Søren, som guider denne meditation, har bag sig 30 års træning i vajrayanabuddhismen, den tibetanske tradition.
Fra denne omfattende pulje af erfaring henter han her en praksis som først er hvad man kunne kalde en klassisk åndedrætsmeditation – som mod slutningen bevæger sig ind mod en dyb form for vidnemeditation. Og antyder et endnu dybere skridt ind mod formløshed.

Noget af den tidløse skønhed i meditation ligger i at vi her bevæger os mod at holde op med at fabrikere. Hvor en stor del af vores liv – måske i realiteten det meste af vores eksistens – går med at tænke over, forbedre, afvikle, fremstille, tage afstand fra eller på anden måde forarbejde vores virkelighed, dér udforsker meditation det naturlige. Det uforarbejdede. Det grundlag vi nærmer os når vi holder op med at gribe ind.

I denne guidning beskriver Søren denne åbenhed mod det naturlige som en forskningsproces. Igen og igen peger han på vores muligheder for selv at opdage og mærke vores krop, åndedræt og bevidsthed uden at blive fanget af den tillærte vane med det han kalder ‘at løbe efter bevidsthedens indhold.’
Når vi på denne måde standser op, eller giver os selv fri, opstår der pauser.
Hvad er der, bliver vi her spurgt om, i disse pauser?
Eller: Hvem er du når du et øjeblik giver dig selv tankefri?

Meditation er paradoksalt – på den ene side har træningen af hjertet og bevidstheden, som vi sagde ovenfor, en tidløs skønhed. På den anden side interfererer og svinger nærværstræning intenst med samtiden. Og den skal hele tiden opdateres, omformuleres og bringes ajour for bedst muligt at kunne hjælpe os.
I denne meditation bringes traditionens visdom frem til os i et sprog og en form som vi tillader os at sige har street credit.