Jeg tror, jeg har forelsket mig i et nyt ord. Eller i det begreb, den tankegang, den stemning, der ligger bag ordet. En forelskelse der gør, at jeg inspireres ved udfoldelsen, selvom jeg stadig nok knapt intellektuelt har forstået, hvad det indbefatter.
Det er et ord, som trækker sine tråde til – og er tæt sammenkoblet med – bæredygtighed. Som er et andet ord, jeg har haft et længere kærlighedsforhold til gennem de sidste mange år af mit liv.
Bæredygtighed. Jeg forestiller mig den retning, ordet skaber. Den målrettede energi, vi har hæftet det med. Og den kraft, ordet har fået udadtil i vores samfund.
At være dygtig til at bære den jord, vi er del af. At bære en del af ansvaret.

Jeg vil gå så langt som til at sige, at det nok for rigtig mange mennesker – inklusiv mig selv – er sindssygt komplekst at tage det ansvar. At handle for en dybere balance af økosystemerne, minimere ressourceforbruget, håndtere miljø- og klimapåvirkninger. Ovenikøbet er bæredygtighed bare èt de store områder, vi er nødt til at arbejde med og handle på.
Måske er svarene egentlig i stor grad simple og konkrete nok – men jeg tror, kompleksiteten i høj grad kommer til udtryk når vi skal finde viljen til at gøre noget – til at gå på kompromis med nytteværdien, den menneskelige gevinst, behov og fortjenester. Med vores komfort. Dertil kommer vanskeligheden ved at finde løsninger og svar i vores udadrettede handlen.

Min nye forelskelse kommer fra en begyndende forståelse for ordet Væredygtighed. Jeg kan mærke, at dette ord så fint begynder at finde sin plads -helt tæt forbundet med bæredygtighed. Og spørger man den gruppe mennesker, som står bag “Center for Væredygtighed”, så er det lige præcis et ord, man vil kunne forme som indersiden af bæredygtighed.

Jeg forestiller mig, at vi med bæredygtighed skal være dygtige til at bære verden, planeten, livet omkring os.
Og at væredygtighed lægger op til, at vi bliver dygtige til at bære – eller være med os selv.

Gull-Maja la Cour stiller, i sit afsnit af bogen “Væredygtighed, indersiden af Bæredygtighed” spørgsmålet:

“Er kriserne i virkeligheden et symptom på, hvor udfordrede moderne mennesker er, hvad angår vores evne til nærværende, nænsomt og empatisk at være til stede med os selv, hinanden og naturen?”

Og med dét, bliver de to ord; bæredygtighed og væredygtighed, én og samme kredsen om hinanden. En dans, en modsatrettethed, en indre og ydre fælles forståelse. Måske kan vi finde nogle af de svar, vi søger, i forsøget på at løse verdens kriser, i lige præcis denne snørklede sammenkobling af at handle – og være. Måske kan væredygtigheden være med til at skabe rummet til at hvile tillidsfuldt. Til at give slip.
Kan vi på den måde skabe en indre dimension til de ydre løsninger og den handling, verden omkring os kræver? Kan en hvilen og væredygtighed indadtil skabe pladsen, viljen eller modet til at tage initiativet til handling i verden omkring os og globalt?

Jeg védd det ikke. Men måske er denne nye ordforelskelse en begyndelse på en lille ny kærlighedsfortælling i mit liv.