Dine ord. En dråbe som har bevæget sig gennem tørv og bløde grene, gennem lag på lag af sort muld med forårets brune birkeblade, gennem hverdagen med fladt lys og den stilhed ingen ser.

Filtreret og renset. Et stort klart øje. Som ser alt og ingenting, i alle retninger. Alligevel med glimt i blikket og et smil som kan ramme når som helst.

Mig for eksempel som du traf. Ikke i panden som man kunne tro, da jeg stod lige nedenfor dig denne eftermiddag. Men i hjertet. Du ramte mig som vand gennem mose rammer mosen.

Fra et dybt sted som man omtrentligt kan udpege, gennem luften mellem os, hurtigere end en solstråle. Renset og rensende. Som åbner op og skyder skyerne varsomt til side.

Blødt i alle retninger.

Jeg er i stilhed. Indånder en dyp hjerterytme og udånder varm taknemmelighed. Mærker tankerne som ind imellem kaster sig ud foran mig, og forsøger at gribe dråben.

Jeg bevæger mig ikke. Sætter mig i stedet ned, nyder varme fra solen og forbliver. Er i den bløde efterskælven. Dråbens larm.

– Vandet stiger! hører jeg pludselig.

Jeg rører mig ikke.

– Vandet stiger! råbes der igen.

Jeg synker dypere ned i kroppen, ud i fødderne, rødderne, maven, brystet, armene og hovedet.

Vandet stiger.

Jeg er menneske, jeg er i hjertet. Jeg er natur, jeg er i rødderne. Sammenvævet af alt som har været, og skal komme. Mit hjerte, som oftest lokaliseres som mit, som midt i, midt i kroppen, midt i brystet. Nogle gange med begrænset rækkevidde, omfavnende nogle få. Nogle gange mange.

I dag er mit hjerte vores. Et fælleseje. Millioner af dråber som har fundet vej gennem mosen og er smeltet sammmen. Et vandfald. Som opfinder sig selv hvert mikrosekund. Ny form, men fra den sammen biosfære. Den samme cirkel. Som vore hjerter. Når vi ånder sammen. Jordens hjerte.

Vandet stiger. Brølet er lydløst og dypt venligt.

Op gennem benene, hoftene, glæden, alt jeg har glemt, gennem hjertet. Fyldigt som vores rødder jeg står på. Halsen, hagen, læberne, næseborene. Stryger mig over hovedet. Åndedrættet fyldes af mose, rødder, sol og rå taknemmelighed.

Jeg er vi, og uendelige tryg. Er under, fyldt, druknet og levende. Ånder kærlighed ud, udåndingsluften af fortættet af os. Verdensvævet.

Evigheden – fra dråben slipper til den rammer.

Millioner af dråber som rammer. Sammen.

Alt det hjertet kan!