Jeg hænger i skrivende stund i luften.

Lyset udenfor flyets små vinduer er på 20 minutter skiftet fra gult til orange over pink og er nu blåligt. Horisonten som før var skabt af et farverigt skylag med en næsten fuld måne ovenover er nu udvisket.

Jeg er på vej hjem fra Denver, Colorado, hvor jeg har brugt de sidste fem dage sammen med godt 6000 andre antropologer til det årlige AAA; The American Anthropological Association Meeting. Oplevelsen af konferencen har inspireret mig til at færdiggøre dette blogindlæg om nervøsitet.

Jeg er altid blevet nervøs når jeg skal præstere, men i skolen og særligt på universitetet har jeg lært at nervøsitet bør skjules.

På ph.d. uddannelsen har jeg deltaget i et kursus der lærer én at levere gode akademiske præsentationer. Hovedbudskabet var, som jeg forstod det, at den gode præsentation leverer et budskab selvsikkert, klart og struktureret. Det forstyrrer lytteren og man mister sin autoritet, forklarede underviseren, hvis man som oplægsholder viser sin nervøsitet.

Jo længere jeg er kommet i min uddannelse jo større pres har jeg følt for ikke at udvise nervøsitet.

Hvilket har gjort mig endnu mere nervøs.

På et tidspunkt tidligere i år beslutter jeg derfor at gøre en ekstra indsats for at bringe nærvær ind i min nervøsitet; at opdage og undersøge alle de situationer hvori jeg er anspændt for at forstå hvad der ligger bag. Jeg vil lære min nervøsitet at kende.

 

 

Første gang dette lykkes er en dag i min sommerferie, hvor jeg er med min ven, Beau Fredlund som er er ekstrem backcountry skiløber, ude i Montanas landskab for at opleve ham føre sin store lidenskab ud i livet på sæsonens absolut sidste ski-dag.

Vi er kørt op til Beartooth Pass hvor han på forhånd har observeret at der stadig er en smule sne.

Da Beau har tjekket forholdene og lagt en strategi for at køre ned ad to stejle og smalle sne-passager skal vi finde et sted hvorfra jeg kan tage billeder. Vi udvælger en klippe over den ene passage. Klippen er porøs. Hvert andet skridt jeg tager udløser en mikro-lavine af småsten. Jeg kan mærke hvor uvant jeg er med at opholde mig på siden af klippefremspring, mine ben virker ustabile under mig og mit hjerte banker. Jeg tænker umiddelbart at min nervøsitet i dette tilfælde har både en negativ og en positiv effekt. Den får mig til at passe på, men samtidig gør den også mine skridt usikre. Jeg finder til sidst et fast ståsted og Beau, som står og observerer min famlende færden, rækker mig kameraet oppefra. Vi sender hinanden ’thumbs up’ og han går op for at tage ski på og begynde turen ned igennem kløften. Udsigten fra mit ståsted er fænomenal; Beartooth bjergene er i denne højde nøgne rødlige kæmper. Nede i dalen indrammer grønt en række turkisfarvede søer.

 

 

Beau begynder sin nedfart. Det ser helt vildt ud, som om det fysisk ikke burde være muligt. Koncentrationen er malet i hans ansigt og han bevæger sig elegant nedad. Et stykke nedenfor mig stopper han op ved en teknisk særlig svær passage og jeg kan fornemme hans højlydte åndedræt. At dømme efter udåndingsintervallerne og mængden af luft tager han hurtige, kraftige indåndinger hvorefter han ligeså kraftfuldt presser luften ud igen. Jeg glemmer min egen nervøsitet af betagethed. Hvad er det han gør?

Senere, da vi begge sidder nede ved søen og gør klar til at fluefiske spørger jeg Beau hvad det var han gjorde med sit åndedræt. ”Jeg fokuserede min energi”, svarer han. Han forklarer at han blev særligt bevidst om sin egen skrøbelighed ved at observere min nervøsitet på kanten af klippen. Det forhøjede hans energi. Jeg spørger om det var dårligt for hans oplevelse og Beau svarer; ”Det kan være risikabelt at blive nervøs, men kun hvis man ikke formår at målrette energien. Hvis jeg fokuserer min energi, så kan jeg bruge den forhøjede intensitet til at udføre manøvren”. Jeg mærker med det samme at det Beau fortæller mig er vigtigt, og i bagklogskabens lys ser jeg at hans ord er med til at skabe en åbning. Via min egen oplevelse på klippefremspringet og Beau’s ord åbner jeg op for en erkendelse af at nervøsitet kan anskues på mange måder og at det perspektiv vi vælger at tage har stor indflydelse på den effekt nervøsiteten får.

 

 

Anden gang jeg formår at bringe nærvær ind i min nervøsitet er under et seminar i august. Seminaret har en legende og kreativ tilgang til det at bedrive videnskab og jeg nyder dagene i smukke sønderjyske omgivelser fuldt ud.

100 danske antropologer, som på forhånd har inddelt sig i 13 forskellige paneler efter fagtematisk interesse, samarbejder med to islandske kunstnere om at skabe ”en totemisk dialog”. Ved ankomsten giver vi hver især en lille personlig ting til kunstnerne som skaber en form for totem-skultpur der passer til hvert panels tema. Paneldeltagerne får efter to dage deres totemskulptur tildelt med opgaven at skrive en kort tekst om skulpturen, som samtidig indfanger essensen af de diskussioner de i løbet af konferencen har haft.

Jeg bliver tildelt opgaven at beskrive vores panels skulptur og jeg er høj af glæde over udfordringen. Jeg oplever at døren til et andet kreativt rum, end det jeg normalt tillader mig selv at arbejde akademisk fra, bliver åbnet på vid gab. Jeg bliver følelsesmæssigt grebet af mit panels emne; The Anthropology of Moaning, og jeg er overvældet over hvor fint skulpturen synes at muliggøre en helt ny måde sætte ord på de diskussioner vi har haft.

Seminaret afsluttes med at vi som har beskrevet skulpturerne skal præsentere værket for de andre. De fleste beskrivelser er humoristiske og stemningen er munter. Jeg glædede mig til at fremføre min poetisk klingende tekst til den interessante skulptur, men nu bliver jeg overvældet af nervøsitet. Jeg oplever at jeg har grebet opgaven lidt anderledes an. Jeg føler mig sårbar. Hjertet banker, det flimrer for øjnene og mine hænder begynder at ryste. Jeg tænker: ”Åh nej, hvad må de andre ikke tænke om at jeg bliver nervøs over sådan en opgave? Åh nej, nu ryster mine hænder endnu mere! Åh nej, jeg kan ikke gemme mine hænder bag noget”.

Da jeg skal præsentere skulpturen, kan jeg knap læse min korte tekst, så nervøs er jeg. Jeg er så pinlig berørt af situationen at jeg kunne krybe i et musehul – og dér går det op for mig. Jeg er mindst lige så nervøs over at det kan ses på mig at jeg er nervøs, som jeg er for at fremlægge.

 

 

Tredje gang jeg formår at være nærværende med min nervøsitet er til en international tværfaglig konference i Århus. Jeg er én ud af to ph.d. studerende, som er inviteret til at holde oplæg. Resten af deltagerne er post-doc’s, adjunkter, lektorer og professorer. Det frembringer en følelse af at jeg må udmærke mig ekstra meget for at fortjene min plads som taler. Jeg skal fremlægge som den allersidste på konferencens tredje og sidste dag.

Jeg er nervøs fra morgenstunden.

Da vi når frokost kan jeg intet spise og da vi efter pausen er tilbage i foredragssalen har jeg kvalme, jeg er svimmel, jeg har ondt i maven, stikken for brystet og flimmer for øjnene.

Så husker jeg mig selv på min intention om at bringe nærvær ind i oplevelsen: Jeg tillader mig at mærke mit ubehag, at registrere omgivelserne. Derved opdager jeg at den grad af fysisk ubehag jeg oplever er ude af proportion med den situation jeg er i.

Denne indsigt kan, mærker jeg, godt eksistere samtidigt med at jeg lader ubehaget være som det er.

Jeg beslutter mig for at lave en kort meditation: Jeg lægger først mærke til de ting og følelser som også er til stede ud over nervøsiteten; stolen under mig og fødderne mod gulvet, tøjet mod min hud. Derefter ser jeg på omgivelserne, for ligesom at komme ud over mig selv. Jeg ser ud af vinduet på træerne der blæser i vinden og menneskene der går forbi med ørene trukket op til skuldrene, og jeg betragter de andre i foredragssalen, alle de som er langt højere i det akademiske hierarki end jeg selv. De ser meget forskellige ud og alligevel så genkendes de unægtelig som mennesker. Fra det sted i mig selv, der ligger inde bagved min nervøsitet kan jeg pludselig se at de endog er helt almindelige mennesker – ligesom jeg selv. Pludselig ved jeg at nervøsitet også er en del af deres liv og at de ligesom jeg selv er blevet trænet i at forsøge at skjule det, og så er det jeg fatter sympati for dem. Jeg mærker at hierarkiet er konstrueret og at vi alle er i samme båd.

Jeg får lyst til at grine. Det forekommer mig pludselig som vanvid at jeg skal miste min autoritet hvis jeg viser min nervøsitet.

Jeg bliver for en stund rolig, men nervøsiteten kommer tilbage da jeg står nede foran i salen med mine powerpoints bag mig. Da jeg skal udpege det geografiske område for min forskning på et kort med en laser bliver min nervøsitet amplificeret i laserlyset, og i stedet for at pege på en lille landsby i det nordlige Kamchatka får min rystende hænder den røde prik til at flyve frem og tilbage henover hele Rusland. Mit oplæg handler om vodka og spirits og nu er det at jeg helt uventet for mig selv laver en joke: ”Det er som om min krop er besat af en ånd, jeg har helt mistet styringen”, siger jeg med et smil og fortsætter; ”men det passer jo fint til mit tema”.

Post-doc’ene, adjunkterne, lektorerne og professorerne ser grinende ned på mig. Nervøsiteten er afløst af en konstruktiv energi, og jeg nyder at dele den forskning jeg finder så spændende med tilhørerne. Efter oplægget udtrykker flere at de deler min begejstring. En enkelt velmenende deltager trækker mig dog til side med ordene: ”Jeanette, bare til en anden gang; du behøver ikke at italesætte din nervøsitet. Du kan jo godt”.

Hvor mange gange har jeg ikke hørt det? ”Du skal ikke være nervøs for du kan jo godt”. Når man siger sådan lyder det for mig som der bliver sat lighedstegn mellem nervøsitet og ’ikke at kunne’. Med en sådan forestilling er det åbenlyst at nervøsitet forårsager tab af autoritet.

En fandenivoldskhed gennemstrømmer mig og jeg beslutter mig i dette øjeblik for aldrig mere at forsøge at skjule min nervøsitet, hvilket bringer mig frem til slutningen på dette indlæg.

 

 

Konferencen i Denver er en god oplevelse. For første gang italesætter jeg overfor kollegaer alt hvad jeg er nervøs for i sådanne sammenhænge; for ikke at passe ind, for ikke at kunne finde på noget klogt at sige, for de store forsamlinger, for forventningerne om at skabe netværk, for at gå alene og se forkert ud, for at møde én jeg burde vide hvem er fordi han eller hun er en stor kanon og så indrømme at jeg ikke ved hvem vedkommende er, for at holde oplæg, for at virke asocial fordi jeg har brug for også at være alene.

Og så sker der noget interessant; jeg bliver ikke særlig nervøs.

Jeg går for det meste rundt alene, jeg går tidligt hjem fra sociale events om aftenen for at lade op, jeg forsøger ikke at foregive at være noget andet end jeg er, og da nervøsiteten kommer kort før min præsentation tænker jeg på det Beau sagde i sommers; ”hvis jeg fokuserer min energi, så kan jeg bruge den forhøjede intensitet til at udføre manøvren”. Og jeg tænker på det jeg indså under forrige konference; nervøsitet er almenmenneskelig, og jeg synes vi skal have lov til at udtrykke vores menneskelighed.

Min præsentation går fint. Jeg er nervøs men jeg er ikke pinligt berørt over det. Hænderne ryster lidt og jeg lader dem ryste. Der kommer uro i kroppen og jeg lader den bevæge sig. Jeg ser på de der er kommet for at lytte. De virker upåvirkede af at jeg lader min nervøse krop gøre hvad den vil. Fire minutter inde i mit oplæg bliver nervøsiteten til en konstruktiv energi og jeg kan mærke at mit budskab når helt ud, også til de som sidder bagerst i lokalet.

Jeg vil slutte dette indlæg med at sige at jeg tror nervøsitet er en fuldstændig normal reaktion på en ydre påvirkning, og at det er vores indbyggede forestillinger herom der gør fænomenet så problematisk. For er en af vores medfødte drifter ikke frygtdriften? Og rummer denne drift ikke også årvågenhed, nysgerrighed, mod, vilje og livskraft?

Jeg bliver mere og mere overbevist om at alting rummer hinandens modsætning, men forsøger vi at undertrykke den ene side af et fænomen vil det være netop den side som bruser frem.

Jeg hænger i luften. Der er sort udenfor flyets vinduer.

 

Foto: Jeanette Lykkegård