STILLE VÅGENT SIND


Lydfil · 14 min

Søren, som guider denne meditation, har bag sig 30 års træning i vajrayanabuddhismen, den tibetanske tradition.
Fra denne omfattende pulje af erfaring henter han her en praksis som først er hvad man kunne kalde en klassisk åndedrætsmeditation – som mod slutningen bevæger sig ind mod en dyb form for vidnemeditation. Og antyder et endnu dybere skridt ind mod formløshed.

Noget af den tidløse skønhed i meditation ligger i at vi her bevæger os mod at holde op med at fabrikere. Hvor en stor del af vores liv – måske i realiteten det meste af vores eksistens – går med at tænke over, forbedre, afvikle, fremstille, tage afstand fra eller på anden måde forarbejde vores virkelighed, dér udforsker meditation det naturlige. Det uforarbejdede. Det grundlag vi nærmer os når vi holder op med at gribe ind.

I denne guidning beskriver Søren denne åbenhed mod det naturlige som en forskningsproces. Igen og igen peger han på vores muligheder for selv at opdage og mærke vores krop, åndedræt og bevidsthed uden at blive fanget af den tillærte vane med det han kalder ‘at løbe efter bevidsthedens indhold.’
Når vi på denne måde standser op, eller giver os selv fri, opstår der pauser.
Hvad er der, bliver vi her spurgt om, i disse pauser?
Eller: Hvem er du når du et øjeblik giver dig selv tankefri?

Meditation er paradoksalt – på den ene side har træningen af hjertet og bevidstheden, som vi sagde ovenfor, en tidløs skønhed. På den anden side interfererer og svinger nærværstræning intenst med samtiden. Og den skal hele tiden opdateres, omformuleres og bringes ajour for bedst muligt at kunne hjælpe os.
I denne meditation bringes traditionens visdom frem til os i et sprog og en form som vi tillader os at sige har street credit.

 

Søren Munk

Civilingeniør og psykoterapeut. Har studeret og praktiseret Tibetansk Buddhisme i over 30 år, blandt andet gennem 16 års  tilknytning til klosteret Pullahari i Nepal.

Søren sidder hvert år i længere retreats. Han bor på Vækstcenteret, hvor han også er gæsteunderviser, og modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.

6 Comments

  1. Lis den 9. marts 2025 kl. 11:12

    Kære Søren. Tak for din enkle og præcise hjælp til meditation. Den sætter jeg stor pris på.

    • Søren Munk den 13. marts 2025 kl. 22:04

      Kære Lis, tak for dit feedback, det er dejligt at høre at det er hjælpsomt for dig! ❤️

  2. Helle den 7. februar 2025 kl. 07:12

    ♥️🙏🏼

    • Redaktionen den 7. februar 2025 kl. 17:17

      Kære Helle – tak og hjerte tilbage til dig.❤️

  3. Linda den 26. januar 2025 kl. 19:32

    Kære Søren
    Det er meget rart at følge din guidning. Af hjertet tak
    Kærlig hilsen
    Linda

    • Redaktionen den 30. januar 2025 kl. 09:01

      Kære Linda – hvor er det dejligt at du bruger ordet ‘rart’ om netop denne guidning – du peger så på et velbefindende som er noget man kan håbe, men ikke være sikker på indfinder sig. ❤️ Vi ønsker dig en god torsdag, om end lidt regnfuld.

Efterlad en kommentar