I denne øvelse peger Jonathan på en mulig vej: Vi kan lade vores ønske først og fremmest gælde andre.

Ved at ønske en anden hvad Jonathan her kalder ‘den bedst mulige dag’, flytter vi accenten fra os selv til først ét medmenneske. Og derfra til alle.

For til sidst, efter at have afprøvet, og måske åbnet til, vores generøsitet over for andre, at ønske at også vores eget liv må blive godt.

At ønske på denne måde kaldes forbøn, og den findes i alle de store spirituelle traditioner. I munkerepublikken Athos siger munkene at hvis der ikke bedes forbøn, går jorden under.

Dalai Lama har fortalt at forbøn for menneskeheden er en fast del af hans morgenpraksis.

I denne øvelse er det en måde dagligt, helt praktisk og enkelt, at minde sig selv om og at mærke sin naturlige godhed. Og at den gælder både andre og én selv.