Jeg har guld i min hånd. Flere stykker. Store og små. Strålende og matte. Gennemsigtige og uklare. 18 stykker i alt. Jeg sidder i min meditationspose på min græsplæne i København og holder ’Havets guld’.

Jeg er ved gud i himlen ingen stor ravjæger, men jeg elsker rav. En fascination der begyndte, da jeg var barn, og opdagede min farmors store smukke lysende ravstykke, som hun altid bar om halsen. Tidligt fik jeg også selv et halssmykke – et lille hjerte af rav – og jeg blev samtidig indviet i ravs tilblivelse. Jeg begyndte med det samme og med målrettet iver at samle harpiks fra alle træerne i boligblokkens baghave og den omkringliggende natur. Og jeg blev særlig glad, når jeg fandt noget af det harpiks, der hang lidt længere nede på træet, og som derfor var lidt hårdere – og måske med lidt god vilje kunne kaldes rav. Stort set alle fund blev gemt i håb om, at når jeg for alvor blev voksen, så kunne jeg åbne æsken, og det lettere klistrede stads ville være tryllet om til de fineste stykker rav.

Som voksen flyttede jeg tættere på havet, og det var på den sjællandske nordkyst, jeg ved et tilfælde fandt mit første rigtige stykke rav. Pludselig lå det bare dér og strålede i vandkanten, mens det næsten prangende viste sin forbundethed med alle elementerne omkring sig – havet, jorden og himlen – samtidigt med at jeg følte, det kaldte på lige netop mig. 

Når jeg sidder her i solen og holder om netop dét stykke rav sammen med mine andre klare og mere mælkehvide stykker, der er fundet i årene efter, oplever jeg, at jeg samtidigt holder fortiden, nutiden og fremtiden i mine hænder. Jeg holder på, hvad der har været – og er – en handelsvare. Jeg holder på andre kulturers fortællinger – og ikke mindst på min egen historie. 

Havets guld, som vi poetisk kalder de gyldne sten, er skabt af naturens kræfter gennem millioner af år. Det svimler. Millioner af år. De små sten bliver med et lidt mere overvældende at kigge på og sidde med. 

I nogle spirituelle traditioner siges det, at rav besidder en varm og helende energi, der forbinder os med jorden og solen. Jeg véd ikke om det er rigtigt, men forbundetheden til naturen og alle tider oplever jeg – indeni og udenom. 

Mine ben sover. Jeg rejser mig fra puden for at gå indenfor og forlader samtidig det solide blæsevejr. I morgen tidlig vil jeg køre mod kysten og gå en tur. Det er godt ravvejr, når det har blæst, siger man. Og måske jeg i morgen er så heldig at finde endnu et ravstykke skabt og formet af tiden, jorden og havet – et stykke rav, der som ved vores første magiske møde tilbyder sig i al sin skønhed og lethed gennemlyst af solen på en pude af tang. Et stykke rav som igen vil invitere mig til indblik og måske ligefrem indsigt i naturens og klodens på samme tid uforståelige, overvældende og indlysende forbundethed.

Jeg trækker vejret lidt dybere. Det er som om oplevelsen af forbundethed langsomt har forplantet sig fra hjernen til hjertet til hele kroppen og videre ud.

Fakta: Rav er forstenet harpiks. Men rav bliver først til rav, som vi kender det, når det har fundet vej til og ligget i havet i mindst 30-50 millioner år og her gennemgået en iltfri proces med trykpåvirkninger. Processen forandrer plantesaften og reducerer olieindholdet for til at sidst at skabe ’Havets guld’.

Foto: Charlotte Toft