Jeg er på vej ind på Østerport station. Skal med toget til Allerød. Jeg har mundbind på, og på vejen ned til perronen ser jeg forbipasserende mennesker også iført mundbind. Der er ingen mennesker uden.

Indeni mig opleves det ind imellem som om det er en form for kulisse jeg går rundt i. Som om jeg er statist i en katastrofefilm hvor der er sket et udslip af noget farligt gas. Jeg får også associationer i retning af hospitaler og operationstuer. Det føles uvirkeligt. Meget uvirkeligt. Men det er også bare en helt almindelig tirsdag, og jeg sidder i toget på vej til Allerød. I kupéen sidder mennesker som vanligt. De fleste med deres mobiltelefoner. Hver for sig med hver vores mobiltelefon sidder vi. Men stemningen er ikke almindelig. Jeg mærker frygt og en form for afmagt. Vi er afskåret fra at kunne se hinandens ansigter. Kun øjnene er synlige. Indimellem får jeg øjenkontakt med et andet menneske. Nogle gange når et gensidigt smil op til øjnene. Andre gange ser den anden væk hurtigt. I denne maskeverden mærker jeg en form for forlegenhed og også noget andet. Måske er det sorg over at det er komme så vidt? Eller måske en følelse af samhørighed? Det at vi kollektivt skal passe på hinanden? Og noget nysgerrigt? Hvordan skal vi leve i det her?

Sidder i mine egne tanker og følelser. Ser på dem omkring mig. Og mærker ind i mig selv. Solen skinner, og toget ruller henover skinnerne. En helt almindelig ualmindelig dag. Pludselig er der en masse støj og der lyder et brag fra cykelvognen. Derfra hvor jeg sidder, kan jeg se en ældre dame der er faldet henover sin cykel, og både hende og cyklen er faldet ned på gulvet. Det ser voldsomt ud. Ting fra hendes cykelkurv ligger ud over det hele. Tre mennesker rejser sig og skynder sig hen for at hjælpe hende. I mellemgangen kan jeg se en mand langsomt række sin hånd op mod nødbremsen mens han holder øje med hvad der sker. Det er som om der usagt bliver spundet et net af hjælp omkring den gamle dame. En ung kvinde tager fat i damen og får hende løftet op og sikrer sig at hun kan stå selv. Hun bøjer sig lidt ned og ser ind i damens ansigt. Som vil hun sikre sig kontakt. Damen kan godt stå selv og virker okay, men konfus og forskrækket. Manden i gangen tager hånden ned. Væk fra nødbremsen. Cyklen bliver rejst, og den unge kvinde er alene om at hjælpe nu. De andre er gået. Alle har mundbind på. Den unge kvinde bliver ved med at være der. Ved damen. Hun samler ting op og lægger dem i cykelkurven og fortsætter med at tale og berolige den ældre kvinde som er tydeligt rystet og forskrækket. De er tætte fysisk. Og det er for mig tydeligt at de begge har glemt alt om smittefare. Og tydeligt at den unge kvinde bare handler og hjælper et medmenneske uden tanke for sig selv.

Denne situation har, selv om den også har noget dagligdags over sig og finder sted i dagligdags omgivelser, en kraft og dybde som er svær at forklare, men som måske har noget at gøre med det at Danmark og verden er i en form for undtagelsestilstand. Hvor covid-19 får os til at tænke på for eksempel Den sorte Død eller Den spanske Syge.
Og da det jeg ser hos den unge kvinde, er spontan medfølelse, kommer et andet kraftigt billede til mig, et billede der altid har betydet meget for mig: Frans af Assisi.
Måske også fremkaldt af at jeg i situationen mærker dele af min indre praksis gå i gang. Der er en særlig intensitet i øjeblikket, og jeg får i glimt en form for kontakt til selve dét, at vi som mennesker ejer evnen til medfølelse og spontant kan sætte os selv helt til side for at gøre noget for andre. Det at væren og gøren kan gå i ét, og at vi kan handle uden at tænke. Måske ovenikøbet med fare for os selv.

Kender mange af os ikke det sted af spontan hjælpsomhed? Måske i hverdagssituationer og måske i mere afgørende øjeblikke i et liv. I et slags glimt kommer brudstykker af Frans historie op i min erindring. Måske fordi den og han for mig legemliggør selve medfølelsens grundbillede eller arketype: Han blev født i Asissi i 1100-tallet, i overklassen og opdraget til at skulle overtage farens forretning og til at kunne begå sig i byens forretnings- og selskabsliv. Han blev kendt som en livsnyder og en der ikke holdt sig tilbage. Han elskede fester og kvinder, og han var kendt som en svirebror der førte sig frem i byen. Men en begivenhed i hans liv gør, at hans liv kommer til at tage en radikal anden retning: I Europa på den tid huserede sygdommen spedalskhed. De spedalske skulle bære en kjortel og desuden en træklokke om halsen så andre kunne høre når de kom. Det var ikke tilladt for dem at gå ind i kirker eller på markedet i byen. De blev afskyet og holdt på afstand fra det almindelige liv. Også Frans nærede væmmelse ved de spedalske. Men en dag da han er ude og ride møder han pludselig en spedalsk foran sig på vejen. Helt instinktivt vender han hesten om for at ride i modsat retning. Men der er noget i ham der tøver, og en indre stemme beder ham om at blive. Uden at tænke stiger han ned af hesten og går hen og omfavner den spedalske. Denne spontane handling sætter en stopper for hans hidtidige liv og bliver begyndelsen på hans eksistens som tiggermunk. Og til at han grundlægger franciskanerordenen. I Danmark blev tiggermunkene kaldt gråbrødre på grund af deres grå kutter. Som er en del af også vores danske fortid. I 1400- tallet var der 48 klostre af denne orden i norden.

Disse glimt fra Frans liv farer gennem mit hoved, som erindringer kan, foran den unge kvindes manifestation af medfølelse i handling overfor den gamle dame. Som nu står ved sin cykel. Den unge kvinde er gået tilbage i kupeen og har sat sig ned. Hun tager en flaske sprit op af sin taske og spritter sine hænder. Der hersker en slags fred i hele toget. Alle har set scenariet. For mig føles det som om alle véd hvad der egentlig skete. At det på sin anonyme måde var noget dybt. Eller er denne dybde noget jeg bilder mig ind? I hvert fald mærker jeg håb. Som om situationen er en lille vitaminpille. Et lille boost i troen på os. Det føles som om jeg har været vidne til en form for fælles menneskelig overenskomst. Om det at handle medfølende og det at ville det godt for hinanden. Lige dér på en togtur.

Toget er nået til Allerød. Jeg står af. Ud i solen. Jeg kan tage mundbindet af og trækker vejret dybt ind i hele min krop.

Kirsten Rotbøll Lassen

Cand.pæd. i didaktik (materiel kultur). Diplomuddannelse i billedkunst ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Kunst og kulturlederuddannelsen, Scenekunstens Udviklingscenter.
University College Sjælland. Bachelor i psykomotorik fra Ingrid Prahms seminarium.
Kirsten arbejder som billedkunstner, underviser og konsulent og er siden 2015 projektleder på ”JEG KAN SKABE”– et projekt om undervisning i design og kreative processer for sårbare børn og unge.

Mellem 2012-2020 var hun leder af Designskolen på Designmuseum Danmark.

Kirsten har en mangeårig meditativ praksis og en dansepraksis. Deltager jævnligt i kurser på Vækstcenteret og modtager praksisvejledning.