GENNEM BILLEDE

Man kan gå ind i et billede, blive dér og på et eller andet tidspunkt træde tilbage. Det er hvad vi normalt gør når vi fordyber os i et kunstværk.

Men der er også en anden mulighed: Man kan gå ind i et billede og derefter fortsætte gennem fladen og ud på den anden side.

Alle de store spirituelle traditioner har brugt billeder på den måde. Ikoner er, siger man i Østkirken, vinduer ud mod Gud. Song dynastiets buddhistisk-taoistiske landskabsbilleder er åbninger til en bagvedliggende virkelighed. Det samme er de tibetanske thangkaer. Den japanske haikutradition indenfor zen er korte ordmalerier der peger på en realitet bag ved eller over ordene.

Dette er en invitation til at bruge tre af Henrik Saxgrens billeder fra Tøndermarsken på netop denne måde. Selvom hans kunst ikke er skabt indenfor en spirituel tradition, har ikke mindst disse billeder kvaliteter der gør at de – udover at være kunstværker i sig selv – kan blive til åbninger.

Det kræver at vi bevæger os ind i billedet med en lidt anden holdning end vi er vant til. Med en parathed til at overgive os fuldstændigt, men ikke blive hængende.

Her er vores udgangspunkt billedet ’Fire heste og stære’.

Første trin er overgivelsen. Den er så nem med Saxgrens billeder, så fristende. Sceneriet er intenst dansk, vi kan føle fugtigheden på huden, mærke luftens kølighed. Der er en meditativ ro i billedets tilsyneladende enkelhed, i farvernes lavmælthed, hestenes tyngde. En inviterende almindelighed der får en til at spænde af. Dette, tænker man, kender jeg.

Så er der det lille chok. Stæreflokkens eksplosion. Og ikke bare dens bevægelse. Rystelsen, det fremmedartet overraskende, er den måde denne eksplosion er fanget på. Det er som om fugle og heste glider sammen, som om stærene fødes ud af hestene, som om netop de store pattedyrs jordbunde opmærksomhed er grundlaget for fuglenes opstigning mod himlen.

Denne beskrivelse er foreløbigt ikke andet end min overgivelse til billedets intensitet. Dette er mine associationer, min måde at glæde mig over billedet på. Du vil få andre tanker, se andre sammenhænge, sikkert meget mere omfattende og raffinerede end mine.

Hvilke er ikke vigtigt, det vigtigste er at vi tør overgive os til billedet. At vi ikke bliver fanget i vurderinger og sammenligninger. Selvom det er så oplagt. Når man i et halvt liv har fulgt Saxgrens kunstneriske proces, kan man ikke se disse billeder fra Tøndermarsken og mærke deres dybe, meditative ro uden at tænke på at her har manden taget et stort og modigt og meget anderledes skridt.

Men bliver vi hængende i disse tanker, mister vi nærværet i forhold til billedet. Så legen består i ikke at lade sig friste, heller ikke til at tænke at hold da kæft mand, det her er jo en original fotografisk version af Eschers motiv med fugle der bliver til fisk der bliver til fugle.

Vi prøver at slippe hele denne sværm af associationer der vil stige til vejrs som stærene og flyve væk fra billedet, det er ikke det som er opgaven, opgaven er at lande i billedet, at fokusere fuldstændigt på det, at komme til stede på græsset med hestene, at blive en del af motivet. Det er det som på sanskrit kaldes shamatha, koncentrativ meditation på en genstand.

Dette er første trin. Og nu er vi dér, nu er du og jeg til stede på marken som vi synes vi kender så godt.

At koncentrere sig på denne måde er også en kropslig proces. Det er som at gå fysisk ind i landskabet, det er som at lade hestenes ro og tyngde og vågenheden i fuglenes opadstræben forplante sig til os. I vores kultur der er forskudt mod det mentale og kognitive, overser og glemmer vi let at kunstoplevelse i høj grad er fysisk, vi optager billedet ligeså meget i kroppen som i sindet.

Denne indoptagelse involverer også hjertet. Det øjeblik vi træder ind på græsset, fødes der en spontan taknemmelighed til omgivelsernes skønhed, til dyrene, til fredfyldtheden og harmonien, til kunstneren der har indfanget og skabt denne helhed.

Disse tre forhold, at billedet aktiverer vores kropsfølelse, vores kontakt til hjertefølelserne og vores koncentrerede årvågenhed, disse tre forhold betyder at vi står foran billedet som foran en dør.

Nu slipper vi billedet. Det er dette slip der i al sin enkelhed er det anderledes. Det man ikke er vant til.

Man kan gøre det ved at lukke øjnene, eller ved at se ud i åbenheden uden at fokusere på noget. Det drejer sig om at turde lade hele den oplevelse af kunstværket vi netop har bygget op, falde og opløses. Og samtidigt prøve at slippe vores egen kropsfornemmelse, vores hjertefølelser. At slippe alle forestillinger om billedet og os selv.

Det varer bare et øjeblik, man kan kun gøre det et halvt sekund, så kommer stærene og hestene tilbage, så kommer man selv tilbage. Slippet er momentant.

Vi skal ikke vente at finde eller opleve noget spektakulært inde i det moment. Det er en form for ultrakort pause, af måske et sekunds varighed. I hvilken vi stilles overfor det spørgsmål der er grundlæggende i al lidt dybere træning af bevidstheden: Er det muligt et øjeblik at holde op med at fabrikere verden, at afstå fra at udlægge den og forklare den og tolke den? Er det muligt, med den hjælp vi får fra vores koncentration, et øjeblik at slippe alt vi holder fast i og gøre som den store tyske mystiker Eckehart anbefaler, at ’søge Gud uden form, farve eller indhold’?

Det er på denne måde vi kan bruge billedet som en dør: Ved at suge det til os, ved at træde ind i det, ved at blive ét med det, ved at lade det aktivere vores kropsfølelser, hjertefølelser og vågenhed, for derefter, hjulpet af oplevelsens intensitet og totalitet, at give fuldstændigt slip på alt og lade os falde, stående på stedet.

Hvad finder man når man falder, når man på denne måde bruger billeder som døre eller faldlemme? Hvad er der på den anden side, hvad er der over og under den normale virkelighed?

De store visdomstraditioner er alle tilbageholdende med at besvare det spørgsmål. Ikke for at holde noget hemmeligt, men af respekt for den individuelle oplevelse af den mulige frihed der ligger i at turde slippe alle formdannelser.

Men de siger lidt. Alle vores oplevelser, siger de, det vil sige alle tanker og forestillinger og sansninger og billeder og oplevelser ved at se på billeder, opstår ud af en grundlæggende åbenhed der ligger bag eller over sproget og derfor også bag eller over alle billeder. Denne åbenhed kan derfor hverken beskrives eller afbildes, men vi kan nærme os den ved hjælp af sproget. Og ved hjælp af billeder der har så dybe kvaliteter som Henrik Saxgrens.

 

 

---

‘Fire heste og stære’ indgår i den udstilling af Henrik Saxgrens billeder fra Tøndermarsken som kan ses på Kunstmuseet i Tønder fra 6. april til 1. september.

---

 

Henrik Saxgren (f. 1953), fotograf og billedkunstner med en stor bog- og udstillingsproduktion bag sig. Han har udgivet ti bøger blandt andre Point of View (1996), Solomons House/Landet uden fædre (2000), Krig og Kærlighed (2006), Unintended Sculptures (2009) og antologierne Verschwindende Landschafen (2008) og Herfra hvor vi står (2010). Saxgren har senest været aktuel i DK med udstillingen HYBRiD på Glyptoteket i København og har en stor udstillingsaktivitet uden for landets grænser. Han har blandt andet udstillet på Photographers Gallery i London, CCA Kunsthalle på Mallorca, Stenersenmuseet i Oslo, Walter Reed Gallery i New York, Art Forum Berlin, Paris Photo, World Museum i Rotterdam og Fotofest i Houston. Han har modtaget Døssingprisen, Carsten Nielsen Prisen, Marin Andersen Nexø-Prisen, Fotogratula Prisen og BG Banks bogpris. Saxgren er repræsenteret i adskillige samlinger, bl.a. ARoS, Skagen Museum, Frederiksborg Museum, Det Nationale Fotomuseum, Norderlight Gallery, Museet for Fotokunst og Ny Carlsbergfondet.

Se mere om Henrik Saxgren her.

---

Peter Høeg er mag.art i litteraturvidenskab, forfatter og underviser i meditation, empati og kreativitet. Han er medstifter af foreningen Børns Livskundskab, og medforfatter til bogen‚ ‘Empati – det der holder verden sammen’.