsmæssig udveksling; den tredje måde er at møde hinanden inde i éns egen bevidsthed. Det er den sidste måde vi må forsøge at mødes på når vi er sammen online. Det vil sige at det dybest set er inde i hjertet og bevidstheden at vi kan møde de andre. 

Herefter introducerede Peter måden vi arbejder skriftligt på inden han guidede første del af en skrivemeditation. Du kan finde lydfilerne fra dette herunder:

 

Introduktion til skrivemeditation:

 

Første del af skrivemeditation:

 

Efter denne længere skrivemeditation dansede vi Hara dans med Kirsten.

Du kan lytte til Kirstens introduktion til dansen herunder:

 

Vi dansede til dette nummer:

Baka Beyond | The Man Who Danced To Slowly

 

Herpå fulgte en kort bevægelsessekvens med Kirsten, som du kan lytte til her:

 

Efter dansen havde vi anden del af skrivemeditationen – her var som sagt opgaven at forsøge at fortælle og forklare et barn på 12 om vores arbejdstitler.

 

Skrivemeditation del.2 med Peter

Vi delte om dette i breakoutrooms og derefter i plenum. 

 


 

Opsummering og information: 

  • Eneretreat. Hvis man i stedet for at deltage i et af Kontemplations organiserede retreats ønsker at sidde i eneretreat (minimum fem dage), er det muligt at få individuel vejledning før og efter et sådant retreat. I Kontemplations team er der flere som har erfaring med at sidde i eneretreat og som kan varetage denne vejledning. Du er velkommen til at kontakte Jeanette på ko*****@***********on.dk for mere information om denne mulighed.
  • Under alle omstændigheder vil vi på vores kommende andet modul komme ind på hvad grundbestandelene af et retreat er.

  • Nogle dage inden næste online session – som er med Hanneli og Peter – vil I modtage en mail med link og program. 
  • Ved aflevering af synopsis, 1. februar, beder vi om at det er i en udgave der kan deles med alle. I sender den til ko*****@***********on.dk, så laver Jeanette et fælles dokument som deles med hele gruppen. 

 

Kommende sessioner: Online meditation og supervision med Hanneli og Peter, 6. februar 2024

Vi beder jer sende en projektbeskrivelse eller synopsis på max en halv A4 side til ko*****@***********on.dk inden 1. februar.

 

Andet modul finder sted på Sol15 i Nørre Snede 22. – 25. februar 2024

Her får vi besøg af Steen Hildebrandt, og Jeppe Hein er med herfra.

 

Inspiration til den daglige praksis:

I januar måned har vi i Kontemplation hvad vi kalder Januarpraksis hvor vi hver dag uploader en ny guidet meditation til Kontemplations praksisbibliotek. I år er temaet JORD. Du er hjertelig velkommen.