Et stykke fjeld i hånden
af | GLIMT | 29. august 2025
En ørred er på vej op ad elven. Modstrøm og opstigning.
I min venstre håndflade ligger et stykke fjeld, jeg samlede op en sommer i Norge. Stien, jeg fulgte, snoede sig mellem birketræer og klippestykker, dækket af grønt mos. Mellem træerne, et tykt lag hvidt lav. For enden af stien, højt oppe, stod jeg længe stille i udsigten. I det fjerne den hvide iskappe.
Stenen ligger i min hånd nu, mens jeg ser ud over byens tage. Skorstenene i det fjerne, S-togets hvinen. Bare tæer på fyrreplankerne. Stenen ligner til forveksling et hvilket som helst andet stykke grundfjeld.
Jeg trækker vejret ind i stenen. Oversiden med lysegrønne aftegninger af en slags mos, nu helt tør som vinterblomster. Og små orange pletter af plantevækst. Begge mosarter taler et sprog, som både ingen og alle forstår.
Undersiden af mit fjeldstykke er mørk. Livløs, kun fint støv og dybe furer, som afslører, at det engang var en del af noget større, måske en hel bjergkæde. En bagside, en skyggeside, det, som ikke fik lys.
På samme måde ligger den mørke side nu mod min hud, som var den en del af mig. Og det er den jo. Der er sider af mig, som ligger i dybet og som måske er dækket af fint mørkt støv. Sider, ingen ser, eller som er ubevidste. Jeg ved, at min glæde, min kreativitet, min farverige leg ikke kan findes uden dette mørke.
Jeg mærker ro i kroppen og kommer i tanke om sætningen, ”Ingen mudder, ingen lotus”, (No mud, no lotus) skrevet af den zen-buddhistiske munk Thich Nhat Hanh. Det er som om, stenen i min hånd, fjeldet og den smukke lotusblomst er forbundne i alle mennesker, fordi vi alle har både det mørke og det lyse, lidelse og glæde. Det hænger sammen.
Stenen er kølig mod min hud, alligevel fryser jeg ikke. Jeg mærker livet bruse nederst i kroppen, som den norske elv, der fosser gennem et landskab af sten og løvtræer. Hvidbark og pludselig et indre billede af den springende ørred på vej fra det mørke og dybe ocean. Er jeg selv på vej op ad elven?
Jeg tænker på, hvordan disse grundstrukturer er de samme i alle mennesker. At vi alle er forbundne i mørke, lys og livskraft. I min lange udånding, som kommer efter pausen, mærker jeg trygheden i forbundetheden, det universelle sprog og ser forsigtigt i retning af iskappen ude bagved byens skorstene.
Foto: Line Fjord og Carsten Jensen
Forbundethed – usynlige tråde
I mange kulturer og fortællinger findes billedet af den røde tråd – en skæbnetråd, der væver mennesker og begivenheder sammen. Ofte ser vi først trådene, når vi stopper op. Når vi lytter.
I en tid, hvor meget splitter os – politisk, socialt, miljømæssigt – har vi måske mere end nogensinde brug for at finde det, der binder os sammen. Den usynlige tråd, som ifølge et gammelt kinesisk ordsprog “kan strækkes, men ikke knækkes.”
På en skriveworkshop i Kontemplations blogteam inviterede vi skribenterne til at udforske netop dét.
Vi begyndte tæt på. Med et enkelt objekt – en sten, en fjer, en muslingeskal – noget vi kunne holde i hænderne. Med åbne sanser lyttede vi til genstandens historie, til minder, til naturen. Herfra skrev vi frit, undersøgende og lyttende.
Her kan du læse, hvordan vores skribenter har ladet de usynlige tråde tone frem gennem ord – som spor, som vidnesbyrd, som små glimt af den større sammenhæng, vi alle er vævet ind i.
er journalist og cand.ling.merc i fransk. Hun arbejder med kommunikation og sprog, og har gennem en årrække haft fast meditationspraksis med fokus på skæringspunktet mellem meditation og kreativ praksis. Hun er optaget af relationer og kreativitet i tekst, begge med forankring i hjertet.
Hun modtager undervisning af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg og deltager i retreats.
