I denne øvelse følger Martin os gennem en række trin hvori vi inddeler vores åndedræt i stadig flere lige lange stadier.

Derved har vi mulighed for at undersøge en række forhold:

Hvordan opleves vejrtrækningen i forskellige dele af kroppen?
Hvilke muskelgrupper er involveret i forskellige stadier af ind- og udånding?
Og er en ind- eller udånding en konstant bevægelse, eller ændrer den sig undervejs?
Uden at røbe noget for meget (det er dejligt hvis man ikke kender hele en guidnings forløb på forhånd), kan vi til dette sidste punkt godt røbe at man i denne øvelse har mulighed for, med Martins stadig finere inddeling, at opdage at enhver indånding og udånding gennemløber nogle faser: Indtaget eller udstødningen af luft er kraftigst i begyndelsen, hvorefter intensiteten falder hen mod den naturlige pause der er efter enhver indånding og udånding.

Vores åndedræts dybde og hastighed er – hvis vi overlader det til sig selv (hvad vi gør det meste af tiden) – styret af hjernestammen som modtager en lang række signaler hvor det afgørende er blodets indhold af kuldioxid.

Vi er altså biologisk set skabt så vi ikke behøver at gribe ind i vores vejrtrækning.
Men gør vi det, opstår der nye muligheder: Martin nævner i denne øvelse den vitalisering som er en vigtig mulig effekt af pranayama, den indiske og buddhistiske yogas omfattende viden om og arbejde med vores energisystem.

En anden effekt af afspænding kan være at vi bliver bedre i stand til at håndtere udfordrende situationer ved at forankre vores nærvær direkte i åndedrættet.
Åndedræt og hjertefølelser er også tæt forbundet, både fysiologisk (hvor der nervemæssigt er en direkte forbindelse mellem åndedrætshastighed og frekvensen af hjerteslagene) og psykologisk.