Kernen i følelsen af ensomhed er adskilthed. Fra mennesker, fra verden – måske også fra Gud og fra enhver oplevelse af mening.
C. G Jung skriver i artiklen Barnearketypens psykologi at der ikke er én af de tusindvis af klienter/patienter han gennem årene har haft i terapi, hvis vanskeligheder ikke dybest set stammede fra at de havde mistet forbindelsen til deres egen spiritualitet. Det vil sige forbindelsen til en mening med livet. Og var kastet ud i ensomhed – i sammehængsløshed.
I denne meditation beskrives to trin af ensomhed: Den dagligdags – men ikke derfor enkle eller udramatiske – og den dybere, uomgængelige, eksistentielle.
Den første kan man gøre noget ved, man kan handle på den, og guidningerne nævner nogle af sådanne handlemuligheder.
Den anden form, den eksistentielle adskilthed fra omverdenen, kan reelt kun mødes af en indre praksis. Fordi den kommer fra selve vores bevidstheds opdelende funktion.
Denne grundadskillende aktivitet i vores væsen ligger så langt inde at den i sin fulde dybde nok kun kan nås af tilliden til vores eget hjerte – og tilliden til en indre praksis.
Som vil skulle støttes af kontakt til et undervisningssignal og oftest også en gruppe af medpraktiserende, spirituelle legekammerater.
Dybest set handler vejen ud af ensomheden, også vejen ud af den dybeste, eksistentielle del, altså om tillid. Til vores kærlighedsevne, vores egen praksis, til undervisningssignalet, det som kaldes dharmaen eller ’vejen’.
Og tilliden til de medpraktiserende på denne vej.
Man kan sige at kernen i ensomhedens adskilthed i høj grad består af mistillid.
Dette er nok noget vi skal være forsigtige med at sige. Ensomhed kan være så ubehagelig, så dyb, så tæt på dødsangst, at vi ikke kan overkomme at tage medansvar for den og i stedet projicerer den ud og siger at verden er ensom. Eller at andre mennesker ikke vil os det godt.
Et smukt og sorgfuldt lille digt af Heinrich Heine kaster ensomheden ud på omgivelserne og sammenligner vores bevægelse gennem livet med det at vandre i tåge. Det slutter:
Seltsam im Nebel zu wandern
Allein ist jeder Busch und Stein
Kein Mensch sieht den Andern
Jeder ist allein.
’Det er ensomt at vandre i tåge
Alene er hver busk og sten
Intet menneske ser et andet
Enhver er alene’
Men kan vi finde modet til at mærke indad fra vores ensomhed – hvad guidningen til denne meditation flere gange foreslår – vil vi opdage at i følelser af ensomhed bidrager vi altid også selv. Vi vil kunne mærke at en del, måske kernen, i ensomhedsfølelsens ubehag og angst består i at vores eget hjerte er kontraheret. At vi selv deltager i den adskillelsesproces som fremkalder ensomheden.
At turde mærke dette kan være begyndelsen til at slippe den kontraktion som er en afgørende del af problemet.
Og lykkes det, om så bare punktvist, kan det være begyndelsen til en fundamental ændring af vores syn på ensomhed.
Måske begyndelsen til at opdage hvad de store spirituelle lærere altid har sagt: At vi dybest set aldrig er alene.
Foto: Jan Huber/Unsplash
Af hjertet tak ❤️🌈 Det blev et dejligt mødeøjeblik.
Kærlig hilsen
Linda
Så godt at høre, Linda. Vi sender dig mange varme tanker og ønsker dig en god torsdag.❤️
Tak for endnu engang at blive mindet om at komme retur til mig selv igen 🤷♀️🙏♥️
Kærligst, Susanne
Kære Susanne – det lyder som en betydningsfuld indsigt. Vi ønsker dig en god fredag, med dette in mente. Hjertelige hilsner fra os i Kontemplation 💚
Tak for denne magiske meditation. Jeg smilede, da Peter fortalte om ‘the basic fucked-upness’ og jeg takker ham for at vise vejen mod hengivelsen til netop dette; at der – også i ensomheden – findes den fineste vidde, hvor vi kan have kurs mod at mødes. Det er lykkeligt.
Kærligst,
Laura
Kære Laura – tak for din smukke deling. Og glædeligt at mærke at der på en måde også finder et møde sted her. Vi giver dine ord videre til Peter, dem bliver han glad for.❤️
Tak for meditationerne!
Denne er meget spændende.
Jeg vil blot spørge hvad det er Peter siger til sidst – kurs mod at mødes i ?
Vh
Mette
Kære Mette
Tak for din tak til meditationerne – det er for os en virkelig opmuntring.
Og til dit spørgsmål:
Peter siger ‘Kan der være at vi har kurs mod at mødes i vidden’. Hvor han med ‘vidden’ taler om den åbenhed i bevidstheden som ikke er opslugt af formdannelserne, som ikke er fyldt af tanker, følelser, billeder og lignende.
Og så kan vi godt forstå du spørger – det er ikke nemt at høre hvad Peter siger på netop det sted.
Det skyldes at man, når man redigerer lydfiler – hvad vi forsøger at gøre så omhyggeligt som muligt – fjerner baggrundsstøj. De filtrer man bruger til det, kommer næsten uundgåeligt også til visse steder at sløre den talendes stemme.
Hjertelige hilsner
Kontemplations team
Kære Peter
Tusind tak for en grundig analyse af ensomheden og med guidningen der fører til noget der er større
Kære Linda – så glædeligt at du praktiserer med.❤️
Kære Peter og alle I andre for jeres januarmeditationer, jeg følger dem med glæde hver dag. At have en god jordforbindelse har altid været et arbejdspunkt for mig.
Når jeg lige skriver i dag, er det fordi Peters refleksioner/ guidninger omkring ensomhed falder rigtig godt i tråd med at jeg (sammen med Birgitte) læser Almaas’s bog om essens i øjeblikket. Jeg kan rigtig godt lide hans beskrivelse af, hvordan vi i barndommen langsomt erstatter den medfødte essens med jeg-strukturer, og deraf opstår adskillelsen/ensomheden. Og ja den eksistentielle ensomhed kan kun afhjælpes ved at genetablere kontakten til essensen, og jeg tænker at det må ske i en dyb kontakt (forening) med jorden. Kh og tak Henny
Kære Henny
Hjertelig tak for denne hilsen.
Vi sender jo på en måde Januarpraksis ud som et slags rumfartøj med delvis ukendt destination.
Når vi så modtager dine varme ord, kan vi mærke at fartøjet har nået et medmenneskes hjerte.
Kærlige hilsner
Kontemplations team