Hjælp! Jeg har trukket fransk til eksamen!

Gymnasieeleven Luna er opløst. Kaster sig ned på jorden. Hendes ben kan umuligt bære hende. Det her er det værste, der kunne ske.

Kan du hjælpe mig? Jeg kan ikke et ord fransk.

Mens hun stadig hulker, aftaler vi, at hun skal komme hjem til mig hver dag de næste fire uger. Og så taler vi kun fransk. Eller jeg gør. For hun kan jo knap et ord. Siger hun.

Luna er et vildt dyr. Hun hvæsser kløerne og klatrer rundt i bøjninger, endelser, tekster, franske sange og canadiske digte, og hun kaster med spørgsmål om alt i det franske sprog.
Jeg svarer hende helt roligt uanset hendes retning. Vi sidder hver dag overfor hinanden ved spisebordet med åben dør ud til sommeren og leder efter nøglen til sproget.

Efter en uge spørger jeg hende: Alors, Luna, comment ça va? og hun svarer: Bien!

Jeg er på en måde overrasket. Lærer hun noget og bliver hun mere tryg? For hvad bliver der af alle mine systemer? Alt det, jeg har planlagt, vi skal nå dén onsdag eftermiddag og dagen efter? Den korrekte udtale af héroïsme med eller uden aspireret h, forklaringen på brugen af passé simple…

Her er det mig, der må slippe alt. ”Sælg din dygtighed og køb kaotisk åbenhed” skrev Rumi om den, der tror, han kender vejen. Det eneste, jeg har tilbage, er selve sproget, vejen i undervisningen er en ukendt labyrint.

For Luna står helt åben i sin egen jungle af vilje og sult, krævende og gavmild, og jeg danser efter hendes indfald, hendes mosaikker. En kaotisk dans uden fast rækkefølge i trinene. Hun bøjer être, når hun har lyst og begynder at skrive indkøbslister på fransk. Der er ikke noget at gøre, jeg er bare med på rejsen, som en ydmyg guide.

Hver dag banker hun på døren og siger bonjour, mens hun inviterer mig ind i sit frie franske univers, hvor vi begge får røde kinder af høj energi i et par timer, inden vi skilles igen. Gråden forsvinder helt, og jeg elsker at undervise hende. Og jeg elsker dét, hun giver tilbage. Vedholdenhed og opmærksomhed ind i ”mit” sprog, kreativ tagfat og glæde, mens hun fordyber sig og holder mig fast.
Hver dag skynder mig hjem for at tage imod hende.

Efter tre uger spørger jeg hende, hvordan det går, og hun svarer: Très bien.

Luna kan klart mere end ét ord på fransk, også mere end to. Vi taler om abstrakte emner og analyserer billeder. På fransk. Vi taler om livet og vi taler om héros, og hun udpeger mig som sin helt. Hvad hun ikke ved, er, at hun også er min.

Foto: Frida Fjord

Denne tekst er blevet til på Kontemplations interne skriveworkshop.

Deltagerne blev bedt om, på basis af Rumicitatet Sell your cleverness, buy bewilderment, indenfor 15 minutter, at skrive et blogindlæg på højst en A4-side.