CIRKLEN – DET GUDDOMMELIGE I DET UPERFEKTE

Tegnemeditation med

video · 10 min

At søge det fuldendte – og at glæde sig over det ikke-perfekte.

I denne video har Jeppe og hans hund Lani inviteret os med ud i deres lille meditationshytte.

Den praksis vi her sammen indbydes til at udføre, er på én gang tidløs, ældgammel og altid ny: Vi tegner med Jeppe ‘Enso cirklen’.

Enso betyder på japansk ‘cirkulær form’.
Cirklen er et universelt helhedssymbol, det findes som tegn på det guddommelige i helleristningerne, i de oprindelige indianske kulturer, i alle verdensreligionerne.

Men i buddhismen, og særlig i zen, har den en udvidet betydning.
Her er cirklen i sin perfekte form et symbol på den spirituelle perfektion.
Og i sin uperfekte form en påmindelse om at det perfekte kun er for guder.

Lykkeligvis er de cirkler vi kan tegne, med blyant eller pensel – Jeppe foreslår i denne guidning begge muligheder, – aldrig perfekte.
På den måde bliver det vi tegner, på én gang et billede af den fuldkommenhed vi søger mod – og på den måde vi, med et smil, accepterer at vi er så dejligt menneskeligt ikke-perfekte.

Lani er sådan en hjertelig hund (vi har mødt hende flere gange). Hun har en uddannelse som terapihund og udstråler en dyb fredfyldhed som vi tror I vil kunne se og høre på videoen.
Cirklen som geometrisk og psykologisk form har denne fred i sig. Den har ingen spidser, ingen kanter, den er på én gang altid i bevægelse, og den vender altid hjem til sit udgangspunkt.

Måske er det helt rigtige citat til at afrunde Jeppes og Lanis kreativt-meditative inspiration dette af Albert Einstein:
‘Vores opgave som mennesker må være at befri os selv ved at udvide vores hjertes cirkel af medfølelse så den kommer til at omfatte alle levende væsner og hele naturen og dens skønhed.’

 

Jeppe Hein

er en del af Kontemplations team, hvor han underviser og superviserer på forløbet Indre praksis og arbejdsliv. At sidde regelmæssigt i retreat er en integreret del af hans liv, og han bringer sin meditative praksis med ind i både hverdagen og sit kunstneriske virke.

I Kontemplation bidrager Jeppe med vedvarende input til kreative processer, et generøst hjertenærvær og som en kontinuerlig inspirationskilde i teamet.

Han er uddannet tømrer og senere billedkunstner fra Kunstakademiet i København og Städelschule i Frankfurt. Han arbejder dels fra sit atelier i Klitmøller, dels fra sit studio i Berlin, og udstiller internationalt med interaktive skulpturer, udsmykninger og stedsspecifikke installationer.

I sin kunst forener han kontemplativ praksis med en legende og sanselig tilgang til mødet mellem mennesker. Han står blandt andet bag projektet Breathe With Me, som blev lanceret i FN’s hovedkvarter i New York i 2020.

Han bor i Klitmøller med sin kone Silke og deres fire børn og hunden Lani.
Han har været engageret i Kontemplation siden 2021.

 

5 Comments

  1. Lotte den 19. oktober 2025 kl. 09:20

    Det var virkelig en fin måde at en cirkel træder alternativt ind i en meditations praksis.
    – og så endda med et Japansk islæt.
    Tak og dejlig søndag 🌞

    • Redaktionen den 20. oktober 2025 kl. 08:43

      Kære Lotte,
      Tak for at dele din oplevelse med denne cirkel-praksis, det gør os glade at du praktiserer med os.
      Vi ønsker dig en god dag.

  2. Dorthe den 24. februar 2025 kl. 10:04

    Det at male cirkler samtidig med åndedrættet gav en ny ekstra fordybelse netop i dag – tak

  3. Marina Hartig den 22. januar 2025 kl. 10:11

    Mange tak – I skønne mennesker og dejlige hund – for denne Januarpraksis! Jeg føler mig mere hjemme i denne verden, når jeg ved, at I også er her 🌍

    • Redaktionen den 24. januar 2025 kl. 19:17

      Kære Marina – tak til dig for at praktisere med, fra både os og hunden Lani ❤️

Efterlad en kommentar