Nyhedskanalerne er slukkede. Selvvalgt. Normalt tjekker jeg dem flere gange dagligt. Lytter. Følger med. Mange gange per automatik. Af vane. Fordi jeg keder mig. Andre gange af nysgerrighed og interesse. Tit afføder det en dyb bekymring både for den lokale og den globale situation. Jeg kommer ofte til at føle mig så magtesløs i en verden, hvor de forskellige polariteter synes at blive trukket skarpere og skarpere op. Rød blok – blå blok. Øst – Vest. Putin – Zelenskyj. Demokrater – Republikanere.  Ven – Fjende.

I de næste ti dage åbner jeg ikke for nyhedsstrømmen, også selvom der snart er valg. Valgkamp. Jeg er på retræte, og for første gang siden jeg var teenager, følger jeg ikke med. Det føles næsten skamfuldt at erkende, at det opleves befriende. Det føles vigtigt at forsikre, at jeg ikke er ligeglad. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg har muligheden for at stemme. Taknemmelig for at jeg lever i et demokrati.  Inden jeg lukkede ned, har jeg sat mig ind i forskellige partiers politik, taget valgtest. Set de første debatter, men præmissen under en retræte er at lukke ned for så meget fra den ydre verden som muligt. Skabe en kolbe. En slags trykkoger, hvor energien og intensiteten forbliver inde i mit rum og ikke lige så let afledes af ydre stimuli, emotioner og indtryk.

Det er tydeligt, hvordan denne tilbagetrækning giver mig et kik ind på mine egne kamppladser. Hvor polerne trækkes op i mig. Jeg behøver slet ikke den ydre verden til at skabe dem. Tankerne, følelserne, kroppens behov er der stadig, og stilheden bevirker at den indre verden taler højere. Den er ikke lige så let at skrue ned for. I løbet af dagene mærker jeg: Elsker – elsker ikke. Tilvalg – fravalg. Det er der hele tiden. Inde – ude. Lyst – mørkt. Blødt – hårdt. Behageligt – ubehageligt. Opspændt – afslappet. Søvn – vågen. Gider – gider ikke. Intentionen er at undersøge om det muligt at holde begge dele? Ikke at vælge side øjeblikkeligt. Se lyset i mørket og mørket i lyset. Prøve at lytte lidt dybere end vanligt. Se ind bag forestillingerne. Kikkerten stilles skarpt på min indre arena. Mine duellanter. Slogans. Hurtige løsninger. Forudfattede meninger. Hvor jeg åbner, og hvor jeg lukker. Kan det gøre en forskel i mine møder med andre?

Selvom jeg er i denne kolbe, er det dejligt at få lidt luft og få bevæget kroppen. Jeg har en bestemt tur, jeg går. Hjertestien der bevæger sig gennem landskabet. Fra lygtepæle, broer og elmaster hænger de. Dingler i efterårsvinden. Allerede lidt slidte. Formatet er det samme. De har været klar længe, før nogle kæmpede om de mest attraktive pladser. Valgplakaterne sniger sig ind på mig. De suger mit blik til sig. Nogle har bare et foto og et navn, andre en tegning. På en plakat står der. ”Krøller eller ej. Sæt dit kryds ved mig.” Jeg ryster automatisk på hovedet. Min indre dommer slår hårdt og kontant. Den indre dialog går i gang. Hybenbuskenes forunderlige transformation træder i baggrunden. Det er plakatens ord, der er på skafottet og oveni en skarp analyse af personens udseende og hvilket menneske vedkommende er. Det er tilfældigvis en fra et parti, hvis holdninger ligger temmelig langt fra mine. Så der er ingen overbærenhed. Ingen lytten. Jeg mærker lysten til at tage et foto og skrive en skarp kommentar.  Og så pludseligt vågner jeg. Hvad er det jeg har gang i? Jeg er faldet i dualitetens muddergrøft med begge ben.

Jeg går videre. Prøver at fokusere på mine fødder. Deres kontakt til underlaget. Skridt for skridt. Mærke åndedrættet. Jeg forsøger at undlade at rette dommeren mod mig selv og min menneskelighed. Være venlig overfor sindets træghed. Det er faktisk muligt at mærke en taknemmelighed blomstre. Taknemmeligheden over at jeg opdagede det. Det er første skridt.

Inden jeg lægger mig til at sove, kommer zenmunken Thich Nhat Hahns citat til mig: No mud – no Lotus.