Godt nytår og velkommen til Januarpraksis JORD

af Hanneli Ågotsdatter · Peter Høeg | | 31. december 2023

Kære venner og bekendte af Kontemplation
 
For os i Kontemplation er der i disse dage en helt særlig glæde.
Som har at gøre med at vores årlige Januarpraksis løber af stabelen. Fra det nye års første måneds første dag lægger vi dagligt en ny guidning ud i vores Praksisbibliotek.

Temaet for januar 2024 er slet og ret ‘Jord’.
Guidningerne vil belyse og kredse om jordforbindelse, om kropsbevidsthed, om kærligheden til vores blå planet. Om føden vi får fra jorden.

Myteforskeren Joseph Campbell mente at billedet af jorden set fra rummet, en svævende, levende, vibrerende blåhvid perle i det sorte rum, ville kunne blive symbolet på den fælles fortælling menneskeheden har brug for. Hvis vi som art skal overleve den voldsomme globale turbulens vi går igennem i disse år hvor omfattende kriser afløser hinanden stadig hurtigere.

Måske kan vi, mente Campbell, mødes i en fortælling om livets enestående rigdom og kostbarhed og skrøbelighed.
Mødes i kærligheden til alt levende.

Det er sådanne konstruktive billeder og tanker vi vil læne os ind i i Januarpraksis.
Vi glæder os til at følges med de af jer for hvem det måtte passe. 
For os i teamet fortættes i den kommende måned følelsen af at være en del af en større sammenhæng. Af, med de af jer som følger med – hvad enten det er én gang eller en hel måned – at være en del af et praksisfællesskab.

Mange varme nytårshilsner

Hanneli, Peter og hele Kontemplations team


er cand.arch., psykoterapeut og meditationslærer.

Hanneli bor på Vækstcenteret i Nørre Snede og er en del af centerets faste undervisningsgruppe. Hun modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.

Hun er en del af Foreningen Børns Livskundskab, og har de seneste år været tilknyttet Center for Systems Awareness i Boston, ansvarlig for den kontemplative del af organisationens uddannelsesprogram for mennesker der arbejder med børn.

Hanneli stiftede Kontemplation i 2010.


er mag.art., forfatter og underviser i meditation og kreativitet. Han er en af Kontemplations faste undervisere, medstifter af Foreningen Børns Livskundskab og underviser på foreningens internationale uddannelse, TrainingEmpathy, i Berlin. Han er en del af Vækstcenterets undervisergruppe.

Peter bor i tilknytning til Vækstcenteret i Nørre Snede og modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.

Engageret i Kontemplation siden 2015.

2 Comments

  1. Helle Søtrup den 31. december 2023 kl. 09:07

    Kære Hanneli, Peter og team!

    Jeg glæder mig rigtig meget til at praktisere med jer hele januar!
    Godt nytår fra

    Helle S. Søtrup

    • Redaktionen den 31. december 2023 kl. 10:03

      Kære Helle – det glæder os at høre. Dejligt at vide at du praktiserer med.❤️

Efterlad en kommentar