IPA hold1 på gulvtegning på Sol15

 

Kære alle

Vores modul tre havde overskriften Kreativitet og nervesystem. Hvor vi gik indad og udad – med besøg af Jeppe Hein, Michael Stubberup og Maren Halberg. Vi syntes I skulle se hele gulvet – og de mange menneskelige nervesystemer som ligger og sidder på det – vi har her medtaget et billede som, da det jo også har ansigter med, kun er for jer som deltog.

Her på ressourcesiden for modul 3 finder du en kort opsummering af dagene og information om søndagsmeditationerne som begynder søndag 22. september, spillelister samt datoer for kommende sessioner.

Hjertelige hilsner fra alle os i teamet

 

Kort opsummering af modul 3:

Torsdag formiddag begyndte udendørs i septembersolen, hvor vi foretog en mindre ‘pilgrimsrejse’ til Jyllands højderyg. Her gik vi to og to, den ene ‘blind’ og den anden førende. Formiddagen var karakteriseret ved indre praksis og at lande sammen i gruppen. Vi lavede en skrivemeditation over spørgsmålet: Hvordan står det til med Eksistens, praksis og projektproces?

Torsdag eftermiddag begyndte med Dans efter Frokost og fortsatte med at vi samledes i familiegrupperne og udvekslede om hvordan gruppens proces havde været. Hvorefter vi sammen igangsatte en proces der har afklaret hvilke grupper som ønsker at fortsætte uden ændringer, og hvordan vi, af nu opløste grupper, kan konstellere nye. Vi så derefter fremad mod fjerde og sidste fysiske modul – inden hvilket der ligger tre online sessioner – og talte om betydningen af at forholde sig realistisk til projekterne. Vi mennesker sætter ofte kurs mod ‘Fremtids fjerne mål’ (romantitel) for derefter at opdage at den ideelle fremtid kan være længere om at indfinde sig, end vi havde troet og håbet. Ligger projektet en tid stille så kan fokus drejes til en nysgerrighed omkring hvorfor det ligger stille. På samme måde er det vigtigt at arbejde frem mod den fremlæggelse som vil fylde fjerde modul, er nogenlunde afslappet. Vi vil naturligvis alle gøre vores bedste – men dette skulle nødigt blive på bekostning af vores sjælefred.

Fredag inviterede Jeppe os med ind i et helt særligt – og også krævende – kreativt univers. Gulvet var fra morgenstunden dækket af et stort tomt lærred, som kaldte på at blive fyldt. 

Vi begyndte med at udtrykke vores indre stemning i et tegnet ansigt, derefter tegnede vi vores åndedræt og sluttede så denne første øvelse af med at portrættere vores indre stemning igen. 

Herefter introducerede Jeppe os for sine syngeskåle. Først uden maling, hvor vi støttede hinanden til at mærke syneskålenes vibrationer kropsligt. Efter således at have lært syngeskålene lidt at kende, blev vi inviteret til at male med dem. Skålene blev fyldt med maling og vores interaktion med skålene fik malingen til at hoppe og danse ud på de kvadratiske ark under dem. Vi brugte hele formiddagen at udtrykke os gennem syngeskålenes vibrationer og malingens farver. 

Efter frokost skabte vi, med guidning og fortællinger fra Jeppe, et fælles værk i og omkring og imellem vores individuelle spaces. Vi afsluttede med at klippe det store værk i stykker, og det blev nu ikke længere en øvelse i at udtrykke sig på nye måder, men en træning i at give slip.

Hen gennem dagen blev vi igen og igen opfordret til at mærke indad. Hvad sker i det indre, når vi udtrykker os på så mange måder i det ydre?

Lørdag havde vi igen en indadvendt formiddag, hvor vi forsøgte at lande den energi der blev genereret gennem fredagens intense kreativitet.  

Om eftermiddagen havde vi besøg af Michael Stubberup, som guidede os ind i meditationer med baggrund i viden om nervesystemet. Dette hang på så mange måder sammen med alt der var til stede i os, og i gruppen efter fredagens arbejde. 

Lørdag dansede vi folkedans med Maren på harmonika og derefter vendte vi blikket ind og styrede mod landingen af dette, for os, meget spændende, eksperimenterende, intense og for mange også både krævende og stedvist udfordrende modul. 

 

 

Søndagsmeditation Online – Drop In

Første gang søndag den 22. september klokken 17.30

Som vi fortalte jer da vi var sammen på Sol15, vil vi gerne starte en online gruppe, hvor vi inviterer alle deltagere på forløbene ‘Indre praksis og arbejdsliv’ til, at sidde sammen hver søndag eftermiddag i tidsrummet 17.30-18.20

Kirsten er tovholder på dette, og hun eller en fra Kontemplations team vil holde rummet. Vi starter meditationen med at sidde til et stykke musik eller en kort guidning. Derefter sidder vi i stilhed uden guidning. De sidste fem minutter af meditationen vil være til videregivelse, og dette vil blive markeret af den der holder rummet. Det koster ikke noget at deltage.

Det er ikke nødvendigt at til – eller afmelde sig. Man møder bare op som det nu måtte passe for en.

 

Programmet for søndagsmeditationerne er det samme for hver gang, og forløbet ser således ud:

Kl. 17.25 ankomst. En fra teamet siger god eftermiddag og holder tiden og rummet.

Kl. 17.30 meditationen starter med et stykke musik.

Kl. 18.15 værten inviterer til videregivelse.

Kl 18.20 gives signal til at meditationen er slut, og vi tager afsked med ønske om en god aften til alle.

Velkommen til Søndagsmeditation Online – Vi glæder os til at starte dette op. Som skrevet ovenfor første gang søndag den 22. september klokken 17.30

 

Her er linket til søndagsmeditation: https://us06web.zoom.us/j/83128597570

 

Vi beder om at man kommer til tiden – og om at man ikke forlader rummet før meditationen er slut – medmindre selvfølgelig der sker noget uforudset der gør at det ikke er muligt at blive.
At man sikrer sig at man sidder uforstyrret – både af omsorg for en selv og for de øvrige deltagere.
Af samme grund beder vi deltagerne om at mute deres mikrofoner i de 50 minutter meditationen varer.
Og om at man holder sit kamera åbent og dermed bidrager til oplevelsen af et praksisfællesskab.

Vi siger typisk god eftermiddag til hinanden når vi kommer på, og god aften til hinanden når man logger af.

Hvis man ønsker at modtage en mail hver lørdag, med velkomst og  mødelink (som er det samme hver gang), kan man skrive til Kirsten på ko*****@***********on.dk. Hun sørger for at man kommer på en mailliste. Denne procedure er fordi vi gerne vil undgå at spamme jer og gerne vil være sikre på at mailen er ønsket. Man kan naturligvis til enhver tid afmelde sig listen.

Og som sagt: Deltagelse er gratis.

 

 


 

Musikken vi dansede til:

 

 

Musikken til aftenmeditationerne:

 

 


 

Kommende datoer:

Onlinesession #9: 8. oktober 2024
Online projekt- og skriveværksted med Kirsten Rotbøll Lassen og Jeanette Lykkegård  

Onlinesession #10: 5. november 2024
Læsegruppe med Jeanette Lykkegård  og Kirsten Rotbøll Lassen

Onlinesession #11: 3. december 2024
Meditation/supervision med Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg  

Onlinesession #12: 21. januar 2025
Online projekt- og skriveværksted med Kirsten Rotbøll Lassen og Jeanette Lykkegård

Fysisk modul på Sol15

Modul IV: 20. – 23. februar 2025