Noget i mig véd fra det øjeblik, jeg svarer telefonen, at jeg skal grounde mig. Derfor beder jeg om at kunne ringe tilbage efter fem minutter og går ud til hestefolden. Mærker den faste jord under mine støvler, duftene fra hestene og fra høet, de fik i morges.

Det er min arbejdstelefon, der har ringet. Det er weekend, jeg er på udebane og væk fra klinikkens trygge rammer. Som traumeterapeut véd jeg, hvor vigtigt det er at have adgang til sine sanser og grounding for at kunne være til stede med nærvær. Der er sket en frygtelig ulykke med min klients søn i udlandet. Derfor ringer hun til mig i weekenden. Hun er ude på meget dybt vand.

Jeg mærker, det gynger lidt under mig. Griber fat i hegnet og sanser træet i min hånd. Lader blikket glide hen over hestene. Så sender jeg en intention om at invitere den af hestene, der kan hjælpe mig, ud mod flokken. Min veninde, der ejer gården, har netop vist mig, hvordan hun gør, når hun laver hesteassisteret terapi. Måske kan jeg hente lidt støtte?

Hrimfaxi, den islandske vallak kommer hen til hegnet. Han står bare. Helt tæt. Med den lyse mule hen mod mit hjerte. Det er som om, han bliver lige så bred som selve folden. Jeg mærker tyngden i mig. Som slår jeg rødder. Han rører sig ikke. Ikke et mulehår bevæger sig. Nærværet er solidt som en klippe. ”Jeg har dig”, siger han, med hele sit væsen og sit nærvær. Hans dybde og ro er så altomfattende, at jeg ikke er i tvivl om hans alvor. Han er klar over, hvad hans bidrag er. Og hvad jeg har brug for. Helt tyst. Uden ord. Jeg får fornemmelsen af, at han også mærker, hvad min klient har brug for. Og endnu længere væk. Hvad hendes søn har brug for. Han sender mig lydløst et billede af en klippe. Skubber lidt til min hånd med telefonen. ”Brug billedet”, siger han.

Hans ro er en skarp kontrast til det oprørte hav i den anden ende af røret. Hrimfaxis bredde og rolige vejrtrækning strømmer via mig gennem telefonen til min klient. Jeg formidler billedet af klippens kvaliteter til hende. Bølgerne lægger sig lidt. Vi får fat i nuet. Får mærket sikkerhed og grounding. Jeg hører i hendes tonefald, at hun genvinder overblikket og kan være der med større sikkerhed for sin chokerede søn. Så afrunder vi.

Jeg står længe sammen med Hrimfaxi. Han ryster sig lidt, jeg spejler ham. Mærker, at det var en intens omgang, og at det er godt at få bevægelse i kroppen igen. Han virrer lidt på hovedet, pruster lidt. Lægger sin mule på min skulder, tager fra, som skubber han mig væk igen med beskeden om, at nu er det tid til at holde weekend igen.

Han vender sig og går tilbage til flokken. Jeg er ikke helt så hurtig til at gå tilbage til min flok. Måske du også, kære læser, kender den pause, der opstår, når noget virkelig tæt og intenst afsluttes? Det har berørt hjertet og dannet et dybt aftryk, som jeg får lyst til at værne om. Virkelig lade det synke ind. Mærke taknemmeligheden i støtten og mødet. Fra hjerte til hjerte.

Foto: Hanneli | Layout: Charlotte Toft