Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da den døde var levende
da den døde var dit hjerte
giv det tilbage til en rose,
et kontinent, en vinterdag,
en dreng der ser dig an
fra hættens mørke

– Naja Marie Aidt

I dagene efter min fars død oplever jeg en ustyrlig trang til at skrive. Den kreativitet, der i disse dage strømmer gennem mig, næres af erfaringen af at have mistet uigenkaldeligt; at min far, et menneske som hele livet elskede mig, og som jeg hele livet elskede, var her i det ene øjeblik og i næste øjeblik var væk. Væk som i udslettet fra jordens overflade. Det eneste, der nu vidner om hans eksistens, er min erindring om den. Hvis jeg glemte ham, ville hans liv ikke have fundet sted. Eller hvad? Sådan føles det i hvert fald, og derfor får det stor betydning at skrive. Skriften bliver en modgift mod glemslen, der giver hans liv eksistens. Her lever han stadig.

Nedskrivningen af erindringerne har også et helende sigte, tror jeg. De udgør et vigtigt forsøg på at tilskrive døden en eller anden form for mening. Og måske italesætter de også det relationelle mere-end, som definerer ethvert menneskeliv. De fortæller om min fars forbundethed med andre mennesker i menneske-fællesskaber. Mine erindringer om min far vidner om de aftryk og spor, han satte i mig. Den forskel, han var i mit liv; om det, han var for mig, og som derigennem er kommet til at leve videre i mig. Det, jeg kan give videre til andre. Erindringerne giver mig en følelse af at tilhøre et større fællesskab og inviterer mig til at forstå mit eget liv som en del af noget, der overskrider min egen individualitet.

Jeg begynder at skrive et brev. Det starter sådan her:


Kære far,

Du dør præcis sytten minutter før solopgang lige inden den nye dag skal til at begynde. I overgangen mellem nat og dag forlader du denne verden i den helt særlige stemning, der opstår i daggryet. Stemningen er særlig, ja, nærmest magisk, fordi ingen mennesker ud over os endnu er vågne. Resten af planetens liv på disse længdegrader er kun lige ved at stå op.

Du havde et specielt forhold til daggryet. I dine yngre dage stod du hver morgen op før solopgang, trak i træningstøjet og løb ud i gryet. Du holdt af den følelse af at være alene derude i naturen. At være den første til at høre fuglenes sang. At løbe i det våde græs, helt sølvfarvet af dug. Jeg tror, det var en stilhed og ro med naturen og dig selv, du søgte og fandt derude. Det var det, som drev dig ud af sengens varme. Du vendte først hjem, når solen for længst var stået op.

Jeres soveværelse på 1. sal havde udsigt til et smukt naturområde med talrige stier. Sengen havde I vendt sådan, at man fra den havde udsigt ud over dette område, hvor du dagligt løb. Af og til, når jeg vågnede i jeres seng om morgenen, lå jeg og ventede på, at du skulle dukke op derude i horisonten som en farveplet i bevægelse. Og som regel så jeg dig løbe forbi i et støt og roligt tempo. En times tid senere ser jeg dig komme traskende op gennem haven med et stort smil over dit ansigt. Måske vinker du op til os. Lidt senere hører jeg dig gå op ad trappen til soveværelset. Du kommer ind til os. I dine hænder har du en bakke, hvorpå der står en kop morgenkaffe og to tallerkener. På hver ligger et stykke ristet rugbrød med smeltet ost og tomat overdrysset med en smule salt. Din specialitet. Min barndoms lykke.


Mellem telefonopkaldene med min fars nærmeste omkring planlægningen af bisættelsen, besøg hos præsten og efterfølgende beskeder frem og tilbage om endeligt valg af salmer og melodier for ikke at nævne besøg hos stenhuggeren sidder jeg ved det gamle teaktræsbord, jeg nu har arvet fra min far, og skriver på brevet. Paradoksalt nok føler jeg mig så levende, mens jeg skriver. Det sitrer og slår gnister indeni.

Når jeg tænker tilbage på de dage, husker jeg tydeligt, hvordan det var. Stemningen i rummet. De smukke solsikker, som stod på bordet, hans yndlingsblomster. Solen, der fandt vej ind i rummet som massive blokke og lyste om kap med dem. Det var sommerferie, og børn legede udenfor. Deres stemmer nåede mig gennem de åbne vinduer. Jeg husker stilheden, der indfandt sig, når de indimellem gjorde ophold i legen og skulle ind og spise frokost med deres familier. Da trådte træernes vislen i vinden frem. Igennem vinduerne så jeg musvåger svæve højt over trækronerne i Riis Skov lidt længere væk. Nu og da lød deres høje skrig.