Vi har her mulighed for at følges med Hanneli ind bag de mere dagligdags opspændinger og nå dybere dele af os selv: De områder hvor vi måske kan høre hvad der her kaldes ‘hjertets lavmælte hvisken.’

Først hjælpes vi ind i nuet gennem jordforbindelsen, groundingen, og dens søsterskab – dens venskab, siger Hanneli – med de opadgående strømme af vågenhed langs rygsøjlen.

Derfra er det muligt at bevæge sig dybere. Og måske begynde at mærke de såkaldte grundspændingsmønstre. Som er så dybe at de ikke kan ophæves med en viljeshandling.

Som de beskrives her, er sådanne mønstre ikke noget negativt – selv om de kan opleves udfordrende. De er tærskelvogtere som fortæller at du nærmer dig noget betydningsfuldt, ressourcer i dig selv, vækstmuligheder. 

Der, som al vækst, vil komme med en opgave, med et stykke arbejde. Som tærskelvogterne fortæller dig du måske ikke er helt parat til. Endnu.

Men måske snart. Bare det forhold at man som det her beskrives, kan nå ind til grundspændingerne, at man kan mærke tærskelvogterne, fortæller at tærsklen er i sigte. At den og det som er bag den, er på vej ind i bevidstheden.

På dette sted er der, fortæller Hanneli, brug for tålmodighed. For at finde styrken til den stille, projektløse venten som også kaldes en tantrisk tilgang. Uden forhåbning, uden pres, iagttager vi os selv og vores modstand. Og mærker og affinder os med at selv om vi mener at forstå os selv, at vi véd hvad dette drejer sig om, så er forståelsen ikke nok.

I denne løse, afspændte venten har vi mulighed for at høre hjertets lavmælte hvisken. Som, forklares der i instruktionerne, kan have form af billeder eller andre ordløse indsigter og fornemmelser som er dele af den proces hvorved tærskelvogteren træder ind i bevidstheden.

Foto: Mikkel Strandbygaard