På denne sommers stilhedsretreat var der lejlighed til at beskrive en situation hvor vi havde oplevet at der blev stille. Gerne en situation der var foregået for længe siden – og huskende på at stilheden kan opstå midt i ydre larm eller intensivitet. Måske var det den påmindelse der fik mig til at tænke på én af de mest intense situationer jeg har oplevet i mit liv:

Dagen var begyndt som vanligt. Jeg forventede endnu et langt, roligt stræk hos Sama, en jaguar jeg som frivillig i rehabiliteringsorganisationen Communidad Inti Wara Yassi passede på det tidspunkt. Om morgenen var jeg gået et par kilometer langs Rio Capare fra den hovedvej der går gennem Vila Tunari fra Cochamamba til Santa Cruz i Bolivia, for at komme ud til hans bur. Med mig havde jeg to friske æg og en spandfuld råt kød til Sama.

Hans bur lå nogle hundrede meter fra flodlejet i tæt jungle. Fra buret var udspændt to lange runners, stålwirer som han kunne fastspændes til og som i dagstimerne gav ham mulighed for en vis bevægelsesfrihed. Helt fri ville han aldrig blive. Samas mor blev skudt da han var en killing, og han blev solgt på det sorte marked til en familie. Her boede han til han begyndte at blive stor – og uhåndterlig. Familien forsøgte så at sælge ham til et cirkus, men heldigvis blev det opdaget, og han kom hertil.
Sama kunne bedst lide den runner der løb ned mod floden. Måske fordi der var et lille vandløb som han nød at køle sig i. Det var også den runner jeg havde fastspændt ham til denne morgen. Jeg havde brugt et æg som afledning. Mens Sama spiste ægget, hvis skal han knuste med snuden, satte jeg den stærke karabinhage fast til hans halsbånd. Så gik jeg om på den anden side af buret og trak lågen til hans bur op, og han gik ud for at undersøge sit territorie.
Jeg gik ad min sti ned mod floden, og han ad sin. Vi var sammen på den måde, i sikker afstand til hinanden.

På et tidspunkt går han ind i noget buskads. Han plejer fint at kunne manøvrere rundt dér, selvom han hele tiden er forbundet med reb til runneren. Men denne gang får han sig snoet rundt om en gren og kan ikke komme fri. Jeg kan se først irritationen, så panikken i hans kropsbevægelser. Og jeg mærker en frygt i mig selv. Hvad sker der nu?
Jeg kan ikke gå ind og hjælpe ham. Det er alt for farligt.
Jeg venter lidt for at se om han selv kan klare det.
Det lykkes ham at få knækket den gren han sidder fast i, men rebet er fortsat viklet omkring den afbrækkede gren. Det har gjort rebet for kort til at han kan bevæge sig rundt.
Efter en stund véd jeg at Sama på én eller anden måde skal fastspændes til et andet reb. Hvilket betyder at jeg på én eller en anden måde skal ind på hans territorie og helt tæt på ham, mens han er uden for sit bur.

Jeg tilkalder hjælp over walkie-talkien. Det føles som en evighed inden fire mænd dukker op. I mellemtiden har jeg skiftevis haft medfølelse med Sama og følt frygt på egne vegne. En jaguar er ikke særlig høj, men den er cirka ni gange så  stærk som et menneske, og dens bid er tre gange så kraftigt som en løves. Samas kæber er stærke nok til at knuse en landskildpaddes skjold. Og store pattedyrs kranier.
Det tager normalt minimum en uge før Sama tillader et fremmed menneske at komme sig nær når han er inde i sit bur, og mennesket er udenfor buret. Jeg véd derfor at det er mig og ikke én af de fire mænd som han ikke kender, som skal sætte en ny karabinhage i halsbåndet.
Én af mændene har en tre-fire meter lang pind med en krog med. Han får den sat fast i Samas halsbånd. Planen er nu at de fire holder Sama i ro ved hjælp af den lange pind, mens jeg går ind og sætter en ny karabinhage fast i halsbåndet.
Sama er ude af sig selv, vel sagtens i en blanding af frygt og vrede. I hvert tilfælde er han fuld af kampgejst. Hans brøl er så kraftige at jeg kan mærke vibrationerne i min egen krop. Jeg har aldrig hørt noget lignende.
De første to forsøg på at sætte en ny karabinhage i halsbåndet mislykkes. Idét jeg nærmer mig Sama, springer han frem og bider efter mig med enorme brøl. Jeg springer hver gang tilbage med bevægelser jeg ikke anede jeg mestrede. Sådan er det måske når man har livet som indsats? At kroppen viser uanede ressourcer?
Mændene finder en løsning hvor de ved hjælp af deres kropsvægt og adskillige træers støtte kan fastholde Sama, og til sidst lykkes det mig at få den anden karabinhage fastgjort. Jeg er som i en tåge og sætter mig omtumlet ned et øjeblik mens mændene får skåret det gamle reb over og derefter sprunget udenfor Samas rækkevidde.
Der er en masse tumult, det er som om min krop er gået i chok, og jeg véd ikke præcis hvordan, men pludselig er Sama i sit bur. Der sidder to mænd ovenpå buret og holder lågen nede. Sama er stadig forbundet med runneren via det nye reb, og hver gang han rykker i rebet presses lågen op.
”Jeanette, låsen!”, råber en af mændene på spansk. Jeg finder kædelåsen og får med famlende hænder låst lågen, og mændene hopper ned fra buret.

Vi klarede det! Vi er alle i sikkerhed!

Nu mangler kun én opgave, at få løsnet Sama fra rebet. Der er kun én til at gøre det, og det er mig. Og jeg skal være alene.
Jeg sender mændene væk igen, med tak. Jeg ser i deres øjne at de glæder sig til at jeg kan melde at alt er ok.

Adrenalinen raser i min krop. Om lidt skal jeg sætte min hånd ind til Sama og løsne karabinhagen. Jeg véd at det kun kan lykkes hvis jeg er rolig. Sama ser både vred og såret ud. Han vil gerne væk fra lågen, men det kan han først komme når jeg har fået løsnet ham.
Jeg tager det andet æg i hånden og sætter mig foran lågen.
Jeg har ingen praksis på det tidspunkt, men instinktivt kontakter jeg åndedrættet og prøver at finde roen og tilliden.
Jeg vipper ægget ind til Sama. Han ignorerer det. Hans fokus er på mig. Jeg lader min højre hånd nærme sig gitterlågen. Han knurrer.
Jeg sætter mig igen til rette foran ham og mærker pludselig hvordan medfølelsen et øjeblik overstiger angsten. I samme nu lægger han sig ned og kigger op på mig. Der breder sig en stilhed mellem os. Jeg føler en samhørighedsfølelse. Jeg rækker hånden ind til ham og løsner karabinhagen uden at røre ham. Han ligger fuldstændig roligt. Det føles næsten magisk.
Med begge mine hænder i behold lægger jeg mig ned på jorden. Sådan ligger vi et øjeblik sammen.
Et øjeblik forbundne i et stille fælles rum.
Så rejser Sama sig og går op på sin anden etage. Jeg kalder op på walkie-talkien: ”Alt er som det skal være”, siger jeg.

* Sama døde i 2017 efter nogle gode år i en ny større indhegning, hvor han kunne bevæge sig frit omkring og var fri for reb og runnersystemer.

Jeanette Lykkegård
er antropolog og har skrevet ph.d.-afhandling om livs- og dødsprocesser blandt den shamanistiske befolkningsgruppe tjuktjerne som lever i det østlige Sibirien. Jeanette er en del af teamet bag Kontemplation, hvor hun har medvirket på en række kurser og retreats. Hun modtager undervisning og praksisvejledning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg.