Kan et enkelt spørgsmål – en formulering som vi har hørt mange gange før – pludselig åbne sig og optages på en ny måde? Er der opstået et sted, hvor ordene nu kan lande og blive liggende? Et sted der er blevet gødet og vandet, og som nu har den helt rigtige sammensætning af næringsstoffer til at suge betydningen til sig?

”Du har et glas foran dig. Er det halvt fuldt eller halvt tomt? Hvad ser du efter?”

Tidligere er dette spørgsmål bare gledet igennem mig. Måske har det gjort et kort ophold. Nu bliver ordene hængende. Jeg kan pludseligt sanse hele glasset. Tomrummet og den del, der er fyldt. Det bliver så tydeligt, hvordan mit sind altid har søgt mod manglen. Mod alt det, jeg ville ønske, var der. Alt det jeg ville ønske, jeg var. Hvis bare jeg havde… Hvis bare jeg var mere…

Energien siver ud af mig, når jeg bevæger mig i dette lag, hvor der fokuseres på mangel, på fravær. Stemningen påvirker min kropsholdning, min vejrtrækning, mit blik. Alt. Den har været der så længe, jeg kan huske. Denne tomhed. I de senere år har jeg forsøgt at bære omsorg og kærlighed til den og efter bedste evne forsøgt at fore den med lys. Er det alle de gentagne bestræbelser, der nu begynder at bære frugt? Alle de gange jeg har holdt mine indre børn på skødet og strøget dem over håret og taget dem til mig med alt, hvad de rummer? Har det gødet jorden, så jeg nu også kan se indholdet? Tænk at føre glasset til læberne og nyde indholdet. Dufte, smage, synke. Fordøje. Tage næring.

Når man hører og læser neuropsykologen Rick Hanson, har disse erfaringer måske en videnskabelig vinkel. Han fortæller om, hvordan hjernen har et ”negativitetsbias”. Hvordan den – som velcro – griber fat i de negative oplevelser og – som teflon – afviser de positive. Vores forfædre har for at overleve været nødt til at se efter og indprente sig enhver fare. Når de var udsat for noget eller nogen, der truede deres overlevelse, var det af største nødvendighed, at de kunne huske det. På den måde ligger dét at se efter det farlige, det svære, indlejret i vores neurale netværk. I hjernens opbygning. I hele det magiske feedbacksystem, som vores krop er. Vi har trænet det at være vagtsomme over for det, som kan true os. Trænet det at se efter manglerne for at sikre vores overlevelse. Engang var det for at genkende farlige dyr eller minimere risikoen for at blive udstødt af stammefællesskabet. I dag – i hvert tilfælde i de dele af samfundet, hvor vi er så privilegerede at leve i tryghed for krig, sult og fattigdom – er der andre ting, der får os til at være på vagt. Et blik, en bemærkning eller en presset deadline kan sætte gang i en hel kaskade af bekymringer og påvirke biokemien i hver eneste celle i os, så tanker, krop og interaktion med andre påvirkes.

Det gode budskab er, at hjernen er plastisk. Foranderlig. Vi kan lave nye netværk. Vi kan træne det at se efter, opfange og sanse de gode øjeblikke, som så let går tabt, når vores indre vagthund patruljerer. Det er muligt at væve gode oplevelser ind i hjernens netværk. Ikke for at negligere det, der er svært, eller fordi det ikke må være der. Men for at få adgang til begge måder at være i livet på. Det kræver vedholdenhed og træning. Fuldstændig som hvis man skal opøve en hvilken som helst anden færdighed. Rick Hanson taler om de små tings lov. At hver lille ting adderes og tilsammen bliver til et større hele. I denne TED Talk gennemgår han en sådan træningsmetode. Han beskriver, hvordan man kan genkalde sig en glædelig oplevelse og bruge tid på at folde den ud. Hvordan man skal prøve at åbne til så mange billeder og sansninger som muligt og dvæle ved oplevelsen, så den går fra korttidshukommelsen til langtidshukommelse. Så det at have øje for det gode efterhånden kan blive til en vane på linje med det at se efter farerne.

Det giver mening. Hvordan man træner vil være forskelligt. Selv er jeg så taknemmelig for alle de lærere, jeg har mødt på min vej, som har hjulpet mig med redskaber. Så taknemmelig for alle disse invitationer til at udvide perspektivet.

I disse dage har jeg kunnet mærke en jagende smerten i lænden efter at have malet gulvet i soveværelset. Irritationen over at måtte sætte alt på stand-by brænder, imens jeg humper rundt. Malerspandene fylder. Her er rodet. Få stillinger er komfortable. Den middagsaftale, jeg har glædet mig til, må jeg aflyse, og en murrende bekymring for om det er alvorligt, kommer jævnligt på besøg. ”Hvorfor holdt jeg dog ikke pause, da jeg mærkede kroppen værke?” ”Kan jeg dog ikke lære at stoppe op?” Den indre dialog spiller i de samme velkendte riller. Men der er også noget andet. Det er som om, jeg har et større råderum.  Der er også fuglene, som synger uden for vinduet. Der er også foråret, der folder sig ud. Den dampende the i koppen med nye skud af mynte og gylden honning. Duften af den tigerbalsam jeg har fået smurt på lænden af et par kærlige hænder. Det går op for mig, at det også er den daglige meditationspraksis, der har gødet jorden. Kropsscanningerne, åndedrætsøvelserne, det at spise med nærvær, fornemmelsen af fodsålerne under den gående meditation. Sanse foranderligheden. Om det er mørkt eller lyst, koldt eller varmt. Roligt eller kaotisk. Skiftene imellem de forskellige registreringer. Pendulets svingninger. Denne træning i at registrere har sat sig spor. Gødet jorden og udvidet territoriet.

Jeg vender mig om på siden. Det jager i lænden, men smagen af myntetheen er der også, og de varme hænder er inden for rækkevidde. Koppen er ikke halvtom. Den er halvt fyldt.

Hanne Linde
er billedkunstner og mindfulnessunderviser. Hun har lang erfaring med at undervise både børn og voksne og er ansat i Gentofte Kommune som undervisningskonsulent i kreativitet, relationskompetencer og nærværstræning. Hanne er en del af Kontemplations team og værtinde på flere af vores retreats og kurser.
Læs mere om Hanne her: hannelinde.dk