Ressourcer fra tredje læsegruppe

Kære alle

Herunder finder I en kort opsummering af hvad vi foretog os i vores tredje læsegruppe, tirsdag den 13. august, hvor omdrejningspunktet var bogen “Improvisation og teater” af Keith Johnstone, og de perspektiver denne bog kan bidrage til ind i vores egne projekter. Vi praktiserede sammen, lavede skrivemeditationer, dansede, var i breakout rooms og delte i plenum. 

Hjertelige hilsner fra alle os i IPA-teamet ❤️

 


 

Hovedpunkter fra tredje læsegruppe, den 13. august:

Velkommen og en kort introduktion til aftenen:

Vi havde sat Keith Johnstone på læseplanen for at lade os inspirere til at beskæftige os med kreativitet og lade vores eget forhold til kreativitet og grundkreativiteten fordybe sig. 

Vi mindede os selv og hinanden om at grundkreativiteten er én af de fem porte indad mod den menneskelige essens. De fem veje er jo kroppen, åndedrættet, hjertet, bevidstheden og grundkreativiteten. Veje vi kan bevæge os ind ad for at kunne møde os selv mere helt og derfra at kunne møde verden fra et dybere sted, hvilket jo dybest set er hvad det her forløb handler om.

På modul tre i 12.-15. september er Jeppe og Michael gæsteundervisere. Og sammen med Jeppe kommer vi til at arbejde intenst med kreative processer. At beskæftige sig med Keith Johnstones Improvisation og teater er for os at se en rigtig god forberedelse på at give slip ind i de processer. For Johnstone er kreativitet noget vi alle er født med adgang til, men som mange af os mere eller mindre lukker af for gennem opvæksten og vores socialisering. Han beskriver blandt andet at de fleste børn udviser kreativitet, for eksempel ved tegning, men når de er omkring 11 år begynder de at efterligne voksne på grund af omgivelsernes kritik eller forventninger og lukker langsomt af for spontaniteten og den kreative impuls. Dette vil mange af os måske genkende? Men uanset om vi lukker af for de kreative impulser eller ej, så er de der, for de er en del af vores eksistens, en del af vores kerne. Og at opdage dette, altså grundkreativiteten, livets og vores eksistens konstante forandring og fornyelse, er én af vejene indad, og derfor beskæftiger vi os med det.

Vi undersøgte denne aften hvad kreativitet er for os hver især. Og hvordan det hænger sammen med vores respektive projekter. 

Vi mindede os selv og hinanden om at der ingen præstation er forbundet med noget af det vi laver. Vi undersøger blot det her fænomen – og denne vej indad. Den indre dommer dukker altid op, men vi forsøger bare at lade den være der, uden at ’gå med den.’

Landingsmeditation:

En femkantsmeditation med fokus på grundkreativiteten

Skrivemeditation 1: 

Hvad er kreativitet for dig? Og hvordan hænger kreativitet og spontanitet sammen?

Dans:

Efter første skrivemeditation dansede vi til dette nummer

 

Kreativitet, blokering, spontanitet og status:

Efter dans var der et kort oplæg forud for endnu en skrivemeditation.

Mange af os har hørt Peter sige noget i retningen af at den eneste regel der er, når vi arbejder kreativt sammen, er det evige JA! Det er den samme grundlæggende regel Johnstone beskriver i Improvisation. Ellers blokerer man.  

Vi har det med at blokere for fantasien, beskriver han, fordi fantasi ikke ligger indenfor ’normalen’, eller det vi definerer som normale tanker. 

”At stræbe efter at være original fjerner os langt fra vort eget selv, og gør vores arbejde middelmådigt”, citat fra side 97.

Spontanitet ligger tæt på grundkreativiteten. Det er den første indskydelse. Den kommer før vi når at tænke, eller som en primær tanke. Vi kæmper af og til imod spontaniteten, imod vores fantasi – især når vi prøver at være fantasifulde.

Den indre dommer og præstation arbejder altså imod kreativiteten.

Johnstone erfarer blokeringer som en form for aggression. Blokering sker eksempelvis, når vi siger nej til det som bliver tilbudt os – måske kunne man tilføje fra grundkreativiteten i os. Hvis vi overfører det til vores egne projekter, sker blokeringer måske når vi siger nej til vores egen spontanitet?  

En stor del af bogen beskæftiger sig med begrebet status. Status er et forvirrende begreb, siger Johnstone, med mindre man forstår at det er noget man gør. Man kan for eksempel godt have ’lav status’ og ‘spille høj status’. Hvad der kan være spændende at undersøge er hvordan den status vi tildeler os selv og andre spiller ind i forhold til vores kreative udfoldelse, og vores projekter. 

Skrivemeditation 2:

1) Hvilken rolle spiller kreativitet i dit projekt?

2) Har du erfaringer med blokering og flow?

3) Har du lagt mærke til hvilken status du giver dig selv og modtagerne af dit projekt? Spiller det ind på eventuel blokering eller flow?

4) Læs det skrevne igennem. Er der noget der overrasker? Indsigter?

Breakoutrooms og plenum

Efter den anden skrivemeditation gik vi i breakoutrooms og sluttede af med delinger i plenum.

 

Forslag til guidede meditationer:

Mod kreativitetens kilde med Peter Høeg

En øvelse i ikke at dømme sig selv med Hanneli Ågotsdatter

Kreativitet og vejrtrækningen med Peter Høeg

Today I feel like med Jeppe Hein

Sproget, musikken og stilheden med Hanneli Ågotsdatter, Peter Høeg og Torben Westergaard

 

Kommende sessioner:

Tredje modul finder sted på Sol15 i Nørre Snede 12. – 15. september 2024

Onlinesession #9: 8. oktober 2024
Online projekt- og skriveværksted med Kirsten Rotbøll Lassen og Jeanette Lykkegård  

Onlinesession #10: 5. november 2024
Læsegruppe med Jeanette Lykkegård og Kirsten Rotbøll Lassen