osterlokke_top4

Egenpraksis til MBSR-forløbet - uge 8

Livets praksis.

I ydre forstand slutter vores otte ugers mindfulness-forløb med denne ottende gang.

I en anden og dybere forstand er det først nu træningen for alvor begynder.

Fra i dag er vores gruppes midlertidige fællesskab afsluttet. Fra i dag er I på en ny måde alene med jeres træning.

Det er muligt at I vil komme til at savne jeres og vores samvær, at I vil opdage nye nuancer af hvor værdifuldt det kan være at denne træning finder sted i et fællesskab, at man har forbundsfæller at støtte sig til, mennesker der som en selv har hjertemodet til at se dybere ind i sig selv og herfra gå i dybere kontakt med andre.

Det kan derfor være vigtigt at nævne nogle af de erfaringer der findes om hvordan man bedst udnytter den ny situation – af at være på egen hånd – som I nu befinder Jer i.

Lad os først gøre os klart at vi nu, sammen, bag os har omkring 30 timers fælles træning, foruden jeres personlige træning i tiden mellem vores ugentlige møder. I de 30 timer har vi igen og igen arbejdet med liggende, siddende, stående og gående meditation. Med åndedrætsøvelser. Med nærværsyoga, med kontaktøvelser, med mere legende, kreative tilgange til menneskets essens, og med nogle grundlæggende teorier om sammenhængen mellem kroppen, hjertet, åndedrættet, bevidstheden og menneskelivets permanente kreative foranderlighed.

Så vi står i en anden situation end før dette forløb begyndte. Vi er på en anden måde i stand til at orientere i os i de forskellige muligheder der findes for at komme videre på denne rejse mod selvberoenhed og menneskelig kontakt.

Kernen i vores videre træning vil altid være vores egen daglige indre praksis – hvad enten den er fem minutter eller en time om dagen – og vores bevidsthed om og empatiske nærvær i vores daglige møder med mennesker, det vi kunne kalde den praktiske træning af hjertet.

Denne kerne vil nogen have glæde af undertiden at supplere med inspirationskurser.
For nogen vil retreats måske blive aktuelt. Hvor den daglige praksis drejer sig om at væve nærværstræningen sammen med dagligdagen, handler reteats om at skabe en laboratoriesituation hvor dagligdagen for en periode på måske fem eller syv dage er ophævet. Hvor man sammen med en gruppe ligesindede kan fordybe sig ved at være i det som ligger i ordet retreat: Midlertidig tilbagetrækning fra verden.
Intensiveringen af den daglige praksis, som muliggøres af retreats og også af for eksempel de fordybelsesdage som vi har oplevet én af under dette forløb, vil ofte bringe den praktiserende op mod en tærskel. Der findes ingen gratis eller nemme fordybelser, enhver tydeligere bevægelse indad eller udad mod andre kræver at vi passerer en tærskel. En tærskel som udgøres af præcis den modstand i os selv som vi indtil nu ikke har kunnet overskride, som står i vejen for at vi mærker os selv og andre dybere.

Tærsklen kan antage uendeligt mange former, den kan udgøres af selvkritik, af vrede, af kejtethed, af søvn, af endeløse rækker af begærlige dagdrømme, og det vil altid kræve et stykke arbejde at passere en sådan tærskel, jo større den er, jo større arbejde.

Men bliver den én gang passeret, for eksempel på et retreat eller på en fordybelsesdag, så har man opdaget et nyt land. Også selv om den vender tilbage (det gør de fleste modstande og tærskler) så vil vi kunne huske at vi opdagede en ny mulighed, så vil sandsynligheden for at vi igen vil kunne overskride barrieren, være større.

Fra de mange, mange mennesker der har gennemgået et forløb som vores og derefter har bevæget sig videre, stammer nogle helt grundlæggende erfaringer:
Der er nogle former for modstand eller tærskler der ikke kan løses alene ved meditation og yoga. Dette er for eksempel terapeutiske blokeringer. Meditation og yoga kræver for at virke at man kan få øje på det man skal give slip på eller forholde sig til med valgløs opmærksomhed. Og traumatiske erfaringer som chokoplevelser, nærdødserfaringer, tidlig svigt og forladthed og forskellige overgreb kan sidde så dybt i kroppen og være skubbet så langt væk fra bevidstheden at svesken først skal op på disken før man kan begynde at forholde sig neutralt til den. I sådanne tilfælde kan terapi være et godt værktøj, der netop sigter på at bringe det skjulte for en dag.

På samme måde kan dybere dele af vores personlighed, som for eksempel dem der kommer til udtryk i vores grundstemninger, kræve også andre tilgange en de kontemplative hvis de skal opblødes. Er for eksempel en intens følelse af ensomhed en del af ens grundliggende humør, så er der sandsynligvis også brug for hvad vi kunne kalde eksistentielle strategier, altså en form for sund praktisk fornuft parret med lidt gå-på-mod. Man må ringe til nogle bekendte, invitere dem og spørge om de vil spejle en på denne vedholdende følelse af ensomhed. Gør man selv noget for at komme ud over den, eller har man isoleret sig i ensomheden? Har man selv en andel i opretholdelsen af den ensomme fortælling om sit liv?

I mindfulness-træningen ligger en dyb viden om at man kan få kreativ indflydelse på virkeligheden ved at blive opmærksom på sine dårlige vaner – som for eksempel sin ubarmhjertige selvkritik – og erstatte den med gode vaner, som kunne være at undersøge om det er nødvendigt at fastholde denne kritik eller det er muligt at løsne grebet om den og eventuelt se den gradvist forsvinde.

For at nå dertil er det nødvendigt først at se sig selv klart. Sokrates sagde ’kend dig selv’. Træningen af hjertet og bevidstheden tilføjer: ’For måske at opdage at ’dig selv’ er en proces det er muligt at dreje i en meget mere positiv retning end vi måske troede.

Jon Kabat-Zinn siger: ’Så længe du trækker vejret er der langt mere ved dig der er fuldstændig perfekt og i orden, end der er galt’. Træningen i at bytte dårlige vaner for gode er ikke en indre ommøblering. Det er at lade de indre vækstmuligheder få plads.

Disse muligheder forefindes allerede i enhver af os. De består af venlighed, tolerance og nærværende, kærlig overbærenhed med os selv og med andre.

Til allersidst, på vej ud i verden: Der er ingen bestemt måde at være nærværende og hjertelig på, mindfulness er ikke én ting. Ethvert menneske der bevæger sig ind mod sin essens og derfra ud mod andre, har indledt en hjerteligheds- og nærværsproces som er mindfulness.

At bevæge sig ind mod sig selv er at opdage at dybest set vil vi mennesker hinanden det godt. At leve empatisk er at give andre del i denne opdagelse.

 

Du kan finde flere meditationer og inspiration til din videre praksis i vores

PRAKSISBIBLIOTEK.

Held og lykke på din videre ferd.