En sten, en visdomssøster
af | PRAXIS | 8. august 2025
Den buddhistiske lærer Thinley Norbu skriver i bogen Magic Dance, i min fri oversættelse:
Fem Visdomssøstre,
Jord, vand, ild, luft og rum.
Hvis vi ikke hengivent kontemplerer jer
bliver I fem hekse.
Hvis vi hengivent kontemplerer jer
bliver i fem engle.
Dedikation til Jord
Du er så tålmodig
overfor hvem end, der vil være på dig.
Hvis du ikke eksisterede
kunne vi ikke være her.
(Norbu, 1999)
Den runde sten ligger godt i min hånd, en lille tålmodig del af kloden. Den er kold, og kulden forplanter sig over i min hånd. Varmen fra min hånd flyttes over til stenen. Jeg har samlet så mange sten på denne strand, hvor jeg sidder nu. Hvorfor samler mennesker mon sten?
Stenen er massiv og stille. Så anderledes end hånden, der har puls og bevægelse, men så alligevel, gjort af det samme stof, grundstoffer, stjernestøv. Jeg ser udover vandet, himlen, klapper hunden ved min side, ser mennesker, der går på stranden og smiler i solen. Alt var engang den samme supernova.
Sten er millioner år gamle. Det svimler lidt med tidsperspektivet. Det er som at røre ved dyb tid. Tid der går langt udover vores fatteevne. Og så sidder vi her og deler det lille nu. Stenen og jeg, min visdomssøster. Stenen har eksisteret længe før mennesker, og vil fortsætte sin eksistens lang tid efter. Vi fatter ikke de usynlige forbindelser mellem stjernetåger, eksplosioner og fragmenter, der ender som sten, hånd, hund eller noget andet.
Sten er tålmodige. Kan man høre universets dybe stilhed i en sten? Ligesom da vi som børn kunne høre havet bruse i en konkylie fra et fremmed sted. Eller kommer stenen fra jordens varme indre og ild?
En hedetur bølger gennem min krop – det er overgangsalderens varme. Det forbigående, intense, velkendte ubehag. Kroppen kan ikke komme af med varmen. Knapper trøjen op og skifter stenen over i den anden hånd. Den er blevet hed, har taget noget af varmen fra min krop og kølet mig lidt ned. Lægger den anden hånd ned mod de andre sten på stranden. Vidunderligt kolde tager de imod min hede. Tak, sten, for at være kolde. Overvejer at lægge ansigtet lidt ned mod stenene, eller hoppe i vandet, men så klinger hedeturen af. Tak visdomssøstre for at være lige her.
Ordet klimakterie dukker op – og tanker om parallellen mellem kroppens klima og klodens klima, der også er ophedet. Gid også klodens hede bare var en overgang. Kroppen og kloden, er forbundet, også gennem al den energi vi mennesker har sat i omløb, som har overophedet kloden.
Rejser mig og kaster stenen i vandet. Hunden er parat til at hente den. Nu ligger den på bunden og køler ned. Både hunden og jeg har lige nu en forbindelse til netop dén sten. Hvis hunden fik lov, ville han dykke ned og hente stenen op. For hunde kan lugte sten, selv under vand. Det har en pige engang fortalt mig. Måske er det tålmodig visdom, der gør, at både mennesker og dyr kan lide at holde sten, og på den måde kontemplere visdomssøster Jord.
Forbundethed – usynlige tråde
I mange kulturer og fortællinger findes billedet af den røde tråd – en skæbnetråd, der væver mennesker og begivenheder sammen. Ofte ser vi først trådene, når vi stopper op. Når vi lytter.
I en tid, hvor meget splitter os – politisk, socialt, miljømæssigt – har vi måske mere end nogensinde brug for at finde det, der binder os sammen. Den usynlige tråd, som ifølge et gammelt kinesisk ordsprog “kan strækkes, men ikke knækkes.”
På en skriveworkshop i Kontemplations blogteam inviterede vi skribenterne til at udforske netop dét.
Vi begyndte tæt på. Med et enkelt objekt – en sten, en fjer, en muslingeskal – noget vi kunne holde i hænderne. Med åbne sanser lyttede vi til genstandens historie, til minder, til naturen. Herfra skrev vi frit, undersøgende og lyttende.
Her kan du læse, hvordan vores skribenter har ladet de usynlige tråde tone frem gennem ord – som spor, som vidnesbyrd, som små glimt af den større sammenhæng, vi alle er vævet ind i.
Foto: Kirsten Rotbøll Lassen
