Taknemmelighed er måske den stemning som er allermest gunstig for et meditativt klima.

Taknemmelighed strømmer inde fra vores hjerte og ud mod noget eller nogen, og der er i denne udadstrømmen meget lidt fokus på én selv, meget lidt ego.

Følelsen kan gælde verden, kan gælde Det Højere. Og den kan rette sig mod aspekter af en selv.

I denne meditation har vi mulighed for at følge Jeanette ind mod taknemmelighed til vores egen krop.

Det kan lyde som om vi modsiger os selv når vi siger at vi i vores praksis forsøger ‘at lade taknemmeligheden indfinde sig spontant.’

For hvis denne følelse kommer fordi vi forsøger at invitere den, så indfinder den sig netop ikke spontant, men som følge af noget vi gør.

Denne modsigelse er kun tilsyneladende. Som Jeanette inviterer os til at opleve i denne meditation.

Når vi følger hendes instruktion ind i oplevelsen af vores krops livgivende aspekter, den måde kroppen – uden vores villede medvirken – spontant holder os i live, så lander vi ofte spontant i taknemmelighed. Over at være her. Over at være i live.

Derfor veksler instruktionerne mellem nænsomme forslag til at huske øjeblikke med taksigelse – og med forslag til at tage imod når denne tak indfinder sig af sig selv.

Man kunne sige: Ved at vi gør noget, bliver det stadig mere sandsynligt at det ikke-gjorte kan indfinde sig.

Man kan i denne guidning spørge sig selv: Kan det være sådan at selve oplevelsen af kroppens og hjertets væren i live her og nu, simpelthen i sig selv er livstaknemmelighed?

Som vi kan høre når bare vi lytter med opmærksomhed.