Det er en sen sommeraften. Jeg ligger i et telt på en naturplads på Fur. I et smukt landskab med udsigt til Limfjorden. Her er langt til det nærmeste hus, og jeg er alene. Jeg mærker en anspændthed og vagtsomhed, idet mørket er ved at falde på, og ved udsigten til at skulle tilbringe natten her.

Som jeg ligger i teltet i min sovepose, hører jeg en kvindestemme. ”Reiki” kalder hun. Der er noget ved hendes stemme, der gør, at jeg slapper af. Lidt efter hører jeg en hund snuse rundt om teltet, og en mandestemme blander sig med kvindens. De vil slå lejr her. Stemmerne er rolige og dæmpede, og der sænker sig en ro over pladsen, mens de får gjort sig klar til natten.

Det bliver morgen, og vi står op nogenlunde samtidig. Vi siger godmorgen til hinanden, og passer ellers vores eget. Jeg er begyndt at pakke mine ting sammen, da jeg hører dem tale om at skulle meditere. Det studser jeg lidt over. De sætter sig, først manden, så kvinden, på en skråning ved pladsen. Der går lidt tid, og så får jeg en indskydelse til at sætte mig og praktisere med dem. Jeg sætter mig et stykke derfra foran et tomt shelter og påbegynder min praksis.

Idet jeg får mig sat, fornemmer jeg, at noget er anderledes. Det første jeg lægger mærke til, er en øget intensitet, en slags fortættethed i energien eller en fordybelse. Jeg oplever en form for felt omkring naturpladsen, vi befinder os på denne sommermorgen. Et hjerteligt og åbent felt jeg bare kan koble mig på eller læne mig ind i. I det felt opstår en følelse af forbundenhed med de to, ellers fremmede, mennesker, der sidder på skråningen et stykke derfra. En forbundenhed der, på en måde, bevæger sig ud over jeg’et, og spørgsmålet om vi kender hinanden eller ej. Denne oplevelse bliver jeg dybt berørt af.

Jeg har tidligere haft lignende oplevelser, hvor praksis fordyber sig på denne måde. Det har altid været i fællesskab med andre praktiserende. Sammen med andre, i større eller mindre grupper, har jeg oplevet, hvordan der kan ske en fortætning af den meditative atmosfære, som jeg ikke oplever på samme måde, når jeg praktiserer alene. Det er noget af det virkelig værdifulde, et fælleskab kan tilføre praksis: Hvilket vel også er en del af grunden til, at etableringen af et praksisfællesskab har afgørende betydning i alle spirituelle traditioner.

Indenfor buddhismen benævnes dette fælleskab sanghaen, og refererer her til et fællesskab af buddhistiske praktiserende. Sanghaen udgør en af de tre juveler. Jens- Erik Risom, som er forfatter og underviser på Vækstcenteret formulerer det på denne måde. ” Traditionelt har man værdsat tre typer af relation i forhold til spirituel udvikling. Man skal finde en lærer, som man svinger med. Man skal følges med ligesindede, som også forholder sig til denne lærer. Og man skal finde en praksis, som passer til en og som læren kan supervisere brugen af. Buddha, Sangha og Dharma som det hedder indenfor den Buddhistiske tradition”

Et sådant praksisfælleskab kan bestå af mange mennesker, eller en mindre gruppe, der har valgt at gå den samme spirituelle vej.  En gruppe som, på en måde, er hoppet ombord på samme skib på rejsen igennem dette liv. Udover at tilbyde muligheden for øget fordybelse vil en sådan gruppe også være en støtte i den enkeltes helt almindelige hverdagsliv. En støtte til at holde fast i praksis, når opmærksomheden og energien bliver trukket i alle mulige andre retninger, og dele af jeg’et overdøver den dybe, men måske mere lavmælte spirituelle længsel og intensionen om at praktisere. I sanghaen har man også vidner til sin proces og sin udvikling, sit lys og sit mørke. Ligesom man selv bliver vidne til, og får lov til at opleve andre menneskers liv udfolde sig på et lidt dybere plan til glæde og inspiration.

Thich Nhat Hanh taler om sanghaen i et mere udvidet perspektiv. Han skriver at medlemmer af en sangha også kan være træerne, havet, fuglene eller luften. Lignende perspektiv finder man også tilbage i nogle af de gamle sutraer. Hvis vi er nærværende, og virkelig lytter til naturen, kan vi også hente støtte, inspiration og indsigt til vores praksis her. Som Thich Nhat Hanh siger ”The whole cosmos is preaching the buddhadharma and practicing the buddhadharma. If you are attentive, you will get in touch with that sangha.” På en måde peger det også i retning af den forbundenhed der er ikke alene imellem os mennesker, men også mellem alt levende.

Tilbage på Fur denne sommermorgen har jeg pakket mine ting sammen, og er gået op til min bil. Her møder jeg kvinden, og vi falder i snak. Det viser sig, at hun og hendes mand, ligesom jeg selv, kommer på Vækstcenteret. Det har de gjort de sidste 33 år. Det kan man på en måde godt kalde et møde med sanghaen. I en udvidet form måske.

LÆS OGSÅ:

⋙ Om spirituelle fællesskaber her.

⋙ “Spiritualitet i vores tid”, omtale af Jens-Erik Risoms bog

⋙ “What is a sangha”, en artikel af Thich Nhat Hahn:

Blogindlægget er indlæst af Hanne Linde.

Celinah Malue Jakobsen
er kommunikationsansvarlig for Kontemplation på de sociale medier.
Hun er psykomotorisk terapeut og yogalærer og underviser i meditation, yoga og stresshåndtering. Hun er medunderviser på flere af Kontemplations retreats.
Celinah trives under åben himmel og har, med baggrund i en mangeårig erfaring med meditation, arbejde med kropsbevidsthed og retreats, en særlig interesse for naturens indflydelse på den menneskelige bevidsthed.