Efterårets MBSR-kursus i Århus med Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg er netop slut.
I otte uger har vi mødtes én aften om ugen og – støttet af fællesskabet – søgt veje indad mod en dybere kontakt. Derudover har vi brugt en hel dag sammen i fordybelse.

Deltagerne har haft forskellige bevæggrunde til at deltage på kurset, men ønsket om en kontemplativ nærværspraksis har vi været fælles om. Og til det er der blevet præsenteret en række redskaber; forskellige former for meditationer, kropsscanninger, yoga, dialog- og kontaktøvelser, bevægelse og dans, skrivning og leg.

Igen og igen har vi vendt opmærksomheden mod de fem porte indad; kroppen, hjerterummet, åndedrættet, bevidsthedsrummet og grundkreativiteten (det faktum at vi og hele universet er en proces, konstant i forandring). Med sig videre har deltagerne lydfiler med forskellige guidede meditationer indtalt af både Hanneli og Peter. Og så har de erfaringen fra vores fælles træning og deres egen praksis. Hvad der er ophørt, er undervisningens og fællesskabets værdifulde støtte; at mødes og vide at man er på en rejse med nogle som vil én det godt.

På en måde rækker fællesskabet udover afslutningen af de fysiske møder, for der vil være ord som følger med og sammen med ordene de som talte dem. Det som en holddeltager fortalte der berørte éns hjerte. Eller det Hanneli sagde der gav én ny klarhed. Eller det Peter pegede på som bragte fornyet hjertemod. Og der vil være billeder og stemninger som har lagret sig i kroppen og sindet. Og på den måde husker man måske at man har rejsekammerater, også selvom de ikke fysisk er med én.

På en anden og mere synlig måde er man nu på egen hånd. Otte ugers mindfulness træning er nok til at tilegne sig så meget erfaring at det bliver muligt at fortsætte rejsen. Men en daglig meditationspraksis er stadig ikke dybt forankret i menneskers liv efter otte uger. Det kræver både disciplin og hjertemod at fortsætte uden gruppens støtte.

Fordybelse koster. Vores samfund er ikke indrettet til at mennesker dagligt sætter tid af til nærværstræning. Så der er ydre benspænd.
Og så er der de indre barrierer man også uundgåeligt vil støde på når man vælger at sende lys ind over det som har ligget i mørke.
Men måske har man erfaret at det er hele prisen værd? Eller enddog at prisen for at lade være er meget højere?

Måske er det muligt at lette sin vej hvis man husker også at lege med træningen. Være nysgerrig på hvad der mon sker hvis man fortsætter med at fordybe sig indadtil, hvis man husker evnen til empati også overfor sig selv.

Måske letter det rejsen hvis man husker dansen, øjeblikket af frihedsfølelse ved opdagelsen af et indre neutralt rum, glæden ved den korte blikkontakt midt i den gående meditation?

Uanset, livets rejse fortsætter. Og hvert nu er en mulighed for at være til stede undervejs.

Foto: Susanne Dencker

Jeanette Lykkegård er cand.scient.anth. med speciale i den shamanistiske befolkningsgruppe, tjuktjerne, som lever i det østlige Sibirien. Hun skriver for tiden phd ved Århus Universitet om deres kultur, livsspørgsmål og forhold til døden. Jeanette har som antropolog, fulgt Uddannelsen i Relationskompetence, et samarbejdsprojekt mellem Kontemplation, Foreningen Børns Livskundskab og Ikast Brande Kommune. Om dette forløb har hun skrevet en række tekster som kan læses på Kontemplations blog.

Hun modtager undervisning og praksisvejledning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg.
Hun sidder årlig i retreat. Det seneste år har hun med på retreat haft sin datter Zoey som blev født i januar 2018.