I denne gående meditation er Peter taget ud til Rørbæk Sø, i frostvejr, i skumringen.
Øvelsen er bygget op så man kan gå med, i bogstaveligste forstand, altså gå rundt i sin stue og lytte til indspilningen, eller tage den med udendørs på sin mobiltelefon.
Da den handler om fundamentale aspekter af vejrtrækningen, vil man også kunne sidde eller ligge og lytte.

I meditationens første halvdel hviler opmærksomheden på sammenhængen mellem det at gå og vejrtrækningen. På hvordan der indtræder en naturlig rytmisering af åndedræt og bevægelse.
Der er mange vigtige mulige slags udbytte af at gå med opmærksomhed. Gående meditation, eller Zenwalk som det også kaldes, er en måde, en primær måde, hvorpå vi kan øve os i at føre det afspændte nærvær vi måske kan finde på vores meditationspude, ud i verden.
Det der peges på i denne guidning, er nu især et andet aspekt: Vitaliteten.
Vi har i meditation brug for vores kropslige livfuldhed. Oplevelsen af at bioenergien strømmer i kroppen, er det fundament som den meditative opvågning hviler på. Jo mere liv jo mere vågenhed.

Her er det at gå noget særligt. En særlig bevægelsesform. Naturlig, musikalsk. Fordi vi er symmetrisk bygget, fordi vores arme kan bevæge sig modsat og dermed afbalancere føddernes bevægelse, er vores gang rytmisk, som musik. Hvor et bestemt tempo netop hedder andante, altså gående, slentrende.
’Hvis bare man går, så går det’, skriver Søren Kirkegaard i sin dagbog. Det er denne almindelige – og alligevel, hvis man giver den plads, ofte sanselige, simpelthen dejlige oplevelse af gang Peter her taler om og for.

Det let forhøjede åndedræt som indtræffer når vi går, fører til at vores vejrtrækning træder frem i forgrunden. Så vi på en meget direkte måde kan mærke at den er livsvigtig.
Det foreslås i denne øvelse at vi af og til stopper op og holder vejret. For at mærke hvordan bare denne lille udsættelse med det samme tænder nervesystemets advarselslamper.

Opmærksomheden på sammenhængen mellem at gå og at trække vejret udpeger én af de fundamentale forbindelser mellem det autonome nervesystem og vejrtrækningen: Sympaticus, der regulerer flugt-kamp-frys mekanismerne, speeder hjerteslag og vejrtrækning op når vi føler os truet eller under pres.
Det er derfor åndedrætsnærvær, træning i at bevare en rolig og konstant vejrtrækning også under stress, er et primært redskab til det neuropsykologerne kalder ’selvregulering af homeostasis’.
Homeostasis er vores psykofysiske idealtilstand, det er den balance mellem afspændthed og årvågen handlingsparathed som en den både mest funktionelle og behageligste måde at være i verden på.

Selvregulering af homeostasis er: fra udfordrende situationer selv at kunne bevare eller finde tilbage til en centreret balance.
Det kan du træne i denne 17 minutter lange vandring med Peter – i frostvejrsskumringen ved Rørbæk Sø.

Det er din vej og din alene.
Andre kan følges med dig.
Men ingen kan gå den for dig.

– Rumi