Jeg var knap tyve år, da jeg første gang mødte Filippa. På én og samme tid var Filippa helt ukendt for mig samtidig med, at der var en følelse af bekendthed. Jeg oplevede, at der var noget særligt ved hendes duft og nærmest sarte – på sin egen måde – smukke ydre.

Jeg tænkte over det ejendommelige i, at jeg gennem årene havde stiftet bekendtskab med så mange andre af hendes slags. Ingrid Marie står klares for mig. Helt velkendt og med blussende mørkerøde kinder. Bodil Neergaard, som jeg kun havde mødt hos morfar. Og nu Filippa. Det blev et møde, der skulle vise sig at få en særlig betydning for mig.

Det var Gerda, der introducerede mig for Filippa. Gerda fortalte, at Filippa oprindeligt stammede fra Sydfyn, og at hendes mor stadig står lige så rank og fredet i Hundstrup. Tænk – det første frø blev sået i 1879 – og, at træet står der endnu. Så mange træer er ankommet lang tid før os og vil være her lang tid efter, at vi har lagt vores fysiske kåbe.

Filippa er sprød, saftig og sød-syrlig med sin helt eget aroma af blomster og ananas. Hun er grøn-gullig nogle gange med en let rødlig kind. Butikkerne er ikke så vilde med hende. Hun hænger lidt løst og falder nemt ned i blæsevejr. Gerda samlede hvert et æble op, når Filippa-træet slap dem. Ikke ét gik til spilde. Selv om de nok havde fået et lille slag, kunne de ofte holde helt ind i januar. Jeg har siden hørt fra æblekendere, at Filippa-æblet skal have sluppet træet selv og have ligget et par dage på jorden før den helt særlige, uforvekslelige, smag træder frem. Måske var det en erfaring Gerda også havde uden helt at vide, hvorfor. Jeg har tænkt over, hvad grunden kan være. Kan det være noget med, at dette særlige æble skal være absolut fuldmodent for at give alle sine hemmeligheder fra sig?

Det, jeg fik øje på med Filippa var, at det grønhvide frugtkød nærmest ikke bruner, når æblet skæres over. Det gør det til et helt vidunderligt æble i retter, hvor æbler indgår. Jeg selv er blevet særlig glad for æblesuppe af Filippa-æbler. Man kan bruge alle mulige andre slags æbler i stedet. Måske har du din helt egen favorit?

Skulle du alligevel være så heldig at have et Filippa-træ i din have eller kende nogen, der har en sådan skønhed i sin have, så vil jeg anbefale dig at lære Filippa bedre at kende.

Måske du kunne bruge æblerne til denne æblesuppe?

 

I så fald behøver du:

1 kg æbler – meget gerne Fillippa, men alle typer kan anvendes

1 liter vand

100 g knasende gyldent rørsukker

1 tsk. fintreven citronskal af en økologisk citron

Kornene fra en fuldfed vidunderligt duftende vanillestang – den resterende tomme vanillestang plejer jeg at putte i et glas med rørsukker – på den måde har jeg altid min hjemmelavede vanillesukker klar…

 

Sådan gør du:

Fjern skræl og kernehus fra æblerne og kog dem i vandet.

Når de er kogt, blendes suppen.

Sukker, citronskal og vanillekorn tilføres og suppen smages til.

 

Hjemme hos os får vi smørristede, grovvalsede havregryn til.

Dem laver du ved at smelte 25 g smør på en pande. Tilføj 200 g grove havregryn. Rist til de bruner let og tilsæt så 2 spsk. rørsukker.

Det er en vidunderlig spise.

 

Foto: Annie Spratt/Unsplash

---

Britta Karlshøj
er cand.pæd.pæd.psyk. med speciale i mindfulness fra Århus Universitet og psykoterapeut MPF. Hun arbejder til daglig som privatpraktiserende psykoterapeut og har en passion for selvforsyning og tilblivelsen af nærende måltider. Britta er med i teamet bag Kontemplation og er køkkenchef ved vores retreats. Læs mere om Britta her.