Et ”sted hvor der udføres forsøg og undersøgelser af forskellig art”. Således lyder definitionen på et ’laboratorium’ ifølge ordnet.dk. Jeg forestiller mig at MBSR-forløbet er et sådant laboratorium…

Et laboratorium hvor vi alle tages ud af den travle hverdag og for en stund, to og en halv time, er sammen i et rum hvor vi udfører forsøg og undersøgelser af os selv og hinanden. Umiddelbart virker disse undersøgelser og forsøg måske navlebeskuende eller egoistiske, men jeg mener faktisk at de grundlæggende retter sig mod noget uden for hver især; mod noget der måske er større end det enkelte individ. For mig virker det intuitivt at når man udvider rummet i sig selv, udvider man ikke blot rummet til sig selv, men også til andre mennesker og verden. Og jeg tænker at det blandt andet er det vi træner i på forløbet i MBSR.

I dette dagbogsindlæg refererer jeg til aktiviteter fra nogle af vores undervisningssessioner. De udgør en mindre del af forløbet, men jeg betragter dem alligevel som vigtige og yderst givende fordi de på én og samme tid inviterer os til at udforske grænselandet i os selv på en nænsom måde.

Flikflak i slowmotion
I laboratoriet kommer vi alle fra forskellige liv og med en baggage der er fyldt op af ligeså mange forskellige ting. Jeg forestiller mig at vi i forløbet udforsker og lærer forskellige aspekter af det indre rum at kende.

Til vores tredje laboratoriemøde i mandags udforskede jeg aspektet der har at gøre med bevægelse og kroppen i samspil med andre. Vi skulle lave en øvelse der bestod i at gruppen løftede og drejede en person rundt i en vertikal slowmotion-flikflakbevægelse. Peter er garvet idrætsmand, og det var virkelig rart at mærke hans erfaring på dette felt, og at han nok har guidet hundredevis af personer igennem sådan en ved-første-øjekast vild øvelse. Samtidig synes jeg også det er enormt dejligt at mærke Hanneli og Peters engagement ved at udfolde kreativiteten i en lidt mere utraditionel MBSR-øvelse der kun er med til at berige forløbet med en art ’skræddersyning’ til gruppens behov. Hvis man havde lyst til at blive drejet rundt, skulle man forsøge at slappe af og stole på de andre i gruppen der drejede én. Øvelsen involverede altså en del fysisk kontakt med hinanden og hvis man skulle drejes rundt, kom man især tæt på de andre og deres berøringer på kroppen.

Udforskningen af det indre grænseland
Når jeg udforsker dette aspekt af rummet, bliver jeg mere bekendt med det, og jeg får mere mod på at driste mig ud i sådan nogle lege med andre som jeg ikke nødvendigvis kender særlig godt i forvejen. Det er som om at det ikke kun er en større kropslig åbenhed og tilpashed jeg træner når vi for eksempel slår flik-flakøvelser, leger grænsesættende lege eller sidder ryg mod ryg og trækker vejret. Men som om jeg også øver mig i at blive bedre til at mærke efter så jeg kan sige fra eller til, når jeg mærker der er behov for det undervejs i de øvelser vi laver. Måske er det fordi jeg lærer sider af mig selv bedre at kende så jeg gradvist finder ud af hvor mine grænser går.

Grundlæggeren af MBSR-programmet Jon Kabat-Zinn, accentuerer med bogen Full Catastrophe Living det betydningsfulde i at gå til grænsen og overskride den – at se katastrofen i øjnene og lære den at kende som forudsætningen for at blive gode venner med den. Vi undersøger grænserne i MBSR-forløbet og overskrider dem også, men aldrig med følelsen af at presses ud i ekstremt grænseland i os selv. Det er måske netop følelsen af altid at have et stillads omkring sig der gør, at man i MBSR-rummet tør træde ud med ukendt grund under fødderne. Jeg mærker i hvert fald en form for venlighed og empati gruppen imellem når vi alle er samlet i vores nænsomme laboratorium. Måske hænger det sammen med villigheden og modet til at give lidt slip, blotte sig og vove sig ud i sit indre ukendte land; Måske er det på grund af den indbyrdes usagte forståelse for dette vigtige arbejde. Eller måske – så kan det også hænge sammen med at de kropslige aspekter der er centrale for MBSR-forløbet fx ved kropsskanning, yoga eller en fælles øvelse, kan forbinde sig med et hjerteligt der både peger indad i den enkelte, men også udad i gruppen.

Dermed træner jeg mig ikke bare i en større tilpashed ved at være i min krop eller udforsker min bevidsthed om den, men jeg træner, bliver bekendt med og udvider også mit indre hjerterum til gavn for mig selv og andre.