“Det giver ingen mening at sige til et barn: ‘Så er det tid til at træne’. Det får bare barnet til at stå af.

Hvad vi kan gøre, er at sige: ‘Lad os gå hen i parken og finde på et eller andet sjovt!’

Så vil vi opdage at vi med barnet er på vej til en komplet workout, en omfattende træning. Uden disciplin, båret af lyst.”

Ovenstående citat er fra en kilde vi ikke så tit citerer i Kontemplation: Arnold Schwarzenegger, skuespiller og tidligere guvernør i Californien.

Men der er meget sandhed i udsagnet. Parker er også steder hvor man kan drage omsorg for kroppen for eksempel ved træning.

Eller ved at komme til stede. Med hvert skridt. Som Hanneli og Peter foreslår i denne meditation fra Borghesehaven i Rom.

‘Vi har længe gerne villet guide en meditation i en by,’ siger de. Og byens nærvær er i denne guidning tydelig, man hører menneskene, trafikken, flyene. Boldspillerne. Løberne. Råbene.

I byen er der stor cirkulation. Af stof, af magt, af følelser.

Disse kredsløb er en del af den moderne virkelighed.

At møde dem kræver, siges det i denne meditation, en centrering. En træning i at bevare kontakten til sig selv.

Derfra kan man åbne til det hjertefelt som også altid findes når mennesker er sammen.

I sit digt Parken og staden skriver Sophus Claussen:

 

Nu fyldes parken af skygger

og langs ad de grusede stier

svæver mens fuglene tier

usynlige pudderparykker

 

Pudderparykkerne er her et billede på den historiske atmosfære, den fortætning af tiden som ofte findes i parker.

Også i Villa Borgheses have. Her er statuer, fontæner, pavillonner, flere mindre slotte.

For den praktiserende er mødet med historiens tidsfortætning på én gang en lejlighed til at mærke hvor rige, grusomme, kreative og storslåede spor vi mennesker efterlader os i verden.

Og til at mærke ind mod den naturligt medfølende åbne tidløshed som ligger bag al tid.