9. januar: STJERNEN – SYVENDE STUDIE

Væren og vejrtrækningen, studie #7 af 7

med Hanneli Ågotsdatter

LYDFIL · Varighed: 14 min

max-saeling-unsplash

Dette syvende studie som afslutter denne uges serie af Hannelis instruktioner i basal åndedrætsbevidsthed, foreslår vi at du udfører liggende.

Studiet udvider gårsdagens hjertevejrtrækning på den måde at vi ledes frem til samtidigt at ånde fra kroppens fem yderpunkter, fodsåler, håndflader og isse som tilsammen udgør en stjerne, og ind mod hjertet.
Herfra bevæger udåndingen sig igen ud gennem stjernens spidser.

I denne visualisering danner vi med vores kreativitet, vores forestillingsevne, en forbindelse mellem blodets og energiens naturlige bevægelse fra lungerne og hjertet ud til blodkarrene i kroppens periferi og herfra tilbage til hjertet, og vores sansning af hele os selv.
Kroppens anatomi, kredsløb, vejrtrækning, hjerte og bevidsthed bragt sammen til én helhed: De fem yderpunkters åndedrætsstjerne.

Èn ikke så sjælden effekt af kropsskanningens afspænding kan være at glimt af tilstanden yoga nidra, eller yogasøvn indfinder sig.
Det er en tilstand hvor kroppen - og ofte også bevidstheden - befinder sig på søvngrænsen. I en dyb afspænding i hvilken  der undertiden fra det ubevidste dannes drømmefragmenter.
Der kan være healing og hvile i denne form for power nap.
Nidra betyder på Sanskrit 'søvn' og omtales i de spirituelle skrifter ofte som det kvindelige tilsvar til Brahma, universets skaber. Det anses altså for en dyb og vigtig tilstand i hvilken et menneske er tæt på sin spirituelle essens.

Tilstanden anses altså for at være yin, kvindelig. Dette giver lejlighed til, i en tid hvor traditionelle måder at opfatte køn og sensualitet på er under forandring, at sige noget om i hvilken betydning Østens spirituelle traditioner anvender disse udtryk:
Vendingerne yin og yang rummer ingen påstand eller teori om hvordan kvinder og mænd er, fra naturens eller opdragelsens hånd. De siger for så vidt overhovedet ikke i sig selv noget om mænd og kvinder. Det er alene udtryk der dækker to energitilstande man støder på når man bevæger sig indad og oplevelsen af den fysiske virkelighed bliver - eller kan blive - mere vibrativ: Man vil da møde én energiform som er i bevægelse, har fokuseret retning mod forandring. Yang. Og en anden tilstand som er i transformativ hvile, yin. Og man vil møde alle tænkelige blandingsformer mellem de to.

LYT TIL MEDITATIONEN HER:
Hanneli

Hanneli Ågotsdatter

er cand.arch., psykoterapeut og meditationslærer.
Hanneli etablerede Kontemplation i 2010 og er platformens daglige leder.
Hun er tilknyttet Center for Systems Awareness i Boston og leder den kontemplative del af centerets uddannelsesprogram.
Sammen med Martijn van Beek er hun ansvarlig for Mind&Life Europes internationale retreats for unge forskere.
Hun er en del af Foreningen Børns Livskundskab.
Hanneli er fast underviser på Vækstcenteret og modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.