TAK OG PÅ GENSYN

Guidet meditation med

Lydfil · 13 min

Trio i vinterland

Med denne meditationstrio siger vi, Hanneli, Martin og Peter farvel og på gensyn til jer som har fulgt Januarpraksis.

Der er noget særligt ved på dette sted at se sig tilbage over skulderen og vinke til januar.

Det er et farvel uden vemod. For på en måde er det kun på overfladen noget slutter.
Vores formidling og kontakt med jer vi er i digitalt – og med rigtig mange af jer også jævnligt fysisk – praksisfællesskab med, den fortsætter.

Alligevel er noget afrundet. At søsætte skibet Januarpraksis og styre det gennem denne måned har også været en rejse i sig selv. Som nu er til ende. For i år (selv om alle guidninger lever videre på lydbiblioteket).

Det har været en travl, fortættet, men også dybt meningsfuld rejse.
På grund af de mange tilbagemeldinger. Fornemmelsen af at kunne mærke jer som har praktiseret med. Og på grund af den kreative glæde..
Og på grund af vores interne samarbejde. Ved vores første januars Praksisjam var vi hele teamet.
Det er vi også ved denne sidste meditationstrio – hvor vi kun er tre fordi det ville være så stort et puslespil også at få sat Britta og Jeanette og Hanne og Kirsten og Anne og Charlotte og Morten og Lasse og Jonathan og Jeppe og Mikkel foran mikrofonen.
For vi har dem med i hjertet også i dag. ‘Har dem med i hjertet’.
Er det ikke et smukt udtryk?
Hjertet er også en beholder, et fartøj. En flyvende tallerken. En ark. Hjertearken.
Vi kan tage vores elskede med os, vores venner med os, vores medpraktiserende, dharmasøstrene og -brødrene som de siger i Østen, tage dem med os i hjertet.

Vi håber vi får lov og lejlighed til at sejle og flyve videre med jer alle fremover.

De kærligste hilsner

Hanneli, Martin og Peter

 

 

Hanneli Ågotsdatter

er cand.arch., psykoterapeut og meditationslærer.

Hanneli bor på Vækstcenteret i Nørre Snede og er en del af centerets faste undervisningsgruppe. Hun modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.

Hun er en del af Foreningen Børns Livskundskab, og har de seneste år været tilknyttet Center for Systems Awareness i Boston, ansvarlig for den kontemplative del af organisationens uddannelsesprogram for mennesker der arbejder med børn.

Hanneli stiftede Kontemplation i 2010.

 

Peter Høeg

er mag.art i litteraturvidenskab, forfatter og underviser i meditation, empati og kreativitet.

Han er medstifter af foreningen Børns Livskundskab, og medforfatter til bogen‚ ‘Empati – det der holder verden sammen‘.

Han bor i tilknytning til Vækstcenteret i Nørre Snede, indgår i Vækstcenterets faste undervisningsgruppe og er i træning hos Jes Bertelsen.

 

Martin Guldberg

Martin Guldberg er cand.phil., sanger, manuskriptforfatter, komponist og studielektor ved Aarhus Universitets Institut for Kultur og Kommunikation.

Han har været chef på Den Ny Opera, og han underviser i mindfulness, sang, stemmetræning, kommunikation og arbejde med chakra- og energisystemet.

Martin er certificeret yogalærer fra Kripalu Yoga and Health Center i Massachusetts, USA, og underviser i meditation, mindfulness og yogafilosofi på flere danske yogalæreruddannelser.

Under vejledning og med anvisninger fra Bob Moore og Jes Bertelsen har Martin praktiseret meditation og mindfulness i mere end 30 år. Han tager jævnligt på retreats.

2 Comments

  1. Ayten den 19. november 2023 kl. 08:20

    Det var virkelig dybt og berigende

    • Redaktionen den 19. november 2023 kl. 10:07

      Kære Ayten, det glæder os at høre. Dejligt at du praktiserer med.❤️

Efterlad en kommentar