Det er fredag eftermiddag i min by.

Med ruskende fart ned gennem Gothersgade er jeg lige ved at svinge til højre, som jeg plejer, da cyklen standser af sig selv. Tager retning af Kongens Have. Jeg må stige af og trække den, for i dag er vejen en anden. I dag er langsom.

Inde i haven fletter grusstierne sig mellem plænerne, hvor enkelte gule blade ligger og lyser op. Alverdens sprog med kamera om halsen spadserer forbi mig, og klaser af røde bær tynger træernes grene mod jorden. Små stikkende kastanjer ser på mig fra strakte grene og beder mig komme tilbage og hente dem om nogle uger, når de slipper. To alliker diskuterer højlydt hvem af dem, der har ret til skorperne i en efterladt pizzabakke, jeg tysser lidt på dem og lover kastanjen at komme tilbage inden længe.

Jeg krydser alléen og fornemmer springvandet. Mine fødder er lette og flanerer frem mod rosenhaven og en lille bænk. Der sætter jeg mig og bare lytter. Jeg synker ind og er. Sirener hyler fra en ambulance i det fjerne, og rådhusuret slår hel. Lyse og mørke stemmer taler med hinanden lige bag bøgehækken. Og vandet. Ja, vandet.

Alligevel er her stille. Jeg kaldes tilbage til det sted, jeg trækker vejret fra. Det sted, som på en sær måde er mig og alligevel slet ingen. Det sted hvorfra jeg holder alle verdens mennesker i hånden, helt uden at kende dem. Jeg sidder på en prik i København med lukkede øjne, alligevel ser jeg alt og mærker lyset. En let solstråle, jeg spejler mig i og som spejler sig i mig. Jeg stiller skarpt og zoomer ud på en gang.

Stilheden indeni giver plads til billederne. Til åbenheden. De lyse og mørke stemmer bag hækken taler nu helt ind i mig. Op igennem min krop flyder billeder af det, som gør mig let, sammen med mørket, jeg ikke vil give rum, men som tager plads i mig uden at spørge. Jeg mærker allikernes konflikt over krummerne som den fattiges kamp for føde. Mennesker i lidelse, fordi de ikke har nok. Jeg genhører mig selv tysse på fuglene, som for at dæmpe deres råb, nogens virkelighed. Tør jeg se den? Nu mærker jeg både den og tårerne. Og sirenen hyler i mig, mens jeg holder vejret over de tab, jeg har haft og den frygt, jeg har for at miste dem, jeg elsker. Livet og døden mødes i en ambulance. Livet og døden mødes i mit åndedrag. Rådhusuret slår halv og springvandet plasker.

Jeg mærker min uro, byens uro, verdens uro, kampene og frygten. Jeg mærker livets cyklus. Mit åndedræt fletter sig med byens organisme. Vi er det hele. Det lyse, det mørke. I dag har jeg brug for pausen på bænken for at mærke det. Jeg er.