EGENPRAKSIS EFTER SESSION #5

Centrering: Elevatorøvelsen:
Den personlige træning til næste gang er at gennemføre Elevatorøvelsen en gang daglig:
Vi lader opmærksomheden hvile inde i midten af hovedet. På en indånding lader vi opmærksomheden bevæge sig nedad gennem midten af kroppen sammen med åndedrættet, helt til nederste del af maven, cirka fire fingre under navlen. På udåndingen bevæger opmærksomhed og åndedræt sig op igen til midten af hovedet.

Denne øvelse forbinder helt enkelt den mentale del af vores bevidsthed, hovedet og tankerne, med kroppen og åndedrættet. Sikrer at vores forestillinger og idéer får kontakt nedadtil og rodfæstes i det konkrete.

Den har videre den fordel at den, med sin sammenføring af opmærksomhed, åndedræt og kropsfølelse, aktiverer et område der ligger bag sproget og derfor også bag tankerne. Derfor har den hvad man kalder en centrerende virkning, den bringer os fra tankernes vidtløftighed og hastigt springende karakter, tilbage til en langsommere og rolig del af os selv som har kontakt til vores instinktgrundlag.

Den fysisk forankrede pause 
Læs teksten om den fysisk forankrede pause, find en kort stund tre gange dagligt til øvelsen, og lad den hver gang vare fra tre til fem minutter.

Nederst på siden finder du en guidet gennemgang af den fysisk forankrede pause (6 min).

Illustration af Elevatorøvelsen: Daniel 12 år

Gennemgang af Elevatorøvelsen i guidet praksis, optagelse fra femte session:
med Hanneli Ågotsdatter
Varighed: 16:28

Den fysisk forankrede pause

I den åbne pause - det vil sige det ophold hvor man ikke skal noget, hvor man med fuldt nærvær et øjeblik giver sig selv fri – er der ressourcer af hvile, regeneration, frihed og kreativitet.

Mange kunstnere og forskere har beskrevet lykkelige, kreative øjeblikke som sådanne pauser: En stor belgisk matematiker var på skovtur med sine studerende og havde lagt alle tanker om forskning bag sig. Det øjeblik han trådte ud af bussen løste, inde i ham, et matematisk problem sig, som han havde tumlet med hele sit liv.

Mozart udførte et heldigt stød med sin billardkø, rettede sig op, og sagde: -Dér blev en strygekvartet færdig.

En forsker ved UCLA tog på kanotur efter, som leder af en 24 personers forskergruppe, i årevis at have tumlet med et matematisk problem der var afgørende for udvikling af GPS-teknologi. Pludselig, med alle tanker ladt langt bag sig, midt på søen, slog løsningen ned i ham.

Den danske komponist Niels W. Gade sagde: -Mine bedste idéer får jeg sgu’ på lokum.

I nærværstræning holder vi ganske vidst ikke pauser for at få geniale idéer. Selv om de er velkomne hvis de skulle indfinde sig. Vi er på en måde interesseret i noget endnu dybere, i den åbenhed der er bag kreativiteten, eller som kreativiteten kommer ud af.

Nærværstræningen kultiverer den fysisk forankrede pause fordi kroppen, og i det hele taget den stofligt forankrede virkelighed, er umiddelbart foreliggende.

Kroppen er til at tage og føle på, den er en del af os selv som vi normalt altid kan få fat i og tage udgangspunkt i.

For at etablere en kropsligt forankret pause begynder vi med at mærke kroppen, med at mærke den plads kroppen optager, det såkaldte kropsrum.

Læg mærke til hvordan der inde i, eller forbundet med, dette kropsrum også er følelser og tanker.

Og vejrtrækning.

Før blidt men bestemt opmærksomheden til åndedrættet. Undersøg hvor og hvordan det er lettest at mærke vejrtrækningen fysisk, det er forskelligt fra menneske til menneske, nogle oplever det tydeligst i brystet, nogle ved næseborene, andre i maven.

Registrer den samtidige følelse af vejrtrækningen og kroppen. Vær bevidst om at dette er en pause. Giv et øjeblik dig selv fri.

Sådan som vores kultur og opdragelse former sig, har vi ingen tradition for pauser, og meget lidt viden om deres betydning.

Træning af pauser åbner med tiden op mod et projektløst nærvær som ikke er dovent eller ugideligt eller nok i sig selv, men som betyder adgang til en vibrerende, fri åbenhed ud af hvilken det siden er muligt at foretage dybere beslutninger om hvordan vi vil bruge det næste øjeblik.

Eller hvordan vi vil bruge resten af vores liv.

Mærk til sidst kroppens og åndedrættets helhed. Mærk den livfuldhed, den følelse af at tage livet ind, der ligger i enhver indånding. Den invitation til blødhed og åbenhed der indbefattes i enhver udånding.

At kunne blive bevidst om kroppen og vejrtrækningen er en medfødt kompetence, en medfødt mulighed vi nu er i færd med at kultivere.
Slip til sidst alle referencer, krop og åndedræt, og hvil et par minutter i oplevelsen af at være trådt ind i pausens frihed.

<< TILBAGE TIL OVERSIGT