Det er en særlig og delikat følelse at bringe en kreativ guidning om ler i disse dage. Hvor hele Danmark er optaget af en truende miljøkatastrofe som netop implicerer ler. Men måske er det netop da meningsfuldt at pege på materialet, på lers helt særlige positive egenskaber.

De fleste af os bor i ler –
70 procent af verdens befolkning bebor bygninger hvori der indgår ler som bygningsmateriale.

Vi er omgivet af ler –
det bruges til cement- og papirproduktion, i kemiske filtre, til keramik, som medicin (som middel til at standse diarré og genoprette tarmens balance) og som ammunition til slangebøsser. Og det indgår i de fleste bjergarter. Og det ligger som lerlag i jorden under vores fødder.
De første eksempler på skriftsprog er mesopotamiske lertavler med kileskrift.

I denne guidning får vi mulighed for også at tale med leret.
Ler består af vandholdige aluminiumssilikater som er ekstremt plastiske når de fugtes. Ind i denne plastiske fugtighed foreslår Jeppe nu at vi ælter vores følelser. At vi lader leret opsuge og formes af vores vrede.

Det er en dyb og oldgammel spirituel praksis at man kan få hjælp af den fysiske verden, af jorden og himlen, til at håndtere stærke følelser.
Traditionelt begraver vi – som i mange kulturer – efter en fødsel moderkagen under et træ eller en busk. Som et billede på vækst. Og for at få jordens og planternes hjælp til at rumme fødslens bevægende voldsomhed.
I tibetansk buddhisme, i en variation af den såkaldte skygazing, meditation på himlens blå åbenhed, sender man sine tanker ud i rummet og lader dem opløse sig i vidden.
Det er vel dybest set også derfor vi kan stampe i jorden af vrede – for at få hjælp af væsenet under vores fødder, af Gaia til at mærke os selv – og måske tage imod noget af vreden så den ikke behøver at rettes mod os selv eller andre.

Denne gamle praksis får i Jeppes fortolkning en kreativ drejning – hvorved jorden, leret, din egen opfindsomhed og de kraftige følelser kan smelte sammen og blive til et udtryk som kan frisætte og løfte.