Jeg står ved foden af fjeldet i nord.
Vendt mod ilden,
med blikket vendt indad.
 
Lyttende skridt i vågent landskab.
mellem birkeskovens hvide stammer,
i elvens mumlen, vandfladens lys, i flammerne.
 
Under en let tilsløret aftenhimmel,
løst bundet med lyse silkebånd.
 
Himlens knude løser sig op.
Glimt af sol, glimt af fjeld, slipper fri.
 
Således, halvt dækket af skyer, mødtes vi første gang.
Ved bålet i vandkanten.
Jeg mærker dig bag mig.
Hører dig i elven.
Din sang.
 
Ved solopgang drejer jeg mig mod dig
Mens jeg ser til siden
Spørgende.
 
En sti åbner sig.
Unge birke spiller på silkekastanjetter.
Velkommen, siger du.
 
Jeg løber stille mod dig.
Som en elv, undersøgende.
Langs kanten. Langs dig.
 
Lader mig synges af dig.
Nynner dig tilbage.

En flok ældre fjeldbirke danner hof i passagen mellem grønt og gråt.
Nejer og ser bort.
Møder ikke mit blik da landskabet åbner.
Indad. Indad.
 
Gyngende blødt. Grønt. Levende.
Duften af mose viger i mødet med det bare fjeld.
 
Luften kærtegner min hals.
En fos falder imod mig med frostånde og fanfare.
 
Jeg lukker jakken tættere.
En fugleflok letter og efterlader en pludselig tomhed.
Et tydeligt bump.
Jeg læner mig frem og ser himlen bag mig.
 
Går langsomt videre.
Uden at lade tankerne vandre.
 
Jeg er i fjeldet, i den nordlige del.
Det nærvær fylder hele mit indre landskab,
fra din fod til det som er udenfor synsvidde.
 
Pludselig løber jeg, fuld af energi.
Gennem vand, over lyng, hurtigere end vinden.
Strømmende opad.
Jeg folder vingerne ud. Kaster mig bagover.
Ligger på ryggen i vinden og lader himlen spejle sig i øjnene.
 
Jeg nærmer mig.
 
Sætter farten ned og går i en stor bue imod dig.
Vidt åben, dalen har viddet sig ud.
Et punkt foran mig peger igennem mig.
Mod et sted bag mig jeg aldrig har været.
 
En oldtids offersten som åbner tiden.
Åbner hjerter. Åbner spejlet.
 
Og endelig. Du!
Jeg vender mig mot dig.
Vender mig mod mig selv.
Sådan som du vidste at jeg vidste at jeg ville møde dig.
Således som jeg vidste at du ikke kunne andet end altid at have været der.
 
I to sekunder. To år. Evigheden. Et øjeblik.
Jeg slipper.
Jeg er fjeldbirken. Tågen mellem tinderne.
Rummet mellem alt det grå. Stilheden over vandet.
Et glemt chokoladepapir under en sten.
En hurtig fjeldmus, den stolte ravn, en dansende renflok i et broderi.
Vindkastet.
Talløse punkter i tiden og imellem dem alt som er intet.
Et september-rødt blad i vinden. Dråben som falder.
 
Jeg synger dig. Som du synger mig.
 
Himlen skifter farve.
Tusind dristige blomster, stjernesildre, gør sig klar til natten.
Nordenvinden skubber mig venligt i rygen.
Jeg nynner hjertet, mens tårerne løber.
Mor siger: gå hjem nu!
 
Jeg frigør mig, uden at ville det, fra din omfavnelse.
Varsomt.
 
Vender om og begynder nedturen,
uden at forlade dig.
Langsomt, som mod en stejl stigning, nedover.
 
Gyngende, nynnende. I det bløde, grønne og levende.
 
Der er en fin stemning i luften.
De gamle birke kikker og nikker og forstår da jeg går forbi.
Himlen over mig smiler.
 
Jeg synger dig, hele vejen tilbage til mig selv.
 
Jeg er fjeldet i nord.
 
Vi er!

Foto: Per Espen Stoknes